Mirjana Dragicević-Soldo fortæller i anledning af 24 års dagen for åbenbaringerne i Medjugorje

Seerne Mirjana og Jacov

Det er allerede 24 år siden Jomfru Maria første gang viste sig for os i Medjugorje, og det føles som om det hele startede i går. Jeg bliver ofte spurgt, om det er normalt, at se Guds Moder som veninde og som Moder. Nej, det er ikke normalt. Hver gang, gennem alle disse år, er det som om, det er første gang, jeg ser hende. Det er hver gang den samme sindsbevægelse, – den sammen kærlighed, – den samme længsel efter, at hun vil tage mig med.

Siden åbenbaringerne begyndte, er mennesker kommet til Medjugorje og søger Moderen, for at hun kan give dem fred, kærlighed og tilfredshed. Når de kommer, er de trætte, nervøse, de ved ikke, hvorfor de overhovedet er der; og så allerede efter et par dage ser man i deres ansigter en stråleglans, en lykke og den der fred, der kommer indefra, – det er dette under fra Medjugorje.

Frem til julen 1982 modtog jeg daglige åbenbaringer. Da jeg havde modtaget den tiende hemmelighed, sagde Jomfru Maria til mig, at jeg fremover kun ville modtage en åbenbaring én gang om året, den 18. marts. Men siden august 1987 beder jeg sammen med Jomfru Maria den 2. i hver måned for alle dem, som endnu ikke har lært Guds kærlighed at kende.

Vi seks seere oplever ikke åbenbaringerne på samme måde; vi viser heller ikke følelserne på samme måde. Før Jomfru Maria kommer, ser vi et lysglimt, men ikke altid; jeg oplever lysglimtet i mit indre. Mens jeg har åbenbaringen, ved jeg ikke, hvad der sker med mig og min krop. Først når Jomfru Maria igen er draget bort, ser jeg, at mit ansigt er fugtigt af tårer.

Som en del af medicinske undersøgelser har man påført mig smerte under en åbenbaring, men jeg mærkede intet. Først bagefter mærkede jeg, at mit knæ eller min rygrad gjorde ondt; men under åbenbaringen er det, som om jeg svæver, som om jeg er ude af min krop. Jomfru Maria taler på en behagelig, moderlig måde. Også hendes bevægelser er så ømme og moderlige. Hendes blik er sorgfuldt, som ville hun sige: ”Hvorfor hører du ikke, hvad jeg siger? Jeg vil dig det bedste, jeg ønsker dig et lykkeligt liv.” På trods af det, har jeg aldrig rørt hende, jeg har ikke haft styrken eller modet til det. For mig er hun Guds Moder, og jeg er bare én, der vandrer på denne jord. Jeg har ikke følt mig værdig nok til at røre hende. Jomfru Maria har aldrig sagt til mig, hvad jeg kan spørge om, og hvad jeg ikke kan, men det ved jeg med mig selv. Det er altid Jomfru Maria, der begynder og afslutter samtalen.

Jeg kan ikke længere forestille mig mit liv uden åbenbaringerne. Jeg ved ikke, hvor længe åbenbaringerne kommer til at vare, men åbenbaringerne hver den 18. marts vil jeg modtage, så længe jeg lever. At se Jomfru Maria, er for mig, at være sammen med hende i Himlen. Denne følelse giver mig en ubeskrivelig skønhed, en ubeskrivelig fred og velsignelse.

Kilde: Gebetsaktion nr. 78 – 3. kvartal 2005