20 år med Jomfru Maria

”At finde freden med Gud i sit indre”
Spg.: Ivan, det glæder mig, at vi kan mødes her i Østrig. Hvornår er du kommet til Østrig, og hvad er dine indtryk?

Ivan: Jeg kom søndag d. 26-8-2001. Og det er ikke første gang. Jeg kommer her næsten årligt til mine venner og gudforældre, faktisk for at komme lidt til kræfter og for at bede sammen med dem.

For mig personligt er det en åndelig fornyelse. Jeg træder ud af Medjugorje, ud af et tempo, som ikke engang har været bare en lille smule sammenligneligt, siden jeg kom her for syv dage siden. Her finder jeg virkelig en fred, hvor jeg kan finde mig selv, og hvor jeg kan finde det i mig selv, som måtte have brug for at renses, en fred, hvor jeg kan fuldkommengøre nogle ting, og hvor jeg kan ændre det, som ikke er godt. Her kan jeg i fred og ro gennem bøn finde mange svar, mens jeg vandrer i skoven, og jeg finder svar på mine videre fremtidsplaner.

Her befinder jeg mig i en vidunderlig atmosfære omgivet af det bjergrige landskab og skove, hvor befolkningen har anlagt stier, som man kan vandre ad og overveje alt i stille bøn og på denne måde forny verden.

Spg.: Betyder det, at menneskene burde træde lidt ud af det hektiske tempo og trække sig tilbage til ensomheden?

Ivan: Mange veje er i dag, mere end tidligere, groet til, mange veje er blevet til blindgyder. Derfor er det helt sikkert en af de bedste muligheder for menneskene til at finde den indre fred, som i dag er så vigtig for det enkelte menneske: at finde freden med Gud i sit indre. Og i denne fred at forny sig selv, ens egen familie og ens eget fællesskab. I Medjugorje er det på en måde sværere for mig.

I de seneste fem måneder i Medjugorje havde jeg hver eneste dag en eller anden forpligtelse, enten med min familie, med pilgrimme, med bønnegruppen eller med syge, der hver dag kommer for at søge trøst og håb, og for hvem det betyder meget.

Jeg havde sikkert ikke kunnet klare alt dette gennem de sidste 20 år, hvis ikke Jomfru Maria havde givet mig kraften til det og havde hjulpet mig gennem det hele. Det er et kald, og dette kald har jeg levet for de sidste 20 år. Jeg gentager det endnu engang: Denne beslutning at være mindst syv dage i en sådan stilhed, i fred, i skoven, hvor man kun hører den stille vind og fuglenes sang, og hvor der ingen sammenstimlen af mennesker er, det er noget vidunderligt. Jeg vil anbefale det til alle og enhver, at de finder en sådan tid for sig selv og for deres familie, hvis det er muligt. Jeg havde muligheden for at tage til stranden eller et andet sted, men jeg har valgt denne form for rekreation, fordi jeg tror, at jeg på denne måde bedre kan forny mig rent åndeligt. Det er nu til dags vigtigere end en eller anden ferie.

Spg.: I Medjugorje har du altså haft en anstrengende tid de seneste fem måneder, og du har følt, at du måtte komme til kræfter igen?

Ivan: Når du spørger mig om de seneste fem måneder, kan jeg virkelig fortælle dig, at der har været så mange forespørgsler fra pilgrimme, at hver eneste dag var fuldstændig fyldt ud, som jeg allerede har fortalt. Jeg anstrenger mig for hver dag gennem personlig bøn at lægge alt det ubrugelige bort … det, der ikke var godt. Hver dag før jeg går i seng, forsøger jeg gennem aftenbøn at spørge og finde ud af, hvad der ikke var godt i løbet af den forgangne dag, hvad jeg skulle have gjort bedre, og hvad jeg ikke skulle have gjort for at kunne åbne mig mere for Helligånden. På denne måde forsøger jeg at gøre, hvad Jomfru Maria og Gud ønsker af os. Jeg gentager det endnu en gang:

Vi er alle mennesker, der trættes i løbet af livet. Nogle gange er vi svage, vi falder og rejser os på ny igen. Gennem Jomfru Marias tilsynekomst kommer jeg hver dag til kræfter igen. Jeg får ny kraft for simpelthen at kunne fortsætte og derved at kunne tjene andre.

En gang imellem bliver jeg spurgt, om vi spørger Jomfru Maria, om hun er indforstået med en sådan personlig beslutning, når vi gerne vil tage et eller andet sted hen.

