Fredsbøn i Stefansdomkirken i Wien, 24. september 2013 med vidnesbyrd af seeren Marija
I en fyldt domkirke vekslede Fredsbønnen mellem bøn, sange, taler og vidnesbyrd. Det sidste vidnesbyrd gav seeren Marija Pavlović-Lunetti.
Som indledning fortalte Marija om den første åbenbaring tilbage i 1981. Marija sagde: Da Guds Moder åbenbarede sig første gang, var vi stadig børn. Vi stænkede vievand på hende og bad hende blive, hvis hun kom fra Gud, eller i modsat fald forsvinde. Hun smilede og blev. Guds Moder opfordrede os til ikke at tage det materielle for alvorligt og i stedet søge at opleve paradis på jord, ved at give alt til Gud og bede for dem, som er langt væk fra Gud.
Som kristne, må vi stræbe efter at leve med den Genopstandne. Herren har særlig kærlighed for vore hjerter takket være Guds Moders forbøn for os. Hun kalder os til hellighed. Den enkle hellighed er, dagligt at give og at leve helligheden, der opstår, når vi ganske enkelt dagligt giver og lever kærligheden.
I kommunismens tid troede jeg hver dag, at jeg skulle dø, og jeg bad: Herre, Du er hyrden, gør Herre, at jeg kan være et redskab for fred. Men Guds Moder, ønskede at jeg skulle blive mindre, og at Gud i mig skulle blive større (jf. Johs. 3,30). Guds Moder lærte os at leve med hende. Hun troede på os og på, at vi vil videregive hendes budskaber. Vi skal takke Gud, at Han lader hende blive hos os så længe.
Da vi ikke længere kunne gå til Åbenbaringsbjerget, fordi kommunisterne forbød det, begyndte vi at modtage åbenbaringerne i kirken. Guds Moder opfordrede os til at gå i kirke og deltage i den Hellige Messe og være instrumenter for Kirken og møde mennesker der med smil og kærlighed. Livet er helligt og værdifuldt, det er en erfaring, vi har oplevet. Guds Moder sagde:
”Bed, bed, bed indtil hele jeres liv bliver bøn.”
Vi har oplevet det, vi var trætte og pilgrimme kom fra morgen til aften. Søvndrukne tog vi imod dem, men vi kunne tale med pilgrimmene med begejstring. Vi skal være Guds Moders fremstrakte hænder. ”Bed, bed og fast,” siger hun igen og igen.
For mange år siden oplevede vi en usædvanlig åbenbaring, hvor Guds Moder sagde:
”Bed, fordi Satan også vil ødelægge denne planet.”
Oliebranden i Mellemøsten kunne være blevet til en katastrofe, men bønnen og fasten forhindrede det. Bøn og faste kan afværge krige. Vores vandring i denne verden skal få Kristus til at lyse, når vi tilbeder Ham. I bønnen skal vi inddrage alle de syge og alle dem, der ikke tror på Gud, særligt de unge. Betro dig til Gud. Du er elsket, og du er kaldet til at være instrument for alle dem, der er meget langt væk fra Gud. Når du ikke ved, hvad du skal gøre, så knæl for Jesus og du vil føle dig elsket af Gud.
Hvis I spørger mig nu efter 30 år, om jeg vil bytte dette liv, så ville jeg vælge det samme liv igen. Mange timers bøn og ofre er blomster, som Guds Moder bringer frem for sin Søn. I kan ikke forestille jer, hvilken glæde jeres ofre er for Guds Moder. Uden Gud er vi som støv. Og det smukkeste billede er, at Gud har skabt os i Sit billede. Jeg kalder jer i Fredens Dronnings navn: Lev med Gud, og lad os erkende den sande rigdom i livet, nemlig det at tage Gud ind i vore hjerter. Lad os begynde at leve i denne verden som Guds børn. En ny dag skal begynde for os i aften, fordi Guds Moder først bliver tilfreds med os, når hendes Søn omfavner os. Måtte Gud velsigne jer og lad os nu bede sammen!
Efter dette Vidnesbyrd fra seeren Marija blev den Glædelige Rosenkrans bedt i en taknemmelig atmosfære med dels betragtninger og dels sang mellem de enkelte led. Under bønnen bragte mødre deres børn op foran Marija, der sad på bænken, for at de kunne blive velsignet af Guds Moder under åbenbaringen. Efter Rosenkransen gik Marija i forbøn og alle istemte bønnen. Pludselig åbenbarede Guds Moder sig for Marija, hvilket man kunne mærke i domkirkens stilhed.
Bagefter overtog kardinal Schönborn, sammen med ca. 40 præster, diakoner, assistenter og ministranter, for at celebrere den Hellige Messe. I sin prædiken sagde han bl.a.: Vi kan være sikre på, at hvor vi mennesker forsamles for at bede, der er Maria allerede. For 3 uger siden appellerede pave Frans til os om at bede for fred i Syrien og om at faste. Denne appel blev hørt af alle i hele verden, også af muslimerne. Krigen kan afværges. Vi er alle kaldede til at bede for fred i verden og for alle politikere. Vi bør se taknemmeligt mod Medjugorje, fordi så mange har fundet til Jesus i Medjugorje.
Kilde: Nyhedsbrevet Gebetsaktion; nr. 111-2013