2. Interview med Mirjana Dragičević-Soldo i Medjugorje 2001

Bønnen giver mig styrke

Mirjana, du var den første af de seks seere, for hvem de daglige åbenbaringer ophørte. Du modtager for tiden en årlig åbenbaring og åbenbaringen hver den 2. i hver måned. Vil du fortælle os, hvad du følte dengang, da de daglige åbenbaringer ophørte?

Den sidste åbenbaring modtog jeg i julen 1982. Dengang boede jeg i Sarajevo. På det tidspunkt hvor jeg modtog åbenbaringen, var jeg alene hjemme.

Da Guds Moder havde meddelt mig ophørelsen af de daglige åbenbaringer, ville jeg egentlig ikke acceptere det. Jeg tænkte, at det ikke kunne være sandt, at jeg ikke mere skulle se hende hver dag. Jeg gik ud fra, at åbenbaringspausen kun ville være for en kort periode. Sådan trøstede jeg mig selv.

På denne juledag i 1982 havde Gospa (=Jomfru Maria) taget imod mig og meddelt mig, at denne ville være min sidste af de daglige åbenbaringer, og at jeg for fremtiden kun ville modtage én åbenbaring om året, nærmere bestemt hver den 18. marts indtil min død. Hun sagde også til mig, at jeg yderligere ville modtage usædvanlige åbenbaringer. Da hun var forsvundet, ville jeg ikke acceptere hendes ord. Den næste dag havde jeg, på samme tidspunkt som jeg ellers altid havde modtaget åbenbaringen, knælet, bedt og ventet. Dette gentog sig i syv dage. Denne tid var meget smertefuld for mig. Jeg ville kun dø, for jeg tænkte, hvis jeg døde, ville jeg være hos hende. Jeg ville ikke leve uden møderne med Gospa. Sådanne overvejelser gjorde jeg mig. Dog gennem den intensive bøn i disse syv dage gav Gud mig styrken til at begribe, at dette alt sammen var Guds vilje. Og så accepterede jeg det endelig.

Hvornår begyndte åbenbaringerne hver den 2. i måneden for dig? Er det muligt at beskrive forskellen mellem den årlige åbenbaring den 18. marts og dem hver den 2. i måneden?

Åbenbaringerne hver den 2. i måneden begyndte den 2. august 1987. Ved denne åbenbaring bad vi i fællesskab for de ikke troende. Gospa kalder dem dog aldrig for ”ikke troende”, hun taler altid om ”dem, som endnu ikke har erfaret Guds kærlighed.” Ved disse åbenbaringer giver Guds Moder også kun sjældent særskilte budskaber.

Ved den årlige åbenbaring den 18. marts derimod giver hun et budskab og drøfter indholdet med mig. Desuden besvarer hun mine spørgsmål. Åbenbaringerne hver den 2. i måneden vil jeg snarere betegne som et smertefuldt møde, for Gospa er næsten altid sørgmodig, ofte har hun også tårer i øjnene. Jeg tror, at hun med denne åbenbaring vil fortælle os, hvor vigtigt det er i denne tid, i problemløsningstiden, som hun kalder den, at bede for vores brødre og søstre, der endnu ikke, ligesom os, har haft held til at erfare Guds kærlighed.

Har det op igennem årene slået dig, om tallene to og 18 har en særlig betydning?

Hvad den 18. marts og den 2. i måneden betyder, det vil alle mennesker senere komme til at forstå. Først troede jeg – rent overfladisk betragtet – at jeg modtog den årlige åbenbaring den 18. marts, fordi denne dato er min fødselsdag. Men dette er rent tilfældigt. Jeg spøger ofte med det og siger: ”Guds Moder har endnu aldrig lykønsket mig på min fødselsdag!” Hun har overhovedet aldrig før nævnt min fødselsdag. Men en eller anden dag vil menneskeheden begribe, hvorfor det lige præcis er på denne dag. Jeg kan på nuværende tidspunkt endnu ikke fortælle noget om det.