Nej, vi spørger aldrig Guds Moder om sådanne ting. Hun giver os fuld frihed, hvad dette angår, og med den frihed vi har, afgør vi tingene på den måde, vores samvittighed byder os. Og jeg tror, at det, jeg gør nu, er godt, for jeg vil gerne selv blive fornyet, hvilket er meget nødvendigt. Samtidig er jeg sammen med mennesker, som jeg til gengæld vil overbringe budskaberne, i den tid jeg er her, og som jeg gerne vil være et godt redskab for.

Spg.: Du har været i Medjugorje fra april og indtil nu, og du skal være der endnu en periode. Det er den første periode, du har været i Medjugorje uden, at fader Slavko var der. Kan du fortælle, hvor meget fader Slavko savnes i Medjugorje?

Ivan: Det er ubegribeligt overhovedet at tale om det tomrum, der er opstået med fader Slavkos bortgang. Hans utrættelige arbejdsindsats, hans energi, hans åndelige udstråling. Selv når han var træt, udstrålede han en glæde, der atter og atter gav mig ny ansporing og kraft til at gøre, som også han havde gjort. Det, som han har udrettet alene, det kunne ikke engang tre præster gøre tilsammen. Det samme gælder hans visioner, hans måde at tænke på, der var meget vigtig sammen med den kærlighed, han havde til Jomfru Maria, hvor meget han elskede hende, og hvor hengiven han var overfor hende. Det er meget vigtigt, og det skal man specielt understrege.

Alene organiseringen af de mange ting såsom Korsbjerget, Åbenbaringsbjerget, Cenacolo og alt det andet. Efter hans bortgang foregår alt lidt langsommere, der har været mindre af det, hvis man kan sige det på den måde. Hans arbejde, som han har inspireret hele verden med, hans vidnesbyrd forbliver foran os og driver også os til at gøre, det han gjorde.

Jeg vil gerne sige, at jeg er meget stolt af, at jeg måtte være i hans nærhed. At jeg kunne opleve, at han kun sov tre timer. At han, også når han kom til kræfter, havde tænkt så meget over, hvordan han kunne gøre alting endnu bedre, hvordan han kunne blive et endnu bedre redskab i Jomfru Marias tjeneste, i hendes mission. I alt det ville han kun gøre det gode …

Spg.: Når vi husker tilbage, så var Medjugorje til at begynde med kun i Medjugorje, men i årenes løb er Medjugorje blevet til et stort verdensomspændende netværk.

Ivan: Jeg vil sige, at hele verden nu er forbundet gennem et net af centre, som er blevet til redskaber, idet de bringer budskaberne ud overalt og udbreder dem. Man skal dog endnu arbejde mere på det. Mange ting er kommet frem: Misundelse, jalousi og andre dårlige ting, som ikke må få lov til at fordærve det gode og positive ønske, at man også fortsætter fremover. Man skal engagere de rigtige folk, som skal have lyst til at arbejde i denne Herrens og Jomfru Marias vingård… og senere overbringe andre de sunde frugter. Det er meget vigtigt.

Man skal begynde i sin egen familie og derefter fra center til center i hele netværket. Centre er godt, men det er meget vigtigt, at disse centre bliver styret godt organisatorisk og åndeligt. Det er meget vigtige komponenter, for at et center kan fungere og kan blive på den rette vej. Så en præst skal lede en bedegruppe, ligesom Jomfru Maria særligt anbefaler det. Hun siger også: ”Også en lægmand kan lede en bedegruppe, men det er vigtigt, at han har forbindelse med en præst.”

Spg.: Hvordan opfatter du budskaberne og åbenbaringerne fra begyndelsen og indtil nu?

Ivan: Åbenbaringernes første par år var præget af det afgørende i at leve budskaberne … Til det kan jeg fortælle, at menneskene oplevede åbenbaringerne med stor begejstring, og at de har modtaget budskaberne og omsat det, som Jomfru Maria har ønsket, til gerning. Efter nogen tid kom det så vidt, at menneskene ventede på budskabet og allerede på dagen spurgte til, om Jomfru Maria havde sagt noget nyt.

Hvordan kunne vi forvente et nyt budskab, når vi endnu ikke engang var begyndt at leve det, hun havde sagt os i går. Vi skal først begynde at leve budskaberne, så kan Jomfru Maria igen give os nye budskaber. Ellers går vi overfladisk over budskabet.

Vi beundrer hende, hvor smuk og vidunderlig hun er. Når hun er trist, da bliver vi bedrøvede. Men vores bedrøvelse er kun kortvarig, og allerede den næste dag føler vi intet ansvar over det budskab. Vi glemmer det hurtigt.

