Fader Jozo Zovkos tanker i forbindelse med Jomfru Marias budskab fra den 25. december 2008:

Bønnen er sjælens åndedræt

”Kære børn! I løber, arbejder, samler – men uden velsignelse.

I beder ikke! I dag kalder jeg jer til at standse op foran krybben og meditere over Jesus, som jeg giver jer også i dag, så Han kan velsigne jer og hjælpe jer til at forstå, at uden Ham har I ingen fremtid.

Derfor, mine kære børn, overgiv jeres liv i Jesu hænder, så Han kan lede jer og beskytte jer mod alt ondt. Tak fordi I har svaret på mit kald.”

Disse ord sagde Fredens Dronning til os Juledag.

Hvor meget sorg og vemod strømmer der ikke fra disse ord ! Vi har lært at leve dage, uger, måneder og år, som alle andre hedninge eller en slags “vanekristne”, der lever som om Gud ikke findes.

Ja, Maria iagttager mit daglige liv, min dags begyndelse, den nye arbejds- eller helligdag. Hver én af disse dage er ens, både hvad angår omgivelser og mennesker. Også jeg har i min travlhed mål og midler, som jeg betjener mig af for at virkeliggøre dem. Jeg tænker ikke over velsignelsen, og regner ikke med den. Mange begynder ikke dagen med bøn og beder ikke om velsignelsen.

Jeg er kun sikker på mit arbejde, på mine resultater, mine projekter. Travlheden, som har taget indtog i mit hjerte, ligner faktisk en atletisk disciplin, der, som enhver konkurrence, er underlagt:
starten, tidtagningen, overholdelsen af enhver regel og lignende. Mit liv afhænger af arbejdets retningslinjer, færdselsreglerne, arbejdsforskrifterne; mit liv afhænger af moden, af trenden i udstillingsvinduerne, af TV og af forskellige revyer. En sådan indstilling udelukker min tro og dermed håbet på Gud, den udelukker enhver velsignelse.
Jeg fornemmer på den måde ikke mere, at Gud virker igennem mig og ønsker at ændre de andre.
Jeg bliver en af dem. Så ophører apostolatet og evnen til at være “salt, lys og surdej” for denne generation.

Hvor meget er verdens mentalitet, forbrugersamfundet i alle dets former og fremtoninger ikke blevet til både lov og grundlag for kommunikationen og til falsk prestige mellem mennesker! Vi er alle blevet grebet af denne travlhed, som Fredens Dronning taler om. Den troende har ingen tid, præsten har ingen tid, moderen har ingen tid, lægen har ingen tid, ingen har tid. Alle løber, og det på en måde, så vi ikke ved hvorhen og hvorfor. Denne mærkværdige sygdom har grebet næsten alle erhverv og alle aldre.

Mennesket, der ikke har eller finder tid til medmennesket, har og finder heller ikke tid til bønnen. Jeg har observeret og studeret de mennesker, som både siger det og lever på en måde, der ikke levner tid til deres familie og deres venner. De mister både familie og venner. Disse mennesker beder ikke. De beviser vedholdende, at de ikke har tid til bønnen. De fornægter aldrig Gud og siger gerne: “Jeg er troende, men jeg ved ikke hvornår, jeg skulle praktisere troen, – jeg har ikke tid til bønnen.”

Sådanne mennesker har ikke succes i familien og er frustrerede socialt. De forfejler deres kald, uanset hvilket kald det er. Det er mennesker, som gentager fuld af beklagelse, at de ikke har nået at gøre det ene eller det andet arbejde færdigt. De fornemmer på en eller anden måde, at de er kommet til et punkt, hvor de kunne nå et mål, men i sidste øjeblik forsvinder dette mål igen. Det er vanskelige mennesker, fordi de begynder at lede efter skylden for deres mangel på succes og anklager alle, fra de nærmeste pårørende til arbejdskolleger osv.

Travlheden breder sig endnu mere igennem moderne teknik og kommunikation. Fremmedgørelsen vokser. Mennesket får ikke længere breve, skrevet i hånden, der har kontakt med hjertet, men en SMS besked, som er bleg og næsten tom.

Travlheden fjerner os fra hinanden, og den ødelægger vores natur, som består i, at vi indgår i relationer med andre, som sociale væsner, der også ofrer sig for hinanden. For mødet med de andre beriger mig, bringer mig nærmere de andre og gør mig sikker på, at heller ikke jeg er alene, at jeg ikke er glemt. Det fortravlede menneske bliver også træt, og som sådan ønsker det ikke at være omgivet af andre og ønsker ikke at være sammen med dem.

