Hvis vi ikke kan elske, er vi ikke Guds børn

Samtale med Mirjana Dragičević-Soldo den 17. marts 2008 i Medjugorje

Mirjana Dragicevic-Soldo modtog åbenbaringer dagligt i tiden fra den 24. juni 1981 til den 25. december 1982. Under den sidste daglige åbenbaring fortalte Guds Moder hende, da hun betroede hende den tiende hemmelighed, at hun en gang årligt, nærmere bestemt den 18. marts, ville åbenbare sig. Sådan har det været igennem alle disse år og således også i år. Flere tusinde pilgrimme forsamlede sig til rosenkransbøn i fællesskabet Cenacolo. Åbenbaringen begyndte klokken 14:01 og varede indtil 14:08. Mirjana har viderebragt os følgende:

Aldrig før har jeg set, at Jomfru Maria har vendt sig til os på denne måde. Hun rakte sine hænder imod os og sagde med udstrakte hænder:

“Kære børn, i dag rækker jeg mine hænder frem mod jer. Vær ikke bange for at tage imod dem. De ønsker at give jer kærlighed og fred og at hjælpe jer til frelse. Derfor, mine kære børn, tag imod dem.
Fyld mit hjerte med glæde, og jeg vil lede jer mod hellighed. Den vej, jeg leder jer ad, er vanskelig og fuld af fristelser og fald. Jeg vil være hos jer og mine hænder vil holde jer. Vær udholdende, således at vi alle, ved enden af vejen, kan holde min Søns hænder i glæde og kærlighed. Kom med mig; frygt ikke. Tak.”

Mirjana, du er lige kommet ud af ”Radio Mir Medjugorjes” studie. Jeg ved, at mange lyttere har stillet dig forskellige spørgsmål. Hvad har du hovedsageligt talt om?

Jeg glæder mig meget over, at jeg igennem ”Radio Mir Medjugorje” kunne komme i kontakt med menneskene og svare på deres spørgsmål. For mig var det ligesom, når en gruppe kommer i mit hus og hører på mine udlægninger af møderne med Jomfru Maria og budskaberne. Men at sidde i studiet og lytte til en person, der er langt borte, er trods alt en anden oplevelse. Jeg siger altid, Gud ske tak og lov, at vi i dag har en radio som ”Radio Mir Medjugorje”, for gennem denne radio kan man, takket været den nutidige teknik, igennem satellitter og internettet, nå de fjerneste egne på jorden og udbrede kendskabet til Jomfru Maria fra Medjugorje.

Folk stillede mig forskellige spørgsmål og jeg lagde mærke til, at de tørstede meget efter Guds kærlighed og fred. Det er i dag noget, som vi alle føler. Vi lever i dag i en travl tid, og derfor har vi ikke tid til Gud. Jeg forsøgte at forklare, at det ikke er svært at opdage og føle Guds kærlighed, men for at opnå dette må vi dagligt tilegne Gud en del af vores tid. Gud elsker os alle lige meget, uanset om man er en synder eller en hellig, om man er omvendt eller ikke omvendt. For Ham er vi alle lige, og der er ikke store eller små. Han har gennem Jesu lignelse om ”det vildfarne får” vist os, at hyrden forlod 99 får for et lede efter ét, der var faret vild, og at han var overlykkelig, da han fandt det. Gud er kun kærlighed, og Han kan ikke hade eller blive uvenner med nogen. Han giver alle en chance, også når vi mennesker er langt væk fra Ham. Han er altid hos os.

Vi befinder os i den stille uge, mellem Palmesøndag og Påskedag. I disse dage tænker vi over livets og dødens største hemmeligheder.

I disse fastedage kan vi gennemleve det, at den sande vej til Gud kun er bønnen, fasten og boden. Jeg vil gerne sige, at for os seere er fastetiden ikke kun disse 40 dage før påske, men derimod fra den tid, der begyndte helt tilbage dengang i 1981, da Jomfru Maria udvalgte os på en særlig måde. Jeg vil gerne have, at alle forstår, hvor vigtigt det er hele livet igennem at være i fastetiden og ikke bare disse 40 dage. Vi seere har viet vores liv fuldstændigt til menneskene og pilgrimmene.