Ved alle dine åbenbaringer med Gospa mærker man din store glæde, dog ser man også ofte, at du tillige græder? Ligger disse stemningssvingninger til din natur?

Efter min mening spiller der mere ind end det. For når Guds Moder græder, når hun er sørgmodig, så rammer det mig hårdt. Under selve åbenbaringen ved jeg ikke, at jeg græder. Jeg opdager først bagefter, at tårerne har flydt ned af ansigtet. Det har sikkert også noget med min natur at gøre. Andre seere har intet besvær med straks efter åbenbaringen at rejse sig og meddele enhver budskabet. Det kan jeg ikke. Jeg skal straks gå ind i mit værelse og tilbringe en til to timer i bøn alene. Kun gennem denne bøn får jeg styrke til at tale til menneskeheden, men også styrke til at begribe, at Gospa er forsvundet, og at jeg skal blive tilbage på jorden. Selv efter så mange år er det smertefuldt hver eneste gang, hun forlader mig. Jeg bliver så nødt til at bede i ensomhed med mine smerter. Igennem bønnen giver Gud mig styrken til at leve videre.

Jeg har to døtre, og ligesom enhver anden mor ville jeg give mit liv for dem. Men når jeg er sammen med Gospa, eksisterer de slet ikke for mig. På det tidspunkt ønsker jeg kun, at hun tager mig med sig. Når hun forlader mig, og så snart jeg begriber, at jeg er blevet tilbage, har jeg så stor smerte, at jeg ønsker, at ingen får det at se. Jeg beder hver gang Gud om, at Han hjælper mig til at forstå, at det er nødvendigt på denne måde.

Vi ved fra de andre seere, at jeres møder med Gospa ligner hinanden, men alligevel beskriver hver af jer små forskelle. Vil du fortælle os, hvordan du oplever Guds Moders tilsynekomst?

Det sker ikke altid på samme måde. Det nærmeste jeg kan beskrive Gospa som, er en form for følelse indvendig. Jeg forbereder mig altid på det gennem bøn. Jeg begynder allerede om natten til den 2. i måneden med bønnen og bliver ved med at bede indtil åbenbaringen finder sted. Før hendes komme føler jeg en stor fryd i mit indre, en stor kærlighed, som holder mig fast. Da ved jeg, at jeg er kommet til det punkt. De ydre kendetegn, som jeg kun ser nogle gange, om det er solen eller et trefoldigt lys, er forskelligartede og ikke så betydningsfulde for mig, som følelsen af den store kærlighed som bekendtgør hendes komme.

Hvordan har I det med, når der bliver sagt eller skrevet noget om jer, som ikke stemmer overens med sandheden?

I starten gjorde sådanne historier mig meget ondt, fordi jeg tænkte: ”Hvorfor bliver der sagt noget om os, som ikke stemmer, det er da ikke nødvendigt.” Men senere har jeg forstået, at det alt sammen måske skal være på denne måde, måske bliver vi nødt til endnu at udholde den ene og anden løgn og de derved forbundne lidelser. Jeg modtager faktisk det alt sammen med kærlighed, og jeg beder for de mennesker, som bevidst udbreder usandheder om os.

I de første år med åbenbaringerne har I lidt meget under kommunisterne og politiet. Var du dengang bekymret for dig selv og din familie?

Jeg var den eneste seer, der ikke boede i Medjugorje. Jeg boede i Sarajevo i en bydel hvor også adskillige andre nationaliteter og trosretninger boede. Det var ikke let for mig at være seer i Sarajevo. Her i Medjugorje var det helt anderledes: Her ledsagede vores egne folk os og udspurgte os under politiforhøret. Her var jeg ikke specielt bange, for her var jeg sammen med de andre seere, mens jeg i Sarajevo var alene. I årevis lod de mig være i fred. Jeg var ikke bekymret for mig selv, fordi jeg tænkte, at jeg alligevel skulle dø. Jeg var overbevist om, at jeg fra et af forhørene ikke ville vende tilbage. Jeg tænkte, at det sikkert ville være Guds vilje og har affundet mig dermed. Hver morgen blev jeg ført til domstolen i Sarajevo.

