En tale givet af seeren Jacov Čolo i Medjugorje i 2010

“Bøn er en gave fra Gud”

Bøn er en gave fra Gud, og jeg kan fortælle jer, at det er en gave, som Gud ønsker at give hver enkelt af os. Jeg har opdaget, at vi blot behøver at bede om den; hver eneste dag skal vi bede Gud om denne gave og så tage imod den.

Vi skal gøre vores bøn til glæde, fordi ingen af os er i stand til at bede, hvis vi føler, vi er tvunget til det. Det er aldrig sket her i Medjugorje, at Jomfru Maria har sagt, at vi skal bede. Jomfru Maria opfordrer os altid. Men det er os, som i vore hjerter skal føle glæden ved at bede, freden ved at bede og så forvandle bønnen til glæde. Bønnen skal ganske enkelt forvandles til vores daglige brød. Bønnen bliver svaret på det, som vi søger.

Mange af jer kommer her til Medjugorje. Meget af tiden møder vi seere jer, I stiller som regel nogle spørgsmål, og I ønsker nogle svar af os. Men vi kan ikke give jer svarene. Vi kan kun være vidner om det, som vi alle forventes at gøre for at modtage svarene.

Som jeg sagde til jer før: at bede og at have tro. Og Gud vil gøre det for os, når Han mener, at det er det rette tidspunkt for det. Vi skal ikke være som dem, der siger, ”Jeg har bedt i 6 måneder, men intet er sket.” Det er ikke tro. Vi skal altid være udholdende og fortsætte med at bede, og vi skal tro. Hvorfor? Lad os tænke os lidt om. Hvem kan kende os bedre end Gud? Hvem andre end Gud ved bedre, hvad vi behøver i hver enkelt øjeblik af vores liv? Det er ganske enkelt nok at åbne vores hjerter for Ham og skænke Ham vores liv.

Det Jomfru Maria ofte beder os om, er at bede sammen i vore familier, at sætte Gud på førstepladsen, og at have tid til Gud i vore familier. Jomfru Maria siger: ”Der er intet, der kan forene en familie som fælles bøn.” At bede sammen med vore børn, at være et eksempel for vore børn. Vi forældre er nødt til at forstå, at vi er ansvarlige, fordi hvert barn er en gave fra Gud, en gave, som vi skal hjælpe til at vokse, og alt begynder, når de bliver født.

Som afdøde fader Slavko plejede at sige: ”I forældre skal lægge troens frø i jeres børn.” Alt begynder i familien, og vi har et stort ansvar. Det sker tit, at vi giver vore børn mange ting, som ofte ikke er nødvendige. For eksempel når vi giver dem nye mobiltelefoner, nye computere, nye biler, og vi ser vore børn blive meget glade i det øjeblik. Men det er en glæde, der vil forsvinde. Den sande glæde og den sande fred kommer alene fra Gud, og det er, hvad vi skal lære vores børn. Jeg tror, at der ikke er noget større for en forældre, end at se sit eget barn bede. Når dit barn kommer og spørger dig om at bede sammen med ham. Når du ser dit barn gå til gudstjeneste og komme glad hjem igen, det er de smukkeste øjeblikke.

Jomfru Maria har bedt os om at faste. Nogle gange bliver jeg ked af det, fordi mange mennesker kommer og spørger, hvad bør vi gøre, hvad skal vi gøre? Jomfru Maria sagde engang: ”Kære børn, med bøn og faste kan I opnå alt, I kan endda standse krige.”  Vi ved, hvad vi bør gøre, men vi er nødt til at spørge os selv: ”Gør jeg det?” For der er én vigtig ting ved faste: Vi forventes at gøre det i stilhed og kærlighed.

Det er ikke meningen, at alle og enhver skal vide, at vi fastede, og engang lærer vi at faste med fred og kærlighed i stilhed. Så vil vi til sidst begynde at takke Gud for det, for alt, hvad Han har skænket os. Selv for den lille skive brød, vi finder på vores bord hver eneste dag. Lad os tænke os lidt om. Hvor mange mennesker i verden sulter og dør af sult? Hvor mange børn dør? Hvor mange børn lider, fordi de er sultne? Og hvor meget takker vi Herren. Meget ofte beder vi i stedet om mere og mere. Vi er aldrig tilfredse, og vi takker aldrig Gud for det, vi allerede har. Faktisk sagde Jomfru Maria i et af sine budskaber, ”…I arbejder, I gør mange ting, men uden velsignelse…” Vi bliver nødt til at huske, at uden Guds velsignelse, er der ikke noget der fungerer.

Som jeg sagde tidligere, ofte kalder vi os selv kristne, og meget ofte er det bare ord, fordi meget ofte har vi medmennesker i vores nærhed, som har det svært, og vi lægger næste ikke mærke til dem. Hvor mange syge mennesker ligger der ikke på hospitalet uden at få besøg? Hvor mange forældreløse og forladte børn, er der ikke? Hvor tit går vi ud for at finde dem? For at være kristen, skal vi være i stand til at give et medmenneske hånden, smile og genkende vores broder i enhver, fordi vi alle er lige overfor Herren, vi er alle børn af Gud.