”I arbejder og samler, men uden velsignelse.” Det er stærke ord fra Moderen. Jeg må ikke overhøre det. Mange siger: “Jeg har arbejdet og hele livet præsteret og samlet, og i dag er jeg ensom og uden velsignelse. Min familie og mine børn accepterer mig ikke, de ser det ikke.” Hvor er det svært og smertefuldt at lytte til den slags og lignende klagesange. Hvorfor er der sket det, som ingen ville? Det er sket, fordi vores liv og vores arbejde var uden velsignelse. Velsignelsen kommer fra Gud. Den bliver gennem bønnen udøst over vores arbejde og vores familie. Mennesket, der løber og skynder sig, finder ikke tid til bønnen, fordi det føler sig sikrest, når det betragter frugterne af sine egne hænder, af eget arbejde, af egne talenter og egen karriere.

”I beder ikke!” Denne sandhed er en sygdom, som vores moderne familier lider under. Det er et tegn på, at vi endnu ikke har troen på Jomfru Marias budskaber og endnu ikke lever dem.

Et af de budskaber, som Fredens Dronning opfordrer os til at leve dagligt, er Rosenkransbønnen.

Ved at bede den bøn, lærer vi at bede. Når vi beder, vinder vi andre til bønnen, fordi bønnen giver storartede frugter.

Gennem bønnen bliver vores gerning og vores arbejde velsignet, vores dag, vores uge, vores marker og vores studium, vores kors og vores lidelse. Ingen steder ellers er mennesket så svagt, at det for mindste grund udskyder eller udelader familiebønnen. Uden regelmæssig bøn er det umuligt at forny en familie, et præsteembede eller Kirken. Kun den konsekvente bøn bevirker fornyelse i familie og Kirke. Således som vores mystikere har sagt, at bønnen er sjælens åndedræt, sådan har også Jomfru Maria gentaget denne sandhed og kirkelige erfaring. Kroppen er levende, så længe den ånder. Fordi den er levende, må den ånde. Alt forgiftet og toksisk i organismen bliver udskilt ved åndedrættet. Således nyder vores sjæl gennem bønnen ny friskhed og bliver ved Guds nåde befriet fra synd og dårlige vaner. Bønnen forandrer mennesket så meget! Det er altid frugtbart at bede. Og hvis det ikke ændrer os, da må vi ændre holdning. Bønnen må udspringe af et ydmygt og angerfuldt hjerte.

Bønnen er en kærlighedsakt og en fuldkommen hengivelse til Guds vilje. Bønnen opdrager os i ydmyghed og i dyb tro på Gud. Mennesket, der beder, har tid og finder stadig mere tid, der bliver brugt til bøn, fordi han elsker bønnen og ikke vil leve uden den.

Moder Marias opfordring til jul: ”… mine kære børn, overgiv jeres liv i Jesu hænder, så Han kan lede jer og beskytte jer mod alt ondt…” er en kraftfuld og kærlig invitation. Alt uden Ham er tomt, et menneskeligt nederlag, en forgæves bestræbelse og nytteløs hast. Med Ham er alt velsignet og vellykket, helt enkelt beskyttet fra alt ondt.

Mit liv uden Ham er ikke fyldt med fred og tilfredshed. Julen er den hellige fest, som lærer mig at hengive mig til Ham og tjene Ham. Derfor kalder Moder Maria os til at holde inde ved krybbens, ved staldens, ved den låste dørs sandhed. Hun opfordrer os til at meditere over Jesus, som hun giver os, for at Han skal velsigne os. Hende, der bringer Gud til os mennesker, har født sin Søn og bragt Ham til os, så Han kan velsigne og oplyse os, for at vi kan erkende med hjertet, at verden og vores liv ikke har nogen fremtid uden Ham. Han blev menneske for at redde os, for at udfri os og befri os fra enhver forbandelse og for at bringe os Sin fred og Sin velsignelse. Jeg har brug for Hans fred og Hans velsignelse. Jeg ønsker ikke at være forbandet, men at være et lykkeligt og velsignet menneske, forældre, præst, arbejder eller et lykkeligt og velsignet barn.

I denne måned vil vi bede for følgende anliggender:

1. At hver enkelt af os må leve i overensstemmelse med De Helliges livsmotto: (“Bed og arbejd!” – Hellige Benedikt). At angsten og “krisefeberen”, der er proklameret af mennesker, som har bygget, samlet og forhastet sig uden Gud, ikke griber os. Ligesom arbejdet hører til det menneskelige, således hører bønnen også dertil.

2. For vores familiebøn, at vi fornyer vores engagement i bønnen og kærligheden til apostolatet igennem den daglige Rosenkransbøn i familien.

3. For velsignelsen og freden i det nye år 2009, i Kirken og i verden, mellem mennesker og mellem folkeslag. At vi lærer af den Hellige Frans, hvis 800-årsdag for kirkeordenens grundlæggelse Kirken fejrer, bærer af freden og Evangeliets forkynder. At vi lærer af ham at bede og at prise Gud.

Kære Medjugorje-venner; dette budskab er et kraftigt opråb og et tegn til os alle ved begyndelsen af et nyt år. Besvar dette kald med kærlighed og med engagement.

Vi har fornemmet nødvendigheden af at besvare opråbet fra Fredens Dronning.

Kilde: Nyhedsbrevet ”Gebetsaktion”; nr. 92-2009