Jeg var kun bekymret for mine forældre og min bror. Jeg har hele tiden bedt dem om at tie. Jeg forsikrede dem om, at de ikke behøvede at være bange, at forhørene kun var samtaler, at de hurtigt ville være overståede, og at jeg snart ville være hjemme igen. Det var dog alligevel ikke let for mig at tilbringe hele dagen med forhør hos kommunisterne.

Til slut var jeg dog sikker på en ting: ”Det er det, Gospa ønsker af mig, jeg må holde ud, de vil nu engang slå mig ihjel, og så vil jeg komme op til Gospa”.

Jeg bad for, at politiet ville skåne mine forældre og min bror, for han var endnu ikke særlig gammel. På det tidspunkt var han kun syv år. Naturligvis oplevede han alt, hvad der skete for mig, og han kunne i årevis ikke sove alene på sit værelse, da han til stadighed var bange for politiet.

Min fars hår er blevet gråt, for han måtte hele tiden se til, hvordan hans eneste datter blev ført væk, og han var ikke sikker på, om han ville få mig at se igen.

Det var alt sammen meget svært. Jeg er sikker på, at det var Gospa, der gav os styrken til at holde det hele ud.

Mine forældre sagde igen og igen: ”Fortæl blot sandheden! Vær ikke bange! Gud vil være hos os.” Og sådan gik det også.

Et spørgsmål angående hemmelighederne. Du er den første, der modtog alle ti hemmeligheder. Kunne du fortælle os noget omkring hemmelighedernes systematik?

Gospa begyndte allerede i åbenbaringernes første tid at fortælle mig hemmelighederne. Hun havde forberedt mig på hver eneste hemmelighed. Når hun kunne se, at jeg var parat, modtog jeg den. Disse hemmeligheder opfattede jeg som Guds vilje. Gospa fortalte mig, at de ikke kan blive ændret, at de skal være sådan, som de er, og at vi skulle bede for menneskeheden. Folk spørger mig altid nysgerrigt efter hemmelighederne.

Men jeg svarer dem, at Gospa har sagt til os, at vi ikke må tale om hemmelighederne, men at vi derimod skal bede. For den der godtager hende som Moder og Gud som Fader, behøver ikke at være bekymret for noget. Der er ingen grund til at kende hemmelighederne. For hvem af os kan overhovedet vide, om han eller hun stadigvæk lever den dag i morgen. Gospa vil have, at vi hvert eneste sekund er forberedt på at komme op til Herren, når Han kalder på os. Det er ikke vigtigt at spekulere på, hvad der sker i fremtiden. Guds vilje vil indtræffe. Jeg skulle udvælge en præst, som jeg vil betro hemmelighederne til, når Gospa giver tegn til det. Det er fader Petar Ljubičić, en franciskaner, som jeg lærte at kende i åbenbaringernes første tid. Han har draget meget stor omsorg for mennesker i nødsituationer. Derigennem har vi lært hinanden at kende og at komme godt ud af det sammen. Jeg har bedt ham om at offentliggøre disse hemmeligheder, og han var indforstået med det. Han kan ikke vælge, om han vil fortælle disse hemmeligheder eller ej, han skal fortælle dem. Ti dage efter, at han har fået dem at vide af mig, skal han meddele dem til menneskeheden. Det er alt, hvad jeg har at sige dertil. Alt andet er hemmeligt.

Det slog mig, at Guds Moder næsten altid er sørgmodig, når hun åbenbarer sig for dig. Også du er så bedrøvet. Seeren Marija har fortalt os, at Gospa også undertiden smiler, og at hun en gang imellem oven i købet er spøgefuld. Har du også oplevet dette?

