Bogen MIRJANA, Guds Moders seer i Medjugorje

Af Sabrina Čović-Radojičić

Bogens forside

Gebetsaktion anmelder bogen med udpluk fra bogen.

Sabrina Čović-Radojičić stillede i et interview mange spørgsmål til Mirjana Dragičević-Soldo om hendes liv sammen med Jomfru Maria.

Det drejer sig om meget forskellige spørgsmål, ligesom millioner af pilgrimme i Medjugorje gerne ville stille dem til seerne. Ved siden af interviewserien om Mirjanas liv som seer, kan man i Sabrina Čović-Radojičić ´s meget imponerende bog læse om seeren selv og om fænomenet af Jomfru Marias, gennem mange vedholdende, åbenbaringer.

De officielle daglige åbenbaringer holdt op for Mirjana den 25. december 1982. Siden den 2.august 1987 har Mirjana hørt eller set Guds Moder hver den 2. i måneden.Gennem de seneste år har Mirjana overbragt dybe og lange budskaber hver den 2. i måneden. For den der følger med i begivenhederne i Medjugorje, er Mirjana særligt gennem den senere tid blevet et stærkt talerør for Jomfru Maria i Medjugorje. Hendes offentlige møder hver den 2. i måneden er blevet en ubeskrivelig oplevelse for mange. Udtrykket i hendes ansigt under møderne med Jomfru Maria formidler for iagttagerne et spor af overjordisk glans.

Men hvem er disse åbenbaringer den 2. i måneden egentlig tilegnet i første række? Seerne selv? Mirjana udtaler sig om dette på følgende måde:

”Vi seere er alle meget forskellige og har alle hver vores forskellige karakter. Jeg har min relation til Jomfru Maria. Det er ikke mig, der planlægger, hvordan vores samtale forløber. Jeg hører, hvad Jomfru Maria siger til mig og gør det, som hun siger. Hun har aldrig henvendt sig til mig med ordene: Kære Mirjana… Jomfru Maria siger kun: Kære børn… Det betyder, at det hun siger til mig, det siger hun til dig og alle andre pilgrimme.”

Sagt på anden måde:

”Jomfru Maria har aldrig tiltalt mig med: Mirjana. Hun har aldrig henvendt sig til mig personligt. For hende er jeg, ligesom dig og alle andre mennesker, hendes barn på jorden. Hun bruger mig som talerør for sine budskaber og ikke for at rose eller fremhæve mig for mit arbejde eller for, at jeg er anderledes end alle andre. Nej, aldrig. I så fald måtte jeg rose både dig og alle andre for deres arbejde.”

Selvfølgelig spørger pilgrimmene igen og igen, også Sabrina, hvordan Guds Moder ser ud, og hvilket ansigtsudtryk hun har, når hun åbenbarer sig. Mirjana fremhæver ofte i interviews, at hun ikke kan svare for andre seere, men kun ønsker at svare på egne vegne. Er hendes svar ikke utroligt rørende, ja endda særdeles fortrøstningsfuld?

Mirjana siger til Sabrina: ”Du er moder ligesom jeg. Hvornår har moderen taget hænderne fra sine børn? Det er umuligt. En mor vil hellere dø end slippe sine børn. Sådan er også vores himmelske Moder. Hun vil ikke give slip på os. Hun er fast besluttet på at hjælpe os. Hvis du spørger mig, hvordan Jomfru Maria er, og hvis jeg blev spurgt om det efter åbenbaringen hver den 2. i en måned, så ville jeg, på hendes ansigtsudtryk og hendes sprog – undtagen når hun er ked af det – beskrive det med følgende ord: Hun er beslutsom. Hun har besluttet sig for at hjælpe os, og hun vil komme til at hjælpe os. Det er jeg helt sikker på, fordi hun siger: ”Mit hjerte vil sejre”.

Jomfru Marias hjerte kan ikke sejre, hvis vi ikke er lykkelige. Jeg kan ikke være lykkelig, når mine børn ikke er lykkelige. Det kan jeg ikke, hvordan skulle jeg kunne det? Jeg kan kun være ked af det og være elendig. Mit hjerte sejrer kun, når jeg ser, at det går fremad med mine børn, at de er på rette vej. Når Jomfru Maria siger, at hendes hjerte kommer til at triumfere, så betyder det, at hun kommer til at have succes med det, hun ønsker. Vi er tykhudede eller stædige, vi har mange fejl, mange utilstrækkeligheder, men vi længes efter Guds Moder, vi søger hende, vi hænger ved hendes skørter, for at begribe. Vi må bare være vedholdende. Vi må ikke miste håbet.”

Mirjana er den af de seks seere, som ved åbenbaringernes begyndelse var mindst i Medjugorje, fordi hun år efter år kun tilbragte sine ferier der. Resten af tiden boede hun i Sarajevo. Der har hidtil ikke været meget kendskab til, hvorvidt hun og hendes familie i deres sit hjem var trængt af det dengang herskende kommunistiske styre. I samtalen med Sabrina kommer mange af disse episoder frem.

