Et vidnesbyrd givet af seeren Marija Pavlović-Lunetti

Marts 2004 – Corpus Cristi Basilica i Manchester, England 

Det er en stor glæde for mig at være her i aften og give mit vidnesbyrd, gennem hvilket jeg ønsker, at hver eneste én af jer må komme til at elske Jomfru Maria.

    Da Jomfru Maria åbenbarede sig for os første gang var ingen af os i stand til at forestille sig, at dette kunne ske. Vi begyndte dette vidunderlige eventyr på Åbenbaringsbjerget; dette eventyr, som har rørt så mange af jer i jeres hjerter. Vi var overvældede af denne nåde, første gang da Jomfru Maria åbenbarede sig for os, og vi tænkte: Hvorfor valgte hun os, hvorfor netop os?

    Vi havde mange spørgsmål i vore hjerter, men vi begyndte også at følge alt, hvad Jomfru Maria bad os om. Jeg husker de første dage, da vi begyndte at bede sammen med Jomfru Maria ’Fader Vor…’, ’Hil Dig Maria…’ og ’Ære være…’, og hun tav stille, i det øjeblik vi begyndte at bede ’Hil Dig Maria…’, og så fortsatte hun, når vi kom til ’Ære være…’. Vi undrede os over, hvorfor Jomfru Maria ikke bad ’Hil Dig Maria…’? Så gik det op for os, at Jomfru Maria ikke kunne bede til sig selv.

    Så vi begyndte at bede, og vi opfordrede de mange, som var begyndt at komme, til at bede. Og vi begyndte at bede sammen med Jomfru Maria. – Og Jomfru Maria sagde, at hun var kommet som Fredens Dronning. Fordi det, vi mangler i dag, er fred, sagde hun. Derfor opfordrede hun os til at bede, fordi sand fred kun kan komme gennem bøn. Hun har opfordret os til at bede for fred i vore hjerter og i vore familier og sagde, at når vi opnår fred i vore hjerter og vore familier, så kan vi også bede for fred i hele verden.

    Hun begyndte med at bede os være redskaber i hendes hænder – redskaber for hendes fred. Fred, som kommer gennem Jomfru Maria fra Gud. Og vi begyndte at føle os betydningsfulde, og vi begyndte at bede med større hengivenhed. Og Jomfru Maria sagde: ”Bed Rosenkransen, som er den bøn, jeg foretrækker allermest.” Så vi begyndte – og det var lidt svært for os, som ikke var vandt til at bede lange bønner, men vi vænnede os til det, fordi vi begyndte at elske Jomfru Maria. Og hver gang vi sagde, ’Hil Dig Maria…’ var det det samme som at sige til Jomfru Maria ’Vi elsker dig’. I samme øjeblik takkede vi også Jomfru Maria for hendes nærvær blandt os. Og mange gange fortsatte vi uden ord med at tænke på, hvordan Jomfru Maria havde valgt os.

    Senere bad Jomfru Maria os om at lægge Bibelen på et synlig sted i vores hjem og at læse i den hver dag. Hun opfordrede os til at danne bedegrupper i vore sogne. Jeg husker, da Jomfru Maria sagde til os i en bedegruppe, at vi skulle bede tre timer hver dag. Vi protesterede, og vi spurgte, om det ikke var lidt for meget? Fordi vi var unge, og der kom så mange pilgrimme til vores hjem, og vi brugte næsten hele dagen til at tale om Jomfru Maria og om Gud. Jomfru Maria gav os et vidunderligt smil, og hun sagde: ”Når en af jeres kære venner kommer til jeres hus, tænker I ikke på hvor meget tid I bruger sammen med ham, og I er bare glade for, at han kan blive hos jer så længe som muligt. Så Jesus må blive jeres bedste ven.” Så vi begyndte at bede, og bad mere og bønnen blev en glæde for os.

    Også i dag i Medjugorje beder vi efter messen ’Trosbekendelsen’, syv ’Fader Vor…,’’Hil Dig Maria…’ og ’Ære være…’, i taknemmelighed til Jomfru Maria, og det var den første bøn, vi begyndte at bede sammen med hende. Hver gang vi knæler, beder vi denne bøn med stor glæde.

Vi lærte også at faste af Jomfru Maria, fordi hun sagde, at gennem bøn og faste ville vi kunne holde krige borte fra os. Disse krige er ikke kun i verden og mellem mennesker, men også i vore hjerter og i vore familier. Hvis vi ikke beder, har vi ikke Gud med os.

