Samtale med Marija i Medjugorje den 30. december 2009

I Medjugorje er Kirken levende!

Marija, du havde en åbenbaring lige før, og der var mange mennesker tilstede. Kan du fortælle os, hvordan du oplevede denne åbenbaring?

For mig som seer er det en stor nåde, at Jomfru Maria stadig viser sig dagligt nu gennem 28 år. Og det er ikke kun for mig en stor nåde, men også for de to andre seere, Ivan og Vicka, som også har daglige åbenbaringer. Jeg kan kun takke Jomfru Maria for den store nåde, hun viser mig. Jeg mærker, at denne gave ikke kun er for mig, men for hele verden.

Tilstedeværelsen af Jomfru Maria, tilstedeværelsen af Himlens og jordens Dronning er, for os alle og hele den tid vi lever i, ubeskrivelig. Alle de ord, med hvilke vi beskriver denne nåde, og med hvilke vi ønsker at takke Jomfru Maria for, at hun hver dag bringer os nærmere Himlen, alle de ord er utilstrækkelige.

Vi må heller ikke glemme, at over alt dette står Gud, som har sendt os Jomfru Maria, for at hun kan  hjælpe os, og for at hun kan føre os på sin Søns, Jesu Kristi vej.

Hver gang, når jeg har lejlighed til det, fortæller jeg folk, at det er mig en stor glæde at have daglige åbenbaringer. Men det er også en sorg, fordi med hver åbenbaring, der foregår i Himlen, følger en fornyet tilbagevenden til jorden og til livet i den daglige hverdag. Hver gang, når Jomfru Maria kommer, har jeg stor forventning og glæde. Men når hun efter 5 eller 10 minutter forlader os igen, så kommer en stor tomhed. For mig som seer er det et tegn på, at vi mennesker på jorden ikke kan leve uden Gud og Jomfru Maria.

Kan du fortælle os, hvordan Jomfru Maria var i disse dage?

I alle disse juledage var Jomfru Maria særlig lykkelig og glad. I hendes blik og ansigtsudtryk var et lys at se, der lyste som solen. Dette lys udstrålede en varme, som nåede helt ind i mig. Jomfru Maria er som den blå himmel, som solen og stjernerne. Hun er så bevægende smuk og mild, som en mor, der kærtegner og kysser sine børn.

Alt hvad man kan sige om en mor, som bærer sit barn på armen med meget kærlighed og glæde, det kan man også sige om Jomfru Maria. Hun elsker os alle og ønsker, at vi beder til hende og vender os til hende med vores anliggender. Hun går i forbøn for os hos vores himmelske Fader.

Marija, i løbet af de sidste 28 år har mange mennesker været hos dig i dit hus. I disse dage var kardinalen fra Wien, Dr. Christoph Schönborn gæst i dit hus. Du har selv tidligere været hos ham i Stephanskirken i Wien. Hvordan har du oplevet kardinalen?

For mig er kardinal Schönborns komme til Medjugorje udtryk for en Guds gave af kærlighed, en Kirkens gave, en gave fra Jomfru Maria. Vi ved alle, at Medjugorje de sidste 28 år har lidt meget og er blevet angrebet, også vi seere. Jeg spørger mig selv: Hvorfor? I den sidste tid har angrebene forskubbet sig til et andet niveau.

Vores biskop af Mostar angriber ikke os seere, men præsterne, de fællesskaber, som tilbeder Gud i det allerhelligste sakramente. Disse gør dog ikke andet end at tilbede Gud, de vil ingen noget ondt, hverken verden eller Kirken, i hvilken og for hvilken de lever.  Vi værdsætter og ærer vores biskop, beder for ham og har virkelig aldrig sagt noget negativt om ham.

Men når jeg hører, at biskoppen angriber os i Medjugorje og andre, der følger Jomfru Marias vej, så er det for mig som et sværd, der borer sig dybere og dybere ind i hjertet og forårsager et tiltagende større sår, som bløder og ikke lukker sig igen.

Det er smerteligt, når biskoppen ikke vil høre os, når han taler imod os; os der beder og omvender os selv og andre. Også vi seere er syndere, ligesom alle andre mennesker, som lever på denne jord, fordi der findes intet menneske, der er fri for synd. Jeg synder også, men jeg bestræber mig på hver dag at følge hellighedens vej, den vej som Jomfru Maria nu i 28 år har ført mig.

Selvfølgelig må jeg indrømme, at jeg har syndet i løbet af disse 28 år, men jeg bestræber mig på i denne verden at være Jomfru Marias udstrakte hånd. Hun har udvalgt mig og de fem andre seere, og da vi spurgte hende, hvorfor hun havde valgt lige netop os, sagde hun, at hun har valgt os lige præcis, som vi er. Hun har således selv truffet dette valg, vi har ikke trængt os på.

Jeg kan kun sige, at mit liv forandrer sig i enhver henseende dag for dag, siden hun har udvalgt mig.

Denne forandring er ikke let, den er et stort ansvar og en stor forpligtelse. Derfor er det svært på den ene side at være i Kirken, som på en særlig måde udvalgt af Jomfru Maria og på den anden side samtidig at være dømt af den stedfortrædende øvrighed i Kirken.