Jomfru Maria kalder os også til omvendelse. Jeg forsøger ofte at forklare pilgrimme, at I ikke skal komme til Medjugorje for først og fremmes at se os seere. Som I kan se, er vi helt almindelige mennesker, som alle andre. Vi er ikke hellige, selv om I ofte insisterer på, at vi skal røre jeres Rosenkrans eller røre jer. Det er sådan noget, som forventes gjort af en præst. Vi forsøger at være hellige, sådan som enhver anden forventes at tilstræbe det, præcis som Jomfru Maria altid kalder os til hellighed.

Til Medjugorje kommer man ikke for at opleve tegnene, fordi I kan se, at mange mennesker ser op mod solen i en halv time (i håb om at se et solunder. Red.). Og i den halve time er der måske gudstjeneste. Vi erkender ikke, hvad det største mirakel er for enhver kristen, hvis vi taler om tegn, hvad er tegn? Jeg tror, at hver enkelt af os er et tegn for Herren. Hvert eneste medmenneske er et tegn. Det er ganske enkelt nok at spørge, ser vi det tegn?

Til Medjugorje kommer men af én grund, og det er omvendelse, for at ændre vores liv her, for at starte et nyt liv, et nyt liv sammen med Gud og med Jomfru Maria. Men det vigtigste er at bringe bønnen ind i familien, ind i vores fællesskaber og at huske en ting: Den sande pilgrimsfærd begynder, når I vender hjem igen. Da vil I blive i stand til at erkende, hvad I modtog i Medjugorje. Vil I fortsætte det, som I modtog i Medjugorje? Fordi jeg er helt sikker på, at ingen vil forlade Medjugorje med tomme hænder. Jomfru Maria giver alle noget, men det er nok, at vi begynder at leve det og fortsætter med at leve det. Mange gange har Jomfru Maria sagt: ”Jeg ønsker, at I alle skal være min apostle på jorden.” Men for at være Jomfru Marias apostle, er det ikke nok at tale, for når vi snakker, er vi alle de bedste. Vi skal være vidner gennem vores egne liv, tale gennem vores liv, være et eksempel for andre gennem vores liv, så andre kan genkende Gud i os; så de kan se, hvordan Gud arbejder gennem hver enkelt af os.

Vi ved alle, at denne verden har brug for fred, og Jomfru Maria er kommet til Medjugorje som Fredens Dronning. Hvor mange krige udkæmpes i verden i dag? Krig er ikke kun der, hvor der bruges våben. Vi har krigen med vores unge mennesker. Hvor mange narkomaner, hvor mange unge mennesker bliver ikke ødelagt af narkotika? Hvor mange aborter i verden. Hvor mange brudte familier? Det er også alt sammen en kamp, men Jomfru Maria siger: ”Med bøn og faste kan vi endog standse krige.” Så det, vi behøver at gøre, er at åbne vore hjerter, lægge vore liv i Guds hænder og begynde at bede. Og Gud vil gøre resten.

Til sidst vil jeg gerne dele et budskab med jer, som jeg holder meget af. Det er et budskab, som virkelig repræsenterer en så umådelig moderlig kærlighed. Jomfru Maria sagde: ”Kære børn, hvis I vidste, hvor meget jeg elsker jer, ville I græde af glæde.”  Lad os alle spørge os selv i dag, hvor meget elsker jeg Jomfru Maria? Hvor meget takker jeg Jomfru Maria, for alt hvad hun har givet mig? Hvor ofte har jeg ikke kunnet gøre noget i mit liv, men mit hjerte var ikke parat til det? Lad os i samme stund takke Gud, fordi Han har givet os denne mulighed. Mange gange har pilgrimme spurgt mig: ”Jacov, er du bange for at dø?” Og hver gang har jeg svaret ”Ja.” Mange siger til mig: ”Du har set Jomfru Maria, og du er bange for at dø?” Jeg har svaret: ”Hvis jeg vidste, at jeg ville komme direkte i Himlen, ville jeg ønske at dø lige nu.” Men også jeg skal gøre mig fortjent til at komme i Himlen. Faktisk er min første bøn at takke Herren, hver morgen når jeg vågner, for den nye dag altid er en stor gave for mig; fordi jeg ser den som en gave, og at jeg er givet endnu en dag til at gøre mig fortjent til Himlen.

Jeg vil bede for jer alle, for alle som er syge, for alle jeres intentioner. Og jeg vil venligst bede jer alle om at bede for os seere og for Medjugorje, at vi altid må være forenede i bøn. Det er det allervigtigste. Tak.

Kilde: Nyhedsbrevet ”The Children of Medjugorje” nr. 104; 2010