Jomfru Maria, tror jeg, vil føre os til noget mere og dybere gennem sine budskaber, når vi er begyndt at efterleve alle de budskaber, som hun allerede har givet os. For vi er endnu ikke nået til det niveau, hvor vi begriber og lever de budskaber, vi har modtaget. Derfor kan Jomfru Maria endnu ikke give os noget mere, noget grundlæggende, et stærkere budskab, fordi vi endnu ikke er modnet til det niveau, som Jomfru Maria allerede har kaldet os til. Vi har intet fundament, som Jomfru Maria kan lægge nyt ovenpå.

Vi skal vide én ting: At budskaberne, som Jomfru Maria giver os, er meget vigtige, at vi hjælper hende til, at hun kan virkeliggøre alle sine planer med os. Jomfru Maria siger i et budskab: ”Kære børn, jeg er med jer, og jeg vil gerne hjælpe jer til, at der kan komme fred, men kære børn, jeg har brug for jer. Jeg kan virkeliggøre freden med jer, derfor, kære børn, beslut jer for det gode”.

Hun mener dermed, at vi skal træffe beslutning om at stå i første række for fred, for Gud, for evangeliet, for dette sande og levende ord, og at vi skal leve derefter.

Jomfru Maria har intet nyt sagt os i disse 20 år; vi har vidst det hele i forvejen. Vores kristelige tradition og tro lærer os det. Det er kun et spørgsmål om, hvor meget vi efterlever det, og hvor meget vi har taget det til os. Fred, omvendelse, bøn, faste, bod, den vedholdende tro, kærligheden og håbet: Det er budskaberne. Alt det var vi klar over, også før Jomfru Maria åbenbarede sig. Men det væsentlige af alt det er, at vi alle sammen er klar over, at vi ikke lever det.

Jeg møder ofte folk, der spørger mig: Hvorfor åbenbarer Jomfru Maria sig så ofte? Hvad ønsker hun igen og igen af os? Så siger de, at Jomfru Maria ikke taler så meget i evangeliet, i Bibelen, men her taler hun meget. På samme måde siger de også: Vi har kirken, evangeliet og sakramenterne. Dertil siger jeg: Ja, vi har kirken, sakramenterne og evangeliet, men spørgsmålet er, og det spørgsmål, Jomfru Maria stiller os hver dag, er:  “Om I,  kære børn, også lever det, som I har?” [Kirken, evangeliet og sakramenterne, red.]. Og det er nøglespørgsmålet: At vi begynder at leve det, som evangeliet lærer os og forkynder os. Alt hvad Jomfru Maria fortæller os, fortæller hun gennem evangeliet, det vigtigste på en så simpel måde, for at vi bedre kan modtage og leve det.

Spg.: Har I nogensinde talt med Jomfru Maria om, at hun giver budskaberne med en sådan udholdenhed, velvidende at de ikke bliver efterlevet tilstrækkeligt?

Ivan: Vi har aldrig talt direkte med Jomfru Maria om dette, vi har heller ikke spurgt hende. Menneskene er sådan i dag, at for at blive overbevist om, at der er noget her, skal de altid spørge om noget eller se noget, før de kan begynde at ændre sig. Menneskene søger et eller andet ydre tegn. Jomfru Maria siger altid: ”Vær I et levende tegn!” Vi er derfor nu et levende tegn. Hvorfor har vi brug for andre tegn?

Vi skal blive til levende tegn, det ønsker Jomfru Maria nu til dags af os alle. Hun har i alle 20 år talt tålmodigt og vedholdende om dette. Hun opfordrer os til, at vi gennem budskaberne, og alt hvad hun giver os, skal opnå meget. Vi går ubetænksomt hen over denne opfordring, som var det overhovedet ikke sket. Jomfru Maria ønsker, at vi i fællesskab med hende undgår ting, der ikke er godt for verden. F.eks. hemmelighederne. Jeg frygter undertiden for, hvad der vil ske, hvis visse ting skulle indtræde. F.eks. de præster, der i begyndelsen modtog budskaberne, men senere mistede interessen. Præsterne har ikke fuldt ud svaret på hendes kald, på udvælgelsen gennem Jomfru Maria.

Måske også pga. præsterne, der for øjeblikket gennemgår deres sværeste krise. Det største problem nu til dags er, at præsterne fjerner sig fra kirken. Jeg erindrer endnu godt, at fader Ivan Dugandžić for 16 år siden, da vi seere var til et møde med præsterne, sagde, at det ikke ville være godt, hvis der ingen var, der kunne lede og ledsage seerne åndeligt. Det er meget vigtigt for os alle, jeg taler først og fremmest for mig selv, at få vejledning af en præst foruden den vejledning vi får gennem Jomfru Maria.

