”For 29 år siden …”

Seeren Ivanka taler til pilgrimme den 18. marts 2010

Kære venner; allerførst ønsker jeg at hilse jer velkomne med den smukkeste hilsen: ”Lovet være Jesus og Maria.”

Hver dag gennem 28 år har jeg spurgt mig selv, ”Jomfru Maria, hvorfor har du valgt mig? Jeg er hverken bedre eller værre end nogen anden. Du har givet mig en enorm gave, men på samme tid et meget stort ansvar.” Jeg siger ganske enkelt: ”Jeg kan ikke klare dette selv, men med dig, ja.” Jeg har taget imod det, og jeg vandrer den vej.

I 1981 var jeg et helt almindeligt barn; jeg var ikke noget særligt på nogen måde. Det år boede min familie i Mostar, ca. 32 km herfra, og Mirjanas familie boede i Sarajevo. Når vi havde ferie, kom vi her til Medjugorje. Vi har den skik ikke at arbejde på festdage og søndage. Den 24. juni var festdagen for Johannes Døberen. Efter messen havde vi børn fuldstændig fri. Den eftermiddag gik Mirjana og jeg lidt uden for landsbyen, bare for at gå en tur mens vi ventede på, at nogle af vennerne skulle komme. Jeg ved ikke hvor længe, vi stod der, men vi begyndte at kede os lidt, og vi begyndte at gå tilbage mod husene. Mens vi gik tilbage mod landsbyen, var der noget, der ligesom trak i mig for at se tilbage mod bjerget. Da jeg så der op imod, så jeg Guds Moder. Så sagde jeg til Mirjana, ”Se der oppe, der er Jomfru Maria.” Mirjana vendte sig end ikke for at se, for hun sagde bare: ”Sikke noget dumt noget at sige.” Ikke engang jeg kan sige hvorfor, men vi fortsatte med at gå. Da vi nåede de første huse, mødte vi Milka, Marijas søster. Da hun så os, sagde hun: ”Hvad er der sket?” Så gik vi tilbage sammen med hende, mens jeg fortalte, hvad jeg havde set. Da vi kom tilbage til stedet, så de begge op mod bjerget, og da så de også, at Jomfru Maria stod ca. fem-seks hundrede meter højere oppe, og Jomfru Maria vinkede os til sig med sin hånd. Jeg må sige, at vi havde blandede følelser – også frygt.

I mellemtiden havde også Vicka sluttet sig til os, og hun var noget forvirret over, hvad der skete med os. Hun sagde: ”Hvad laver I, hvad er der sket?” Vi sagde, skynd dig at komme, vi kan se Jomfru Maria. Da hun hørte dette, smed hun sine sandaler og løb, alt hvad hun kunne, hjemad igen. Så var det, at hun mødte to drenge, der begge hedder Ivan, og hun fortalte dem, hvad vi kunne se. Hun kom tilbage sammen med dem, og de så det samme, som vi. Selv om vi nu var flere samlet, turde vi ikke gå op ad bjerget. Jeg ved ikke hvor længe, vi stod der. Nogle gik hjem, men nogle få af os gik til det første hus i landsbyen. Vi græd, og vi var bange, men vi sagde, at vi havde set Jomfru Maria. Jeg husker, at der var nogle æbler på bordet, og de kastede æblerne efter os – ramte os med dem. De sagde: ”Gå hjem. Sådan må I ikke lege. Det er ikke muligt, leg ikke med Gud. Sig det aldrig igen til nogen som helst.” Jeg kom hjem, og jeg fortalte min bedstemor, hvad jeg havde set. Min bror og søster grinede ad mig, ad alt hvad jeg sagde om det. Bedstemor sagde, ”Mit kære barn, det er umuligt. Det må være en eller anden oppe på bjerget, der passer sine får, en hyrde.” Indtil da vidste jeg ikke, om Jomfru Maria kunne åbenbare sig, eller om hun havde gjort det tidligere. Jeg må sige, at det var den længste nat i mit liv. Jeg spurgte mig selv igen og igen, om jeg overhovedet havde set noget, om jeg var ved at blive skør, havde jeg virkelig set det?

