2. Jacov Colos tale til pilgrimme, 2000

Seeren Jacov Colo
Jacov ankom kl. 9. Han begyndte med en bøn.
”Først vil jeg fortælle jer om åbenbaringerne fra begyndelsen.
Jeg så Jomfru Maria første gang den 26. juni 1981, da alle vi seks børn så hende. Jeg var kun 10 år gammel, da åbenbaringerne begyndte. Før da havde jeg aldrig tænkt på en åbenbaring eller på andre åbenbaringer. Jeg var ikke klar over, at Jomfru Maria kunne være på jorden.
Jeg var en almindelig dreng, og for mig var det den smukkeste dag i mit liv. En stor gave fra Gud.På den dag var vi ved foden af bjerget, og vi så hende på toppen, kalde på os, at vi skulle komme derop. Til at begynde med var jeg bange, men jeg følte også glæde.
Vi vidste, at vi måtte gå derop, og efterhånden som vi kom nærmere eksisterede intet andet. I det øjeblik erfarede vi stor fred og glæde, og vi ønskede at blive der for altid. Dagen efter kom vi der igen. Sådan begyndte åbenbaringerne.
Et nyt liv begyndte for os, og det var også begyndelsen på vores nye skole. Hver enkelt af os burde følge denne skole, som er levende gennem Jomfru Maria. Hun har bedt om bøn, omvendelse, fred, faste og messe. Vi bliver opfordret til at bede alle 15 led i Rosenkransen med vore hjerter.
Jomfru Maria siger: ”Det er nok, at I åbner jeres hjerter, så kan jeg gøre alt.” Alle her i Medjugorje kan gøre det. Familie-bøn kan forene familier. Sæt Gud på førstepladsen i jeres liv. Vi skal hellige tid til Ham i vore familier og være et eksempel for vore børn. Vi har et stort ansvar overfor Jomfru Maria. Fast onsdage og fredage på brød og vand af kærlighed til Jomfru Maria. Vi er alle i stand til at faste, undtagen de syge.
Det er vigtigt for os at huske, hvor meget Jesus gjorde for os, og hvordan han led for vore synder. Så er det, at vi erkender, at faste kun er en lille ting. Det er vores fremtid og vores frelse, og derfor er Jomfru Maria kommet.
”Jeg kommer her, fordi jeg ønsker at frelse jer og give jer alle til min Søn.”
Jomfru Maria ønsker, at vi skal omvende vore hjerter. Dette budskab er meget vigtigt for alle pilgrimme, som kommer her. Vores omvendelse er det største tegn, så det er vigtigt at komme.
Derfor er Medjugorje så kendt over hele verden. Et sted hvor mennesker først møder Gud og så starter bedegrupper. Tag hjem igen. Bring Jomfru Marias budskaber med til jeres familier og dernæst til verden. Det er ikke vigtigt at fortælle, at I har været her, men det er vigtigt at se, hvordan Gud agerer i os.
Vi er i stand til at hjælpe verden af i dag gennem vores eksempel og bøn. Nogle mennesker kan ikke forstå, den kærlighed Jomfru Maria nærer for os. Hun er kommet her gennem 19 år, fordi hun elsker os. Hun siger: ”Hvis I vidste, hvor meget jeg elsker jer, ville I græde af glæde.” Og efter hvert budskab siger hun: ”Tak fordi I har lyttet til mig.”Forestil jer hvor stort dette er. Vi burde alle sige tak til Jomfru Maria.
Min sidste daglige åbenbaring var den 12. september 1998. Jomfru Maria gav mig da den sidste hemmelighed og vil åbenbare sig for mig hvert år juledag resten af mit liv. Min sidste åbenbaring var den sørgeligste dag i mit liv efter at have modtaget åbenbaringer i 17 år.
Jeg har lært alt om Jesus fra Jomfru Maria, og hver dag så jeg hendes moderlige kærlighed. Det er ikke vigtigt at se med vore øjne, men at se med vore hjerter.”
Jacov afsluttede med en bøn.
Kilde: Nyhedsbrev nr. 42 fra ’The Children og Medjugorje’