Jomfru Maria har forpligtet os til det, og vi gør os umage for, at vi er til at komme i kontakt med og overbringer det, som Gud på en særlig måde forpligter os til. Derfor må hver eneste dag i vores liv være et afkald. Fastetiden er tiden, i hvilken vi mere og mere nærmer os Jesu lidelser, smerter og prøvelser. Det må ikke føles hårdt for os, men i stedet for må vi forstå, at vi skal bære vores kors og bede mere til Jesus, så Han hjælper os og bærer korset sammen med os. At faste, at bede, at bringe flere ofre, det bør bringe os glæde, for vi gør det for Jesus.

Når vi skrifter, siger præsten f.eks. til os, at vi skal bede fem Fadervor som bod. Jeg spørger mig selv, hvad det er for en bod, hvis det kun bliver til denne bøn. Boden kan ikke være en bøn, for bønnen må være en glæde og ingen bod. I fastetiden skal vi også faste mere. Det er hverken hårdt eller et problem for den, som altid faster, for ham vil det ikke være et særligt problem at gøre det i fastetiden. Men vi kan ikke bare lade det blive ved det. Der er højere mål, som Jomfru Maria kalder os til.

Når jeg ser, at Jomfru Maria er bedrøvet, er det meget hårdt for mig, så vil jeg faste og bede endnu mere, for dermed at få menneskerne til at begribe, hvad livet i virkeligheden er, og hvilket liv vi bør længes efter. Det hedder sig, at vi bør faste i 40 dage, men jeg tror, at det ikke er rigtigt, for Gud har gjort så meget for os, og Han giver os så meget. Han udgyder så mange nådestrømme udover os, hvorfor skulle denne faste så kun vare disse 40 dage? Burde vi ikke hver dag give afkald på noget, også selvom det kun er noget småt, men det burde være et afkald til ære for vores Gud, der har givet os alt, for Guds kærlighed, som Han udgyder over os i overflod.

Hvad føler du før åbenbaringen, som du venter at modtage i morgen?

I morgen er en stor dag for mig. I morgen er den årlige åbenbaring og Jomfru Marias løfte vil gå i opfyldelse. I julen 1982, gav Jomfru Maria mig den sidste hemmelighed og sagde, at hun fra da af kun ville åbenbare sig én gang årligt, den 18. marts – resten af mit liv. Her må jeg understrege, at Jomfru Maria i morgen kommer til os alle her på jorden. Vi seere, især ikke mig, er overhovedet ikke vigtige i morgen. Det er Jomfru Maria og alle dem, der kommer til åbenbaringen, der er vigtige. Vi seere er overhovedet ikke vigtige. Jomfru Maria bruger os til at overbringe det vigtige budskab, som er til os alle.

For Jomfru Maria, i hendes skikkelse af Moderen, er der ikke høj eller lav, nej vi er alle lige, også vi seere og pilgrimmene. Derfor behøver pilgrimmene ikke spørge mig, om jeg kan overbringe Jomfru Maria deres spørgsmål, for hver enkelt pilgrim kan selv tale med hende og spørge hende om, hvad de ønsker. De vil helt sikkert få et svar, de vil bare ikke se Jomfru Maria, således som jeg ser hende. De vil sikkert føle nærvær, og det er vigtigt. Jeg ved, at Jomfru Maria ser på hver enkelt, når hun kommer i morgen. Derfor skal de alle spørge personligt og bede om det, som de ønsker. Hun vil i morgen efter åbenbaringen med sikkerhed velsigne alle med hendes moderlige velsignelse. Hvad behøver vi mere end hendes trøst og hendes velsignelse?

Jeg forsøger at forberede mig på morgendagen gennem bøn, men det er meget vanskeligt, for fra morgen til aften ringer folk, de beder og spørger. Mange besøger mig, og hver har sin grund. Derfor kan jeg hele dagen igennem meget vanskeligt forberede mig i fred og i bøn på Jomfru Marias komme. Så jeg benytter natten, hvor jeg er alene. Så falder jeg på knæ, og beder til Gud, om at Han giver mig kraft til at forstå kendsgerningen, at jeg i morgen i kort tid vil se Jomfru Maria. At jeg vil glæde mig meget over det, samt at jeg også vil være bedrøvet over det, fordi hun meget hurtigt eller efter at par minutter vender tilbage til Himlen og vil efterlade mig på denne jord.

For os seere er det meget hårdt, når vi igen vender tilbage og må fortsætte det normale liv på jorden. Det er en stor smerte. Mange siger: Hvor er du heldig, at du ser Jomfru Maria. Men det er også hårdt, når du er bevidst om, at du er i Himlen, og at du må vende tilbage til jorden. At se Jomfru Maria, være i Himlen og efter en kort tid at skulle fortsætte dette liv på jorden er helt sikkert ikke let for os seere. Det er en stor smerte, som vi må bære hver dag, nu næsten i 27 år.

