Bønnen udvirker undere
Interview med Marija Pavlović-Lunetti den 25. juni 2018
På 37 årsårsdagen for åbenbaringerne i Medjugorje besøgte vi seeren Marija i hendes hjem, hvor vi blev hjerteligt modtaget. Hun udstrålede en ubeskrivelig glæde og tilfredshed, som hendes daglige virke for Gud og Jomfru Maria giver hende.
Vi kender allerede Marija Pavlović-Lunetti fra begyndelsen af åbenbaringerne. Hun har nu gennem de sidste 37 år været forbundet med Jomfru Maria gennem daglige åbenbaringer i aftentimerne. Marija stillede sig gerne til rådighed for et længere interview for Gebetsaktions læsere.
I dag er det 37 årsdagen for de første åbenbaringer i Medjugorje. Når du tænker tilbage på de første dage, hvad tænker du så på?
Jomfru Maria har fra begyndelsen givet os budskaber, først til sognet, – og siden til alle dem, der vil modtage dem, alle der ønsker at omsætte dem i deres eget liv. Da vi var på Åbenbaringsbjerget her til morgen, takkede vi Gud og Jomfru Maria for hendes tilstedeværelse. Vi ved, at alt dette er en frugt af Guds kærlighed til os mennesker. Derfor opmuntrer Guds Moder os til at komme hende nærmere, dag for dag. Det indebærer også at komme Jesus nærmere og at være Himlen nærmere.
Guds Moder siger nemlig til os: ”Uden Gud har I hverken fremtid eller det evige liv”. Det betyder, at hun ønsker at føre os til sig, og via hende til Jesus og via Jesus til Himlen.
Marija, du får hver den 25. i måneden et budskab, som er stilet til hele verden.
Det er de budskaber, som Guds Moder har givet os fra begyndelsen: Guds Moder er kommet til os som Fredens Dronning, hun har kaldet os til fred – til fred i vore hjerter, til fred i vore familier og til fred i verden. Freden er altid i fare. Derfor kalder hun os også i dag til fred. Hun siger: ”Bed for freden, vær Guds udstrakte hænder, så der bliver fred. Vær med til at skabe fred.”
I seere så Guds Moder første gang den 24. juni 1981. Hvordan var gårsdagens møde med Guds Moder?
I den seneste tid har Guds Moder gentagne gange kaldet os til at leve det, som hun har sagt til os igen og igen: ”Bed. Bed. Bed! Fast. Fast. Fast!” Gennem bøn og faste kan selv krige standses: de kampe vi kæmper i vore hjerter, i vore familier og i verden. Guds Moder kalder os til at leve Guds 10 bud, at leve dem og omsætte dem i praksis. Når vi lever med Gud, i Hans nærhed, så er der ingen problemer. Gud er vores arv, vores nutid og vores fremtid. Vi vokser igennem dette daglige liv med Gud og med Guds Moder. Denne vækst er sikkert for os alle en motivation til at blive det, hun ønsker af os. Guds Moder siger: ”Jeg kalder jer til hellighed.” For denne hellighed er det ikke vigtigt, hvad du er, eller hvilken uddannelse du har: du er kaldet til hellighed.
I har forberedt jer til den årlige åbenbaring. Har I gjort det ligesom de tidligere år med at bede Novenen?
Ja, først på dagen går vi altid op på Åbenbaringsbjerget, og om aftenen deltager vi i den Hellige Messe. Og ligesom tidligere år, beder vi om aftenen også Magnifikat (Marias lovsang) foran alteret. Jo nærmere vi kommer årsdagen, jo større er glæden. Den 24. og 25. juni er for os en meget stor lykke. Disse dage er for os som en eksplosion af glæde.
I går var jeg til stede, da Guds Moder åbenbarede sig for Ivan. Bagefter sagde han, at Guds Moder var meget lykkelig. Har Guds Moder også været meget lykkelig i den senere tid, når hun har åbenbaret sig for dig?
Guds Moder er naturligvis glad, når vi beder for hendes ønsker, og hun opmuntrer os igen og igen, til at bede for hendes ønsker i fællesskab. Guds Moder siger: ”Bed for mine ønsker, så jeg kan hjælpe jer.” Jeg er virkelig 100 % sikker på, at vi i disse dage har bedt særligt stærkt for Guds Moders ønsker. Derfor er hun meget glad.
Du bor det meste af tiden i Italien. Hvordan er det for dig at komme til Medjugorje?
Det er hver eneste gang en stor glæde for mig at komme til Medjugorje. I den senere tid har jeg tilbragt mere tid her, fordi mine børn er blevet større. Jeg forsøger især at være i Medjugorje i forbindelse med de store helligdage. Guds Moder trækker os ligefrem hertil. Medjugorje er ikke alene altid til stede i mit hjerte, men også i mine børns hjerter, i min familie. Vi vil meget gerne være her. Vi har et hus her, hvor vi bor, når vi er her.