Jeg er ikke vred på min biskop, han er min hyrde, og jeg er ham lydig som troende, men kan ikke samtidig skulle være ulydig overfor Jomfru Maria, som påkalder og åbenbarer sig for mig hver dag som Fredens Dronning. Jeg kan ikke fornægte hende, fordi jeg ved, at hun er sendt af Gud.

Derudover kan jeg sige med rette, at jeg ikke er syg, fordi jeg har papirer og dokumenter fra adskillige medicinske speciallæger, som, i flere omgange i løbet af disse 28 år, har erklæret mig 100% rask både fysisk og psykisk.

Jeg dømmer ikke min biskop, men jeg beder for ham som min overhyrde og vil aldrig nogetsteds sige noget imod ham, eller at jeg ikke kan lide ham. For mig er det meget svært, at jeg har kunnet tale med så mange mennesker, pilgrimme, journalister, præster og kirkelige øvrigheder på hele jorden, men jeg har ikke haft æren af, bare én gang at have talt med min biskop på tomandshånd.

Det gør mig ondt, fordi jeg er mig bevidst, at han dømmer mig, taler dårligt om mig og de andre seer, selvom han aldrig har vekslet bare ét ord med os.

Jeg har besluttet mig alligevel stadig at gå den vej, som Jomfru Maria inviterer mig til, det er bekendelsens, tilgivelsens, kærlighedens vej i fuld tillid til Gud og til Hans forsyn.

Derfor er kardinal Schönborns komme virkelig en berøring mellem Kirken g Medjugorje, med os seere og med pilgrimme fra hele verden, som har erkendt, at åbenbaringerne i Medjugorje er udtryk for en stor nådens tid, som Gud tilbyder os via Jomfru Maria. Mødet i dag med kardinalen fra Wien er for mig beviset på, at der findes mennesker i Kirken, som ser Medjugorje, seerne, præsterne og pilgrimmene med helt andre øjne. De tager os til sig, som vi er, ligesom Jomfru Maria har taget os til sig fra første åbenbaring til i dag.

Derfor kan jeg lige nu, i dag, i mit hus i Medjugorje, bekræfte og fortælle hele verden, at mødet med kardinalen i dag var en af de største begivenheder i hele mit liv. Han er for mig som en fader, som har taget mig ind til sig i sit hjem i Wien. Jeg oplever kardinal Schönborn som den hellige Johannes Paul II, som aldrig har sagt noget imod os eller Medjugorje, og som har modtaget og talt personligt med fire af os seks seere.

Mirjana kan selv bevidne, hvordan hun er blevet modtaget af ham, og hvad han sagde til hende: At han ville være kommet til Medjugorje som den første, hvis ikke han var Pave. Det er velkendt.

Kardinal Schönborns komme til Medjugorje betragter jeg som en slags faderlig omfavnelse af sine børn. Hans komme var hverken mit eller hans ønske. Til Medjugorje kommer alle på invitation fra Jomfru Maria.

Jomfru Maria har givet os denne store gave i anledning af julehelligdagene og årsskiftet. Kirkens enhed og fællesskab, som vi har oplevet det med kardinalen, er virkelig noget stort for os. Jeg er sikker på, at dette møde med kardinalen er en velvillig tilnærmelse mellem den officielle Kirke og Medjugorje, og med alle de mennesker, som har taget Jomfru Marias budskaber til sig og begyndt hendes vej mod omvendelse.

Vi siger et stort “Tak til Gud og til Jomfru Maria”, fordi kardinalen har besøgt os. Jeg vil bede for ham, og for det anliggende, at flere kirkelige øvrigheder besøger Medjugorje for at overbevises om ægtheden i Jomfru Marias åbenbaringer på selve stedet. I Medjugorje er kirken levende. Det kan ingen bestride.

Da vi fulgte kardinalen her i Medjugorje, følte jeg Jesu ord: “Frygt ikke, jeg er med jer, intet kan ske jer.” Har du også oplevet det sådan?

Jeg har oplevet det præcis sådan. Kardinal Schönborn er en mand af god vilje, og mødet med ham har tilskyndet mig til at blive endnu bedre. Han er hverken stolt eller hovmodig. Man ser i ham en stor beskedenhed og ydmyghed, ligesom Jesus har sagt til sine disciple: Vær ikke ledere, vær tjenere. Han er som den barmhjertige fader, der elsker sin søn, selvom denne er gået langt væk.

Efter at vi i dag i kirken i Medjugorje har hørt om Guds barmhjertighed, har kardinalen fortalt os, at han næste gang, han kommer til Medjugorje, vil tale om Jomfru Marias barmhjertighed. Til afslutning fik han af alle i kirken en mægtig klapsalve. Kirken var så fuld, at man ikke kunne finde en ståplads mere.

Marija, du har altså hørt kardinal Schönborns tale? Kan du fortælle os, hvordan du har oplevet hans udlægning?