Jeg kan ikke tale på de andres vegne. I de sidste år har fader Slavko ledt mig; nu har jeg valgt en anden præst, som jeg ikke kun taler med under skriftemålet, men derimod hele to gange ugentligt. Fader Ivan Dugandžić understregede det for 16 år siden, og det var personligt meget vigtigt for os.

Nu sker der noget ganske anderledes, noget nyt, hvor spørgsmålet melder sig: Hvem skal lede præsterne? Nu er krisen på det materielle område til stede og har ramt præsterne, og det er helt sikkert ikke godt. Derfor skulle Jomfru Maria sige til alle præsterne, os seere og til alle: ”Kære børn! I er alle på vej, I er alle pilgrimme i denne verden … ”. Derfor skal vi tage denne advarsel alvorligt, at vi alle er pilgrimme på denne jord, og at vi må anstrenge os for at ændre os, og gøre det, som Jomfru Maria og evangeliet indbyder os til.

Spg.: Hvor vigtigt er mødet med Jomfru Maria for dig?

Ivan: Jeg må sige, at for mig har hvert møde med Jomfru Maria i disse 20 år været en ny oplevelse. Hun fortæller om de ting, hun har gennemgået i sit liv, og der igennem forsøger hun at vise mig den vej, jeg bør gå. Ikke mindst, når hun taler om min familie, hvordan jeg bør opdrage mine børn, hvad jeg skal vise dem, hvad jeg skal lægge mærke til. Jeg kan igen og igen kun understrege, at det er en sand skole. En fredens, kærlighedens og bønnens skole.

Ved hvert møde med Jomfru Maria venter jeg altid med en særlig tålmodighed. Jeg må sige, at jeg er kommet Jomfru Marias indre så nær, at jeg slet ikke kan beskrive det. Hun er den anden moder for mig, foruden min verdslige moder, som har opdraget mig gennem 16 år. Jomfru Maria har allerede opdraget mig mere end 20 år.

Når jeg nu taler om mødre, kan jeg fortælle, at begge mødre er utroligt gode mødre. Begge mødre lærer, opdrager og ønsker det gode. Jeg vil aldrig kunne takke Gud nok for denne gave, som Han har skænket mig, og jeg ved, at jeg til gengæld bærer et stort ansvar overfor Gud og menneskene. Jeg er parat til at ofre alt, også mit liv, for alt det Gud har skænket mig.

Spg.: Som seer har du indblik i begge verdener. Hvordan opfatter du disse forskelle?

Ivan: Det er svært, meget svært, at sammenligne disse realiteter. Jeg er hver dag ca. fem minutter under åbenbaringen i en anden verden og de resterende 23 timer og 55 minutter i denne verden. Det er vanskeligt at sammenligne disse to verdener.

Det er engang imellem svært for mig, når åbenbaringen og den store glæde, der er forbundet med den, er forbi. Når jeg igen vender tilbage til denne verdens realiteter, ser jeg alt, og jeg spørger mig selv: Hvorfor kan jeg ikke leve på samme måde, som jeg har levet i de fem minutter i Himmelen? Men når jeg tænker lidt over det, forstår jeg virkeligheden, som jeg lever i, og jeg indser, at det skal være sådan.

Spg.: Når du betragter alt det, der er sket i de forløbne år, hvordan ser du dig selv i hele dette hændelsesforløb?

Ivan: Jeg må sige, at begivenhederne i Medjugorje har modnet mig til livet og til personlig vækst her på jorden.

Jeg rejser ofte rundt i verden, og hvor jeg end kommer, vil folk vise mig seværdigheder. Engang var det ubehageligt for mig. Når man ser Jomfru Maria, englene og den hellige Josef, så er livet her egentlig ikke mere så interessant for én. Jeg har altid Himmelen for øje.

Jeg har et billede af alt det, som er sket i de forløbne år. I mit daglige liv forsøger jeg at være et vidne og en missionær bortset fra, at jeg har en familie. Men man kan også opnå utroligt meget gennem familien, måske endda mere end en præst. Begge er sakramenter, og vi er nødt til at se apostlen i begge, både i familien og præsten. Hvilken lykke ville det ikke være, hvis der fandtes flere hellige familier, for gennem denne familie ville Jomfru Marias budskab kunne udbredes meget lettere. Men desværre sker det kun sjældent.

Spg.: Ivan, hvad vil du gerne sige som afslutning?

Ivan: Jeg vil fortsat forsøge at være Jomfru Marias gode discipel. På trods af de mange vanskeligheder, der møder os i livet, bør man gå videre ad den vej, hellighedens vej, som hun viser os.