“Beskyt Medjugorje!”

Vidnesbyrd af Mirjana Dragičević-Soldo givet den 24. juni 2009

De første vidner, der har overbragt nutidens stemme fra Jomfru Maria i Medjugorje, var de seks seere.

I dag, efter 28 år, fortæller seeren Mirjana om sine erfaringer. Mirjana Dragičević-Soldo var den ene af de to seere, der først så Jomfru Maria i Medjugorje. På spørgsmålet om hvorfor Jomfru Maria har valgt netop hende, såvel som Ivanka, Marija, Ivan, Jacov og menigheden i Medjugorje, og om hvordan hun selv har oplevet de første dage med åbenbaringer, svarer Mirjana:

Vi har spurgt Jomfru Maria engang, hvorfor hun lige netop har valgt os, fordi vi var som alle andre børn i landsbyen. Der var intet specielt ved os. Jomfru Maria svarede:

“Det er fordi, jeg har brug for jer, som I er.”

Denne dag, den 24. juni 1981, kom jeg fra Sarajevo og Ivanka fra Mostar, og vi ville være alene.

Vi ville snakke om nogle ting, om jævnaldrende piger. Vi gik tur udenfor landsbyen nedenfor det bjerg, som i dag kaldes Åbenbaringsbjerget. Da vi var trætte, satte vi os på en sten. Ivanka kiggede i retning af bjerget, og jeg kiggede i modsat retning. Pludselig siger hun: “Mirjana, jeg tror, at Jomfru Maria er på bjerget.” Prøv at forestille jer, hvordan denne oplysning var for mig. Jeg husker, at jeg i dette øjeblik en smule frækt sagde: “Ja sikkert, Jomfru Maria keder sig, og derfor er hun kommet til dig og til mig.” Jeg lod hende sidde og gik tilbage til landsbyen. Men da jeg kom til de første huse, fornemmede jeg så stærkt et kald, at jeg simpelthen var nødt til at gå tilbage til Ivanka. Da jeg var hos hende, sagde hun: “Jeg beder dig, kig nu op mod bjerget.”

I det øjeblik så jeg en kvinde klædt i en lang grå klædning, som bar et barn på armen. Alt det var meget mærkværdigt. Fordi dengang gik der aldrig nogen på bjerget. Der var nemlig ikke nogen sti, som i dag. Desuden: hvem ville det falde ind overhovedet at gå op ad bjerget, over torne og sten, i en lang kjole med et barn i armen?

I det øjeblik hvor jeg så op på Jomfru Maria, oplevede jeg alle de følelser, som det er muligt for et menneske at føle: svaghed, angst, uforstand, skønhed, kærlighed osv. Det var én forvirring det hele, men under alle disse følelser dominerede én følelse, nemlig: “Løb væk!” Og jeg løb fra stedet. Da jeg kom hjem, sagde jeg til min bedstemor, at jeg havde set Jomfru Maria. Hun svarede helt roligt: “Mit barn, tag Rosenkransen, bed til Gud, og lad Jomfru Maria blive i Himlen, hvor hun er.”

Jeg tilbragte natten i bøn og grublerier og morgenen kom. Jeg stod op og hjalp mine onkler i huset og på markerne, som jeg plejede hver eneste dag. I løbet af dagen mødte jeg ikke nogen af seerne. Da tiden for åbenbaringen kom, var der igen i mig et indre kald om at gå op på bjerget. Jeg sagde det til mine onkler, og de gik med mig, for at passe på mig, at der ikke skete mig noget. Da vi kom til bjerget, var allerede halvdelen af landsbyen forsamlet. Alle seere var der allerede med nogle andre mennesker. Vi seks så pludselig Jomfru Maria stå på samme sted, bare uden barn på armen. Det vil sige: Denne dag, den 25. juni 1981, nærmede vi os Jomfru Maria for første gang og vores daglige åbenbaringer begyndte. Jomfru Maria præsenterede sig for os og sagde:

“Mine børn, vær ikke bange, jeg er Fredens Dronning.”

I disse første dage viste Jomfru Maria os mange mirakler, som også alle beboere i landsbyen og de pilgrimme, der kom, kunne se. Vi skulle altså ikke bekymre os om at skulle forklare forældre og naboer, at Jomfru Maria åbenbarede sig for os. Meget hurtigt kom også politiet, omringede bjerget med hunde og begyndte at forfølge os og beboerne i landsbyen. Beboerne i landsbyen troede på os og gemte os for politiet. Således modtog vi åbenbaringerne på forskellige steder hver gang.

I den første tid med åbenbaringerne var det forbudt bare at nævne navnet Medjugorje. Og alligevel  har man i dag hørt om Medjugorje over hele verden. Man kan endda sige: i hver en krog af denne jordklode.

I alle disse år med Jomfru Marias åbenbaringer, har der for mig været ét andet meget vigtigt møde. Det var mit personlige møde med pave Johannes Paul II.

Jeg kom til Vatikanet med en pilgrimsgruppe; sammen med gruppen var en italiensk præst. Efter den hellige Messe velsignede paven os – således også mig. Så gik han videre, og i det øjeblik sagde vores præst til vor hellige fader: “Det er Mirjana, seeren fra Medjugorje.” Paven kom tilbage, velsigende mig endnu engang og gik igen. Der gik ikke lang tid, før der kom et brev, hvori der stod, at vi skulle komme til Castel Gandolfo, hvor paven ville give mig foretræde alene og tale med mig. Vi mødtes til den aftalte tid, og han sagde følgende til mig: “Hvis ikke jeg var pave, var jeg for længst kommet til Medjugorje. Jeg ved alt om, hvad der sker hos jer, og jeg følger den vej Jomfru Maria kalder os til.” Til slut sagde han til mig: “Beskyt Medjugorje! Medjugorje er håbet for hele verden.”  Mens vi talte sammen, så jeg ham hele tiden i øjnene. Hans øjne efterlod i mig et særligt indtryk, som jeg endnu mærker den dag i dag, som et uudsletteligt indtryk. For i pavens øjne så jeg det samme, som i Jomfru Marias øjne: Denne kærlighed, denne ømhed, denne ærlighed, dette sande guddommelige.

Jeg vil endnu særligt understrege en anden vigtig ting, og det er, at vi er en særlig udvalgt menighed, at Gud har begavet os på en særlig måde, idet Han har sendt os Jomfru Maria, som har været hos os så mange år. Denne gave kan vi aldrig takke Gud nok for. Lad os derfor forsøge i mindst 5 minutter, af et ærligt hjerte, at bede til Jomfru Maria for hendes anliggender. Således vil vi alle blive hendes vidner, forkyndere og fredsbærere for denne verden.

Kilde: Nyhedsbrevet ” Gebetsaktion” nr. 94-2009