”I Sarajevo var vi alene, mine forældre, min bror og jeg. Når man hørte, at politiet kom i huset hos os, holdt folk sig væk fra os, fordi de blev bange for at blive set med mig. Mine forældre havde også problemer på arbejdspladsen. Men vi fornemmede altid Jomfru Marias beskyttelse. Hun har aldrig sagt: ”Jeg vil hjælpe jer!”, men hun har rent faktisk altid hjulpet. Vi har altid kunnet mærke hendes indgriben.”

”Jeg blev straks smidt ud af gymnasiet, da det blev kendt, at jeg havde set Jomfru Maria. Det er meget svært at gentage ordene fra skolens rektor, men han sagde: Hvem har egentlig overhovedet tilmeldt dette stykke skidt?!” Dermed mente han mig. Det lykkedes min far, gennem sine venner, at tilmelde mig en anden skole; jeg kom i en klasse der bestod af alle dem, der var smidt ud af fem gymnasier i Sarajevo. Alle dem, der havde problemer med stoffer, alkohol eller med loven, og jeg var midt iblandt dem. Derefter truede de også mine forældre på arbejdet. Det er vanskeligt at forklare det for mennesker, der ikke selv har oplevet kommunismen. Min far fik f.eks. at vide, at han ville blive afskediget fra sit arbejde på sygehuset, hvis ikke jeg holdt op med at sige, at jeg havde set Jomfru Maria. Der blev holdt et møde, hvor det blev besluttet, at Jozo Dragičević (min far) skulle miste sit arbejde på grund af sin families tros aktiviteter. Det fik lederen af sygehuset, der var ortodoks, til at sige: ”Hvis Jozo skal forlade sygehuset, så går jeg også!” Det var et tegn fra Jomfru Maria, at den anden tro står os nær, og min far beholdt sin arbejdsplads.”

Mennesker forventer af seerne, at de går i kloster. Det overrasker dem, at seerne lever deres tro midt i deres egen normale familiekreds. Men hvor ”normalt” lever man som mor og ægtefælle, når man samtidig er parat til fortsat at være Guds værktøj, som apostel for Fredens Dronning, som åbenbarer sig i Medjugorje? Sabrine har som kvinde bragt et utal af spørgsmål på bane, som giver et reelt indblik i seerens hverdag.

Disse interviews med Mirjana har fundet sted den 2. i måneden, hvor Mirjana er mere i fokus for pilgrimmene på grund af hendes usædvanlige møder med Jomfru Maria, der hidtil har fundet sted måned efter måned. Det er sket gennem en rum tid nu, og Mirjana ved ikke, hvor længe disse åbenbaringer ved det Blå Kors vil fortsætte:

”Jomfru Maria har fortalt mig, at jeg vil få ekstraordinære åbenbaringer med hende, men hun har aldrig sagt hvor længe. Før åbenbaringen den 2. maj, ved jeg f.eks. ikke med sikkerhed, om jeg også ser Jomfru Maria den 2. juni. Det vil hun fortælle mig.”

”Hvorfor lige denne dato – den 2.?”, spørger Sabrina videre. Mirjanas svar omfatter også hendes årligt tilbagevendende møde med Jomfru Maria på hendes fødselsdag, som er 18. marts.

”Hvorfor Jomfru Maria har valgt den 18. marts, vil man forstå, når det, hun forbereder os på, udfolder sig. Hvorfor den 18. marts, hvorfor den 2. i hver måned? Det vil blive klart for os alt sammen. Efterhånden som de ting udvikler sig, som vores Moder forbereder os på, vil man begribe, hvorfor hun har udvalgt netop disse datoer. Det er helt sikkert ikke, fordi den 18. marts er min fødselsdag. For Jomfru Maria er min fødselsdag ikke vigtigere end din, eller enhver af de andre pilgrimmes og andre mennesker på jorden. Alle er vi lige vigtige. Jomfru Maria fremhæver ingen fødselsdag, heller ikke min. Måske er det også derfor, hun aldrig siger: Tillykke med fødselsdagen. Hun har ikke valgt denne dato, fordi det er min fødselsdag, det har intet med sagen at gøre. For vores Moder er min fødselsdag det samme som din og alle andre menneskers fødselsdage.”

Meget af det der har gjort Medjugorje til et så elsket bøns- og pilgrimssted inden for de sidste tre årtier, for det var stedet her også allerede før åbenbaringerne begyndte, det er det kroatiske folks fromhed, Franciskanernes forbundenhed til Hercegovinas befolkning, en vis ærbødighed i forhold til traditioner og skikke, som endda mange fornyelser i Kirken er gået sporløs hen over, indtil pilgrimmene kom fra hele verden og bragte deres egne skikke hertil. Det vidner Mirjanas personlige svar om, da hun bliver spurgt, hvordan hun selv modtog kommunionen:

”På tungen. Hos os her i Medjugorje har man altid modtaget kommunion på tungen. Første gang vi så kommunionen givet i hånden, var da pilgrimmene kom. Det var meget mærkværdigt for os; vi spurgte hinanden, hvordan de turde vove at tage Kristi legeme i hånden. Vi var børn. Vi spurgte Jomfru Maria en dag, hvordan det kan være rigtigt. Jomfru Maria sagde, at ”rigtigt er det, der gøres med hjertet…”

Kilde: Nyhedsbrevet Gebetsaktion nr. 124-2017