Hans tale var vidunderlig. Jeg tror, at der i disse juledage findes mange mennesker i Medjugorje, der længes, ja ligefrem tørster efter Gud. Jeg er overbevist om, at kardinalen ved sin udlægning har tilskyndet menneskene til at tænke endnu mere, så de endnu lettere åbner deres hjerter og tager imod Gud og Hans Søn. Hans Søn som på jorden har helbredt mennesker fra deres forskellige sygdomme, omvendt dem, har udvirket mirakler og har bragt fred og forsoning.

Det er lige præcis det, som også Jomfru Maria gør her i Medjugorje. Hun kalder os til omvendelse. På hendes forbøn bliver mange mennesker helet på krop og sjæl. De mirakler, der fandtes på Jesu tid, de sker i dag: Lamme går, blinde ser, syge bliver raske, sørgende finder trøst osv.

Da jeg i dag var i kirken til læsningen, sad jeg ved siden af en ung mand, som havde været ude i et trafikuheld. Efter dette trafikuheld lå han i koma i lang tid. Lægerne kunne ikke hjælpe ham yderligere og sagde til hans forældre, at han ville dø indenfor 2-3 dage. Forældrene vidste i deres panik ikke, hvad de skulle gøre og gribe i. Det eneste de kom på, var at komme til Medjugorje og at bønfalde Jomfru Maria om hjælp.

Sikke et tilfælde, at jeg i dag under læsningen sad i kirkens kor. Denne unge mand, der dengang lå i koma, han sad ved siden af mig og lyttede, da kardinalen talte om Guds barmhjertighed. Den unge mand fortalte mig, at hans bror er på vej til at blive præst, og at han er indtrådt i en orden som novice, dvs. under afprøvning/oplæring inden endelig ordenstiltrædelse.

Det er kun et eksempel, men sådanne eksempler, hvor forskellige legemlige eller sjælelige mirakler forekommer, har der i de sidste 28 år været tusinder af i Medjugorje. Alle disse begivenheder bekræfter os i, at Gud også stadig i dag er levende tilstede og virker iblandt os. Jeg er overbevist om og tror på, at Jesus også er her iblandt os i Medjugorje, at Han udvirker mirakler, og at Han siger: “Jeg er hos jer. Frygt ikke!”

Du har ledsaget kardinalen til Åbenbaringsbjerget og har forklaret ham, hvordan det var i åbenbaringernes første dage.

Ja, i går gik vi sammen med kardinalen op på Åbenbaringsbjerget. Jeg forsøgte at fortælle ham om alle begivenhederne de første dage, for at han kunne forestille sig, hvordan det var dengang, da Jomfru Maria for første gang viste sig. Jeg ville gerne fortælle og vise og forklare, om disse første dage på selve stedet for begivenhederne. Vi giver vidnesbyrd og står bag de ord, vi har sagt fra 1981 til i dag. Kardinalen var også tilstede i huset hos mig ved åbenbaringen og kunne derved selv overbevise sig om, at jeg har åbenbaringer den dag i dag.

Før åbenbaringerne begyndte var jeg ingen og intet, og også i dag er jeg ingen og intet. Men jeg har forstået, at jeg er et redskab i Guds hånd, og jeg beder til Gud, at jeg er den opgave værdig, som  Han har givet mig. I dag, som voksen kvinde, kan jeg sige med sikkerhed, at jeg har sat Gud i første række i mit liv, over alt andet. Det bevidner jeg ikke kun gennem mit liv og min bøn, men gennem de mennesker jeg møder i livet.

Ved åbenbaringen i dag var der også en ung kvinde til stede, som tidligere er blevet helbredt her i Medjugorje. Kan du fortælle os noget om denne helbredelse?

Det ville gøre mig ked af det, hvis man ikke lagde mærke til denne begivenhed, for det er, hvad Gud gør her i Medjugorje på Jomfru Marias forbøn. Det ville være sørgeligt, hvis jeg ikke ville tale om det, da det er vigtigt for mig, at mange ser, hvordan Gud virker.

Det drejer sig om Silvia fra Italien. Silvia er i dag 21 år, og hun var 16 år, da hun blev syg. Hendes sygdom bandt hende til en kørestol. Denne unge kvinde var i Medjugorje tilstede ved en åbenbaring, som seeren Ivan havde på Podbrdo (Åbenbaringsbjerget). Hun blev helbredt. Da jeg i går gik på Åbenbaringsbjerget sammen med kardinalen, mødte vi pludselig Silvia, netop på det sted, hvor hendes helbredelse fandt sted dengang. Hun vidnede selv overfor kardinalen og fortalte, hvad hun havde oplevet her den 24. juni 2005. Jeg sagde: ’Denne unge kvinde sad dengang i en kørestol, og nu ser De, hvordan hun går omkring her og takker Gud for sin helbredelse. Hun giver glædeligt vidnesbyrd’.

Til sidst vil jeg derfor sige, at vi bør tænke på, at Gud ikke har forladt os. Han er altid hos os og vil helt sikkert hjælpe os, hvis vi ærligt beder Ham om det.

Kilde: Nyhedsbrevet ”Gebetsaktion” nr. 96; 2010