Kan du sige os, hvordan Himlen er?

Vicka og Jacov kom direkte i Himlen. Jeg mærkede Himlen ved åbenbaringen, men jeg har aldrig set den. Jeg mærker den kun og kan forestille mig, hvor skønt der må være der. For mig er det Himlen, så længe jeg er sammen med Jomfru Maria. Derfor tænker jeg, at sådan må der også være i Himlen.

Jeg er mor til to døtre. Som enhver mor på denne jord, ville jeg give mit liv for dem. Men når jeg er sammen med Jomfru Maria eksisterer end ikke det mest værdifulde, som jeg har, mine børn og min mand, eller hvilket som helst andet værdifuldt i denne verden. Intet af det eksisterer. Der eksisterer kun én ting, og det er, at Jomfru Maria ser mig, og at jeg ser hende, og at det ikke må høre op, men forsætte for altid. I dette øjeblik tænker vi seere ikke på nogen, kun på Jomfru Maria og på Gud. For i mig er da en sådan ynde, en skønhed, en fred; jeg kunne flyve… Det er så skønt, at jeg tror, jeg er i Himlen.

Jeg gribes af en sådan ynde, at jeg ikke mærker andet. I det øjeblik ved du hverken, hvem du er, eller hvad du er. Det er kun vigtigt, at Jomfru Maria ser mig, for igennem hendes blik kan jeg, i dette øjeblik, føle Himlen og Guds nærvær.

I morgen ved åbenbaringen vil der være mange syge, som vil komme for at bede sammen med dig for deres prøvelser, deres lidelser og sygdomme. Hvordan oplever du dem?

Jomfru Maria har ikke udvalgt mig som seer til denne opgave, således som det er tilfældet med Vicka og Jacov. Mig har hun betroet dem, som endnu ikke har erfaret Guds kærlighed, altså de ikke-troende, som vi kalder dem. Jeg oplever hver syg meget dybt, hans smerte rammer mig, og jeg vil gøre alt, for at hjælpe ham. Noget, som jeg kan gøre for ham, er at bede for ham, så Gud hjælper ham. Så Gud ikke lader ham i stikken, når Han allerede har pålagt ham denne prøvelse. Så Gud hjælper ham med at leve med den prøvelse, som Han har givet ham. Jeg tror, at det allersværeste er, når man tror, at man er alene. Derfor skal ingen, der gennemlever en prøvelse, tro, at han er alene, men derimod skal han vide, at hver prøvelse har en mening, for Gud har givet os den, og gennem denne prøvelse vil Han på besynderligste vis føre os til vores frelse.

Det er for mig sandheden om enhver prøvelse, uanset om den er stor eller lille. Der er forskellige former for prøvelser, og der er intet menneske på hele jorden, om han er troende eller ej, der ikke har en prøvelse, en smerte eller en lidelse, for prøvelsen er menneskelig, som vi lægfolk ville sige.

Mange gennemlever en større prøvelse, andre en mindre, men alle disse prøvelser er ens, for nogle gange forbereder Gud os på en stor prøvelse gennem en lille. Den der i dag siger, at han ikke gennemlever nogen prøvelse, vil sikkert få en i morgen, for vi når Himlen gennem prøvelsen. Gud giver af Sin godhed alt af kærlighed, og vi må bære vores prøvelser beredvilligt, hvis vi vil kalde os Hans børn. Vi må ofte sige: ”Her er jeg, Herre, hvis Du tror, at jeg kan bære det, så hjælp mig og lad mig ikke alene. Du har pålagt mig prøvelsen, derfor beder jeg dig om at hjælpe mig.” Det er normalt, at vi falder, for Jesus faldt også tre gange under korset, men Han stod op igen og bar korset indtil enden. Det er også normalt, at vi siger: ”Gud, hvis det er muligt, lad denne kalk gå forbi mig!” For Jesus bad også om dette i Gethsemane Have, men til slut sagde Han: ”Fader, Din vilje ske!”

Mirjana, du betoner ofte, at kærligheden til Gud og til menneskene er meget vigtig. Overbringer Jomfru Maria også det til os?

Min personlige mening er, at af alt det, som sker ved Medjugorje og omkring os seere, er det vigtigste Guds kærlighed, igennem hvilken Han vil vise os alle, hvor meget Han elsker os, for vi mennesker er for Ham det mest fuldkomne skaberværk af alt, som Han har skabt. Kun os har Han skabt i sit billede.