    Derfor begyndte Jomfru Maria at opfordre os til at faste. Hun sagde, at den bedste måde at faste på er på brød og vand. Dem som ikke kan faste, fordi de er syge, de kan ofre deres sygdom, med kærlighed. Selv et barn kan vælge sine små afsavn – fx undvære slik eller TV, og det samme kan vi gøre med ting, som vi er afhængige af, som fx cigaretter, TV eller alkohol. Nu er vi i fasten, og det er en særlig tid, hvor vi kan begynde at faste. Jomfru Maria har sagt, at man ikke kan tale om at faste, hvis man ikke selv har prøvet at faste.

    I dag er fasten blevet glemt i Kirken, og Jomfru Maria ønsker at hjælpe os med at kalde denne praksis til live igen. Vi ved fra Bibelen, at det står skrevet, at der er særlige onde ånder, som kun kan holdes væk fra os gennem bøn og faste. Når man tænker på alle de dårlige ting, vi modtager og bliver påvirket af gennem TV eller gennem de mange andre ting, som det moderne liv tilbyder os, så mener jeg, at vi virkelig har brug for at faste. Mange gange har vi brug for at faste med vore øjne. Fordi vore øjne kan se så meget urent.

    Jomfru Maria opfordrer os også til at skrifte. Jeg husker første gang Jomfru Maria talte til os om skrifte. Det var en aften, hvor Jomfru Maria under en åbenbaring sagde, at alle, der var til stede, kunne komme nær hende og røre ved hende.

    Efter min mening er Medjugorje blevet det vigtigste sted i verden for skriftemål. Et sted, hvor mennesker åbner sig i et ægte møde med Gud. Også gennem den erfaring, hvor folk fik lov at røre ved Jomfru Maria, har Jomfru Maria vist os, hvor vigtig skrifte er.

    Mange mennesker er begyndt at leve omvendelsen, sådan som Jomfru Maria har opfordret til. De lever i hellighed i deres liv. Jomfru Maria har opfordret til hellighed, først og fremmest i sognet Medjugorje, gennem sine budskaber hver torsdag (1. marts 1984 – 8. januar 1987) og gennem budskaberne givet hver den 25. i måneden (siden den 25. januar 1987).

    Jomfru Maria ønsker også at lære os, hvordan vi skal læse de hellige skrifter. Hun ønsker, at vi skal give tid til bøn i vores enkle hverdagsliv. At hele vort liv – lidt efter lidt – bliver bøn, også vores arbejde og når vi møder andre mennesker.

    Jomfru Maria ønsker, at vi skal ændre mentalitet. Hun begyndte med at opfordre os til at leve ’hellighed’ på en meget praktisk og konkret måde. Særligt at vi skal leve den hellige messen, som noget centralt i vores liv.

    Jomfru Maria opfordrer os til at danne bedegrupper og grupper, der tilbeder det allerhelligste sakramente. Jeg husker de gange, hvor vi plejede at bede foran det helligste sakramente om natten, og vi plejede at falde i søvn. Vi havde ikke megen erfaring men stor entusiasme. Vi sagde, at vi begyndte en dyb meditation, fordi vi faktisk faldt i søvn og begyndte at snorke. Men så lærte vi, hvad vi kunne gøre – fx læse i Bibelen, læse eller synge salmer mellem kl. 3 og 4, som var det vanskeligste tidspunkt om natten, hvor man meget let falder i søvn.

    Og om morgenen, hvor præsten fejrede messe, levede vi de smukkeste øjeblikke af vores liv. Vi følte stor glæde. Denne glæde udsprang af, at vi af egen fri vilje havde besluttet at tilbringe hele natten sammen med Jesus. Vi tror, at vi modtog langt større glæde, end de andre unge, som i stedet gik på diskotek lørdag nat.

    Jomfru Maria sagde engang, at vi kunne fejre hendes fødselsdag, og vi bestilte en stor kage til hele bedegruppen, og vi bragte den med op på toppen af Krizevac, Korsbjerget, kl. 23.30 hvor Jomfru Maria havde sagt, at hun ville åbenbare sig. Prøv at forestille jer, hvordan vi gik den 45 minutter lange vej op ad Korsbjerget, mens vi bar på denne store kage. Men vi gjorde det med stor glæde. Og i det øjeblik Jomfru Maria åbenbarede sig, sang vi fødselsdagssang for hende.

    Vi havde pyntet kagen med masser af roser lavet af sukker og fandt også på at ofre en af disse roser til Jomfru Maria. Og Jomfru Maria tog imod denne rose og tog den med sig. Vi sagde, at Jomfru Maria umuligt kunne bringe denne rose med sig tilbage til Paradiset. Så den følgende morgen gik vi igen op på bjerget meget tidligt for at se, om vi kunne se rosen der. Men rosen var der ikke , og vi var fulde af glæde i vore hjerter. – Efter åbenbaringen og alle bønnerne spiste vi kagen – og den var meget stor –, og jeg må også sige at kagen smagte os rigtig godt, for på det tidspunkt var vi både trætte og sultne, og vi var meget glade.

