At leve troen i bedegrupper

Interview med seeren Ivan Dragićević af fader Ignaz Domej 24. juni 2020

Da åbenbaringerne begyndte i Medjugorje i 1981, sagde Guds Moder i et af sine første budskaber: ”Bed, bed, bed!” Dette kald til at bede har seeren Ivan Dragićević fulgt, og han grundlagde allerede i 1982 en bedegruppe. I samtalen den 24. juni 2020 fortæller seeren Ivan om begyndelsen på hans bedegruppe, og om hvordan det Blå Kors kom til ved foden af Åbenbaringsbjerget. I dag lever Ivan med sin familie i Boston, USA, hvor han ligeledes er medlem af en meget aktiv bedegruppe. Hans ord giver mod til selv at tilslutte sig en bedegruppe og at opleve fælles bøn som en værdifuld del af troslivet.

Hver af seerne er blevet udvalgt af Guds Moder på en særlig måde. Således har hun også udvalgt dig, så der opstod en bedegruppe på Åbenbaringsbjerget gennem dig. Fortæl os noget om denne bedegruppe.

Det er rigtigt. Vi seks seere er alle forskellige. Vi adskiller os fra hinanden, og vi er som sådan hver især udvalgt af Guds Moder. I begyndelsen, hvor vi var bange, bad vi. I begyndelsen mødtes vi på stenmurene ved husene og bad sammen. Således opstod initiativet til at mødes regelmæssigt, og det blev grundlag for en bedegruppe.

Et sted, hvor I forsamlede jer, var ved det Blå Kors. Hvordan blev det sådan?

I begyndelsen af 1981 levede vi i angst for politiet og for alt det, der skete dengang. Da foreslog jeg, at vi samledes for at bede i fællesskab, hvorefter vi mødtes på markerne for at bede. Da var vi på det sted, hvor det Blå Kors står i dag. Det var et sted, der lå skjult, så politiet ikke kunne finde os og anholde os. Sådan bad vi der de første gange. Vi var en lille gruppe, nogle drenge og piger. Det er det første Blå Kors. Dette er stedet, hvor vi mødtes første gang, derfor står der på stedet datoen ”04.07.1982”. Sådan blev bedegruppen dannet, og fra da af mødtes vi på dette sted til bøn. Dér fejrer vi hvert år jubilæum for bedegruppens opståen. I disse første år skiftede vi jævnligt sted på grund af forholdene dengang, men det var på den måde, at det Blå Kors opstod.

Hvorfor hedder det Blå Kors?

Den nu afdøde Nedjo, Vickas svoger, og jeg, er dem, der mest har arbejdet for at markere dette sted. Vi byggede et enkelt trækors og stillede det op, hvorefter vi så, at vi var nødt til at male det, for at beskytte det mod vejr og vind. Dengang var min far ved at male vores hegn derhjemme, og der blev lidt blå maling til overs. Jeg spurgte ham: ”Kan jeg tage resten af malingen? Den kan vi godt bruge.”  Han gav os malingen, og vi gik hen og malede korset blåt. Det er historien om det Blå Kors. Mange skrev i bøgerne, at det hed det Blå Kors, fordi politiet dengang havde blå biler og forskellige andre historier, men den sande historie er, at den rest maling, vi fik af min far, var blå.

Hvordan opstod bedegruppen?

I de første år modtog vi ingen åbenbaringer under møderne, vi bad kun. Senere ville Guds Moder selv lede os. Vi mødtes de første 7 år hver mandag, onsdag og fredag, og siden 1988 på mandage og fredage. Nogle gange er møderne åben for alle, det betyder, at alle mennesker kan deltage. Nogle gange er de lukkede, hvor vi mødes for os selv og beder som bedegruppe i kapellet hos mig. Vi forbereder os på en bestemt måde, ikke kun med Rosenkransen og sangene mellem de enkelte led i Rosenkransen, som vi beder på Åbenbaringsbjerget. I kapellet læser vi også en tekst, overvejer den og reflekterer over den. Vi læser i den Hellige Skrift og gør, som Guds Moder ønsker af os. Det var begyndelsen. Efter vores forbillede, er der blevet dannet mange bedegrupper over hele verden.

Gennem de sidste 15 år har jeg også haft en bedegruppe med 28 ægtepar i USA. Vi mødes hver den første søndag i måneden og beder. Inklusiv den Hellige Messe, hvor der er fire præster med, er gruppen sammen i 6 timer alt i alt. Det er noget særligt. Da jeg blev gift, ønskede jeg at fortsætte med bedegrupper. Når jeg ikke er hos min bedegruppe i Medjugorje, ønsker jeg at fortsætte med mennesker, der har vilje til og ønske om at deltage i bøn.  Det er altså en ny frugt, en ny næring for os alle.

Hvordan kan vi give Guds Moders budskaber videre i verden af i dag?

Vi må ikke være bange for korset, for gennem korset vil vi modtage trefold.

Vi må alle, også præsterne og hyrderne, åbne os lidt mere, for at gå ud og bære dette ord, det levende ord, Kristi ord, ud til folket. Jeg møder mange præster og mange af dem ønsker at arbejde på deres kontor i stedet for at gå ud blandt mennesker udenfor. Men Guds Moder beder dem om at gå ud og virke blandt mennesker. Guds Moder ønsker sogne, ikke kontorer. Sogne, hvor præster er mere sammen med menneskene og virker iblandt dem. Det er Guds mission, som Guds Moder ønsker.

Hvad er det Guds Moder beder os om?

Guds Moder beder os alle i denne verden, om at være ude noget mere, at komme ud af vores reder, at komme ud og bære budskabet ud. At så det nye livs og den nye kærligheds frø. I et af budskaberne bruger Guds Moder sæden som eksempel og siger: ”Kære børn, når sæden falder på hård jord, kan den ikke bringe frugt.” Vi må først forberede jorden. Jorden er vores hjerte. Vi må forberede og gøde det. Men også senere, når frøet spirer, må vi vande det. Det er bønnen, det er kærlighed.

Hvad ønsker du at sige til læserne til sidst?

Vi skal bede, mennesket behøver ikke være vist, for svaret er meget klart. Vi må vende tilbage til bønnen, vi må være vedholdende i bønnen. At bede er sikkert det, der kan hjælpe os alle mest til selv at kunne se, hvad der er brug for, hvad Gud forlanger af os, hvad Guds Moder forlanger af os. Jeg siger tit til menneskene: ”Bed og I vil fornemme Guds svar i jeres hjerter, Guds kald, det som er bedst for jer. Men afbryd ikke, og sig ikke: ”Jeg beder og beder, men mærker ikke noget.” Man må være vedholdende. Gud giver ikke, når DU vil, men når HAN vil. Du vil få, når Han vil, ikke når du vil.” Det er pointen.

Til slut ønsker jeg at sige, at det er bedst at se på Guds vilje, på Guds kærlighed, at være åben, at vokse i Hellighed og at håbe på Gud og Guds Moder, idet vi siger: ”Herre, Din vilje ske, giv Du alt til Din tid, når Du vil give.”

Vi vil nu bede dig om, at du betror alle, der læser dette, til Guds Moder i aften, sådan at hun velsigner os.

Selvfølgelig, det gør jeg altid gerne. I mine bønner og i de fælles bønner for Guds Moder beder jeg for jer alle, for alle dem, som læser dette. Jeg lægger frem for Gods Moder de behov, I måtte have i jeres hjerter.

Mange tak Ivan, for samtalen!

Kilde: Nyhedsbrevet Gebetsaktion nr. 140-2021