Dette er også Guds Moders ønske gennem disse åbenbaringer, som har varet i næsten 27 år. Gud lærer os seere, at vi, i alle mennesker, først og fremmest skal se Jesus Kristus. Det betyder, at vi må elske hvert menneske som vores bror, for Gud har skabt os alle lige som søskende. Dette er for mig et af de sværeste krav, som Jomfru Maria har givet os. At faste, at bede, at hengive sig, det er hverken noget særligt, specielt eller stort. Men at elske alle som sig selv, elske alle som vore søskende og ære enhver, som var Jesus Kristus selv i ham, det er med sikkerhed det største og det helligste for os mennesker.

For mig er af alle budskaber, som Gud indtil videre har givet os gennem Jomfru Maria, det største gode i denne og dermed også den kommende tid, at vi mennesker skal elske Gud og ethvert menneske som sig selv. Alle de store i denne verden, bliver netop så store, fordi de har givet deres liv til Gud og til menneskene. Hvis vi ikke kan elske, kan vi ikke være Guds børn, Hans efterfølgere og Hans troende. Det er det vigtigste, og det må vi som kristne særligt holde på, sådan som Jesus selv har lært os det.

I årevis har du også haft åbenbaringer den 2. i hver måned. Engang blev en ung kvinde helbredt for kræft. Kan du fortælle os noget om det?

For nogle måneder siden modtog jeg åbenbaringen den 2. i måneden, hvor jeg, som altid, særligt beder for dem, der endnu ikke har erfaret Guds kærlighed, det vil sige for de ikke-troende. Jeg vil her endnu engang understrege, at det ikke er vigtigt, at mennesker forlanger af mig og beder mig om, at jeg beder for personer, som er meget syge. Det kan enhver personligt bede om og spørge Jomfru Maria om under åbenbaringen.

Netop denne helbredelse er et bevis for dette. Jeg var som altid kommet til Cenacolo for at modtage åbenbaringen. Åbenbaringen var udendørs, og der var mange mennesker forsamlet. Ved siden af mig knælede en ung kvinde. Jeg vidste hverken, hvem hun var, eller hvorfra hun kom. Jeg hørte hende kun græde, og det var ikke en almindelig gråd, men en gråd fuld af smerte og lidelse. Den unge kvinde græd så meget, at jeg overhovedet ikke kunne koncentrere mig om, at Jomfru Maria skulle komme.

Snart mærkede jeg Jomfru Maria komme, og jeg var glad for, at jeg ikke længere kunne høre denne kvindes krampagtige gråd. For når Jomfru Maria kommer, forsvinder alt andet for mig. Jeg vidste ikke, hvad der udspillede sig omkring denne kvinde, jeg spurgte heller ikke Jomfru Maria om det. Efter åbenbaringen skrev jeg som altid budskabet ned og gik så. Denne kvinde blev dog og græd videre, det vil sige, hun havde grædt igennem hele åbenbaringen.

Et par måneder senere fortalte nogle bekendte mig, at denne kvinde, som havde grædt ved siden af mig ved åbenbaringen, var meget syg. Hun havde brystkræft, som havde spredt sig, og lægerne havde sagt, at de ikke gav hende stor mulighed for at overleve. Hun havde hørt om Medjugorje og var kommet hertil. Efter at hun havde været til stede ved åbenbaringen, gik hun på ny til lægerne, og de konstaterede, at hun var fuldstændig rask uden kræft eller spredning. Dette vil jeg særligt gerne understrege, for vi seere er ikke vigtige, og I behøver ikke spørge Jomfru Maria igennem os seere. I kan selv komme til åbenbaringen og bede til Jomfru Maria. Hun vil helt sikkert høre jer. Ligesom denne unge kvinde, som var kommet til åbenbaringen – hun troede fuldt og fast på, at Gud virker gennem Jomfru Maria. Hun havde selv bedt til Jomfru Maria, hun havde grædt med hende, og fra hende og fra Gud forventede hun hjælp. Hun bad til Gud, og Gud hørte hende. Lad os derfor bede Gud, så Han hjælper os med at gennemleve vore prøvelser. Lad os bede til Gud, så vi forstår, at vores eneste frelse er i prøvelsen. Lad os bede til Jomfru Maria, så hun fører os til sin Søn, for derfra og til evigheden at være forenet med Ham i Himlen.

Kilde: Nyhedsbrevet ”Gebetsaktion nr. 89;2008