    Jeg husker, da politiet forbød os at gå op på Åbenbaringsbjerget, Podbrdo, hvor Jomfru Maria viste sig de første gange. Da spurgte vi Jomfru Maria, hvad vi så skulle gøre. Hun sagde: ”Gå til kirken; der vil I være beskyttede.” Og fra det tidspunkt sagde Jomfru Maria, at vi skulle bede præsten om at fejre messe. Så siden da er Rosenkransbønnen blevet bedt i kirken hver aften kl. 18, og kl. 19 er der messe. Tidligere var der ingen aftentjeneste, men nu er der det program, som Jomfru Maria ønsker.

    På Korsbjerget er der rejst et stort cementkors, og Jomfru Maria har fortalt, at det blev rejst efter Guds plan. Korset blev bygget i 1933 – for at markere 1900-året efter Jesu korsfæstelse – længe før åbenbaringerne begyndte. Nu går alle pilgrimmene op på dette bjerg mindst én gang, mens de er i Medjugorje.

    Så vi kan sige, at vi har denne ramme i Medjugorje dannet af de to bjerge – ét på hver side af kirken, som er det centrum, hvor hele liturgien er, messen og tilbedelsen af det allerhelligste sakramente. Så når folk kommer til Medjugorje, føler de, at de er indbudt til at leve denne særlige atmosfære, fordi man her kan føle og mærke, hvad det er Jomfru Maria ønsker.

    Vi kan se, at Jomfru Maria har rørt menneskers hjerter verden over. Mange bedegrupper er dannet. Vi siger almindeligvis, at Medjugorje ikke er en ”bevægelse”. Fordi folk har en tendens til at sige, at vi hører til denne eller hin bevægelse. Jomfru Maria har faktisk tilladt os at elske hende. Og vi elsker hende; vi begyndte at leve alt, hvad Jomfru Maria bad os om. Og da hun så, at vi var kommet til at elske hende, ledte hun os til Jesus, og hun sagde: ”Jeg er ikke vigtig”. Så vi er også kommet til at elske Jesus, og Jomfru Maria har sagt, at det vigtigste øjeblik er hellighedens øjeblik. Og det skønt vi hver dag ventede med stor glæde på det øjeblik, hvor Jomfru Maria åbenbarede sig.

    Vi kan se, at folk, der kommer til Medjugorje, tager hjem igen fornyede og med et ønske om at forny deres familieliv og deres spirituelle liv. Mange sogne har oplevet større aktivitet, efter at nogle fra menigheden er vendt hjem fra Medjugorje, fordi de mennesker, der vender tilbage ikke bærer vidnesbyrd om at tilhøre en bestemt gruppe, men vidner om, at de tilhører Jesus Kristus.

    Så vi føler behovet for at gøre mere, dér hvor vi er, fordi vores egen personlige Kirke er meget vigtig. Ikke bare som en bygning, men også især som et fællesskab, særligt nu om dage/i disse tider, hvor vi føler disse stærke trusler på grund at terrorisme. Jomfru Maria siger, at vi endda kan standse krige med bøn og faste. Det tror vi. Og når vi alle står sammen, så er vi mange.

    Jeg husker, da krigen begyndte i Kroatien, at biskoppen i Split, en ven af Medjugorje, sagde: ”Jeg opfordrer alle mennesker til at faste og bede”. Hans by blev beskyttet. De begyndte et døgns uafbrudt tilbedelse i deres kapel. Mange mennesker var syge, de bad og blev helbredt. Jesus har sagt, ”at hvor to eller tre er forsamlede i bøn i Mit navn, der er Jeg hos dem.” Derfor sendte Gud os Jomfru Maria for at fortælle os, at Han elsker os.

    Engang spurgte vi Jomfru Maria: ”Hvorfor er du så smuk; du er så smuk, at vi end ikke kan beskrive det for andre mennesker?” Jomfru Maria svarede: ”Jeg er smuk, fordi jeg elsker.”

    Nu vil jeg slutte med disse ord, som jeg gerne ville give som forberedelse til messen, idet jeg minder om, at Jomfru Maria har sagt, at hun ønsker, at messen skal blive centrum i vores liv.

    Må Gud velsigne jer alle.

Kilde: Nyhedsbrevet ”The Children of Medjugorje; nr. 69 –2004