Jeg har allerede sagt, at Guds Moder hver den 2. i måneden for det meste er meget sørgmodig, og nogle gange græder hun endda. Den 18. marts eller da jeg endnu modtog de daglige åbenbaringer, så jeg også Gospa i godt humør.

Der var i forbindelse med Jakov også nogle sjove hændelser. Måske har De hørt om dem: Da vi engang blev bragt til forhør, var kun Vicka og Jakov blevet derhjemme. Gospa åbenbarede sig for dem og sagde, at hun nu ville tage dem begge med sig. De troede, at de skulle dø. Jakov var dengang kun ti år gammel. Han sagde: ”Min kære Gospa, tag dog Vicka, hun har syv søskende mere, jeg er enebarn.” Da havde Gospa leet hjerteligt og sagt: ”Jeg havde bare lyst til at vise jer noget.” Det var dengang de så himmeriget.

Sådan var der også glædelige møder med Gospa. Jeg har desværre kun haft sørgmodige møder i den sidste tid.

Vil du fortælle os, på hvilke kontinenter du allerede har været, og hvorfor du som seer fortæller om Guds Moder i andre lande?

Ansvaret for at fortælle mange mennesker om Gospa og at forkynde hendes budskaber er stort. Derfor forbereder jeg mig meget på det. Jeg beder Gospa om, at hun skal hjælpe mig med at udføre min opgave værdigt og med at overbringe hendes budskaber værdigt, sådan at menneskerne forstår dem.

Jeg beder for, at jeg finder de rigtige ord for det, som Gospa ønsker for os. Jeg ønsker, at alle mennesker fornemmer hendes moderlige kærlighed, og at hun altid er sammen med os. Derfor er usikkerheden der stadigvæk selv efter så mange år.

Vil jeg kunne overbringe det hele rigtigt? Kun gennem bønnen får jeg styrken til min mission.

Nogle gange har jeg følelsen af, at det ikke er mig der taler. Jeg erindrer følgende situation: Jeg taler ikke specielt godt engelsk, men ved et foredrag i Amerika var ordene vældet ud af min mund. Jeg havde sagt det hele på engelsk uden at hakke i det en eneste gang.

I Italien havde en italiensk præst engang understreget, at han var forbavset over mit italienske ordforråd, da sådanne ord for det meste kun blev anvendt af teologer.

Jeg beder meget for, at Gospa hjælper mig med at fortælle om hendes umådelige kærlighed til menneskeheden.

Jeg har endnu ikke været på alle kontinenter, fordi jeg har en familie, og jeg bliver nødt til at se efter, hvordan jeg kan tilgodese det hele, og sørge for at min familie ikke bliver forsømt. Jeg har aflagt vidnesbyrd i Italien. Sammen med den nu afdøde Fader Slavko besøgte jeg Mauritius og øen Reunion. Og jeg har også været nogle gange i USA.

Er det svært for dig, når du ser, at mange mennesker ikke tror på Gud?

Det er svært for mig for menneskenes egen skyld og på grund af Guds Moder. For jeg ved, at hun elsker dem som moder, og at hun græder for deres skyld, når hun beder for dem. Menneskene ved til gengæld ikke, hvor meget de fortaber sig, og hvad det betyder, at have Gud, Gospa og Jesus på førstepladsen i hjertet.

For man kan i livet besidde alle materielle goder, dem mange mennesker stræber efter, men hvis man ikke har Gud, Gospa og troen, har man intet, så har man ingen vedvarende fred. Og så længe man ikke har fred, er man ulykkelig. Derfor har jeg ondt af disse mennesker, for jeg ville meget gerne have, at de får denne fred, at de begriber, hvad der i virkeligheden er vigtigt i livet, hvad der gør én lykkelig.

Mange tak for samtalen!

Kilde: Bladet ’Medjugorje’ nr. 61 – 2. kvartal 2001 fra Gebetsanktion, Wien