Jeg har for nylig lært din søn at kende. Han er en meget venlig ung mand. Hvordan er det lykkedes dig at give troen videre også til dine børn?
Vores hjem har lige fra starten været åbent for pilgrimme. Der har altid været mange besøg af mennesker, så børnene har, fra de var små, oplevet den levede tro sammen med de besøgende, og på den måde har de taget det ind… Særligt har de oplevet min opgave som seer, hvor jeg hver aften trækker mig tilbage i bøn for at mødes med Guds Moder. De er vitterligt vokset op med Guds Moder. Dette er også en del af deres liv.
I alle familier opstår der af og til problemer. Hvordan vil du råde mennesker til at omgås med vanskeligheder i familien? Hvordan kan de opdrage børnene i troen?
Guds Moder siger: ”Sæt Gud på førstepladsen”. Når vi sætter Gud på førstepladsen, så har vi i os meget mere kærlighed til hinanden. Den menneskelige kærlighed er kun svag i forhold til Guds kærlighed. Derfor har vi tillid til, at Gud lærer os, hvordan man virkelig elsker og til, at vi bliver mere og mere som Ham.
Hvordan kan det være, at man altid fornemmer denne dybe fred i Medjugorje?
Fordi Fredens Dronning er til stede her. Allerede fra begyndelsen sagde hun: ”Jeg er kommet til jer som Fredens Dronning,” og hun har kaldet os til fred. Hun har kaldet os til at bede for fred i hjertet, i familien og i verden. Guds Moder siger altid: ”Bed for fred, vær vidner for freden,” og når vi lever freden gennem bønnen, så bliver vi også til bærere af denne fred.
Tror du, at der er en kraft, der hjælper med til, at freden hersker, når mennesker beder for fred?
Guds Moder kalder os til at leve i fred. En af de vigtigste ting her er at åbne sig for Gud, at leve i fred med sig selv. Guds Moder kalder os også til hellighed. Hun kalder os igen og igen til omvendelse. Vi burde virkelig begynde gå denne vej mod hellighed. Guds Moder har altid betegnet det som bønnens skole, og ud af denne kraft vil mennesker erfare freden i sig selv og give den videre. Dette vil til sidst også føre til fred i de politiske systemer.
Hvilken bøn er for dig den smukkeste?
For mig er enhver bøn smuk, men særligt Fadervor. Det er den bøn, Jesus selv har lært os.
Kan du beskrive øjeblikket for åbenbaringen for os?
I det øjeblik, hvor jeg ser lyset, hvor Guds Moder ankommer, er der intet andet, der interesserer mig. Jeg ser hende på en sky. Derefter bringer jeg frem for hende bønner og ønsker fra de mennesker, der er til stede, og jeg mærker, hvordan Guds Moder dag for dag udstråler mere glæde, fordi vi virkelig beder meget.
Hvilken stemning befinder du dig da i? Er det glæde, fred, ro?
Det er først og fremmest glæde – især i disse dage. Guds Moder kalder os særligt nu, på ny, til omvendelse, sådan at vi er mere og mere tilstede i denne atmosfære.
Har du aldrig haft følelsen af, når det blev aften, at du ganske enkelt ikke kunne gå til åbenbaringen?
Det er interessant, at når tiden nærmer sig for åbenbaringen, da bliver en særlig forventningens kraft vækket i os seere, så vi venter Guds Moder fulde af glæde. I dette møde lægger vi dagligt de mange bønner, som pilgrimmene kommer med, frem for Guds Moder. Vi beder i fællesskab med hende og erfarer igen og igen på ny den store nåde i mødet med Fredens Dronning.
Når Guds Moder siger: ”Bed for mine anliggender”, formulerer hun så også helt særlige anliggender?
Hos Guds Moder er der ikke meget at diskutere. Hun taler ikke meget, men opmuntrer os altid til at bede. Det er os, der siger: ”Hjælp os med disse anliggender”. Derefter beder Guds Moder, uden at snakke en hel masse om det. Hun udstråler ganske enkelt, hvordan hun vil formidle til os, at bønnen kan udvirke undere. Det sagde hun jo også i budskabet den 25. maj 2018.
Og de hemmeligheder, som hun har betroet jer?
Hvad angår hemmelighederne, så siger vi igen og igen, at vi ikke kan tale om dem. Naturligvis er der iblandt dem nogle hemmeligheder, som er meget smukke, og nogle som ikke er så smukke. Derfor siger jeg også til jer: Vi må alle bede vedholdende!
Vi lever i Europa, i en politisk fred…
Hvad betyder fred? Vi befinder os i en stor identitetskrise, i en familiekrise. Vi har konstant nye ideologier, som var i går og ikke mere findes i morgen. Jeg beder til Gud, at vi så snart som muligt finder vejen til Gud – og i Ham også freden. Uden Ham får vi ikke fred.
Kilde: Nyhedsbrevet Gebetsaktion nr. 130-2018