Men den eftermiddag spredtes rygtet ud over landsbyen og i omegnen. Så den næste dag gik vi tilbage til det samme sted. Jeg kan huske, at min bedstemor holdt mig tilbage og sagde, ”Uanset hvad det er, går du ikke derop.” Men da vi så lys tre gange, var seks af os seere så hurtige til at løbe op ad bjerget, at ingen kunne fange os. Men da vi nærmede os Jomfru Maria, havde vi ikke – helt frem til denne dag – set noget smukkere end hende. En ung, 19 eller 20 år gammel kvinde. Hun bar en grå kjole og et hvidt slør på sit hoved og en krone af stjerner. Hun har blå øjne og mørkt hår, og hun svæver på en sky. Den følelse, den kærlighed! Jeg ønsker, at hvert eneste menneske på jorden kunne føle det. Der er ganske enkelt ikke ord i verden, der kan beskrive det. I det øjeblik vidste jeg ganske enkelt, at det var Guds Moder, jeg så. Gud gav mig denne nåde, at jeg var den første til at se Jomfru Maria og den første til at tale til hende. To måneder før den første åbenbaring døde min mor. Jeg spurgte Jomfru Maria, ”Hvor er min mor?” Jomfru Maria smilede, og hun svarede: ”Hun er sammen med mig.” Jomfru Maria så på os alle seks, og hun sagde: ”Vær ikke bange, jeg vil være hos jer altid.”

I mellemtiden kom en masse mennesker, og de så, at der skete noget med os. – Den tredje dag, før vi gik op på bjerget, gav de os vievand og sagde, at vi skulle stænke nogle få dråber på åbenbaringen. Så kom Jomfru Maria, og Vicka stænkede vievand på hende, mens hun sagde: ”Hvis du er fra Gud, så bliv hos os, hvis du ikke er, så forsvind.” Så var det, at Jomfru Maria smilede til os og sagde: ”Jeg er Fredens Dronning.” Det første budskab, hun gav os, var budskabet om fred. Vi kan opnå fred gennem bøn, faste, omvendelse og bod. Fra den første dag og helt frem til i dag, er dette de vigtigste budskaber fra Jomfru Maria.

Jeg siger altid ganske enkelt, at de, som lever budskaberne, vil være i stand til at finde svar på ethvert spørgsmål, de stiller. Som Jomfru Maria sagde den første dag, skal vi ikke være bange for noget som helst.

Så begyndte problemerne at komme, men alt var i orden, fordi Jomfru Maria var hos os. De første vanskeligheder vi havde, var med vore præster, fordi de ikke troede på os. De forhørte os. Så gik vi til lægerne, psykologerne, psykiaterne, og de skræmte os med mange ting – de politiske problemer på grund af det kommunistiske regime. Men fra det første øjeblik helt frem til i dag kan jeg sige, lad det alt sammen være til Guds ære. Jeg siger altid, at et almindeligt menneske ikke ville være i stand til at udholde alt dette uden Guds indgriben, uden Jomfru Maria.

Indtil 1985 modtog jeg daglige åbenbaringer. I alle de år fortalte Jomfru Maria mig om sit eget liv og Kirkens fremtid og om verdens fremtid. Jeg skrev det hele ned. Når Jomfru Maria fortæller mig, hvornår og til hvem, vil jeg give det til dem. Den 7. maj 1985 modtog jeg min sidste daglige åbenbaring. Det var da, Jomfru Maria blev hos mig i en hel time. Da betroede Jomfru Maria mig den 10. hemmelighed. Hun fortalte mig, at jeg ikke skulle se hende dagligt mere. Siden den dag og frem til i dag modtager jeg kun en åbenbaring én gang om året – den 25. juni. Og den sidste dag gav Jomfru Maria mig en stor, stor gave, til mig og til hele verden. Hvert enkelt menneske stiller spørgsmålet: ”Er der et liv efter døden?” Her, jeg står foran jer som et levende vidne om, at der er et liv efter døden. Dengang, under min sidste daglige åbenbaring, fik jeg lov til at se min mor lige så tydeligt, som jeg ser jer nu. Hun omfavnede mig; min mor omfavnede mig og sagde: ”Mit barn, jeg er stolt af dig.”

Hver dag kalder Jomfru Maria os, hun omfavner os, og hun gentager ordene: ”Kære børn.” Hun viser os, hvordan vi bør tænke. Det er op til os selv, om vi ønsker at tage imod denne fredens vej til omvendelse. Vi mennesker i verden er vidende om, at Himlen er åben for os hver eneste dag, men vi bliver ganske enkelt nødt til at handle. Når alt går godt i vores liv, kender vi ikke Gud, men når ulykken rammer, siger vi: ”Gud, hvor er du?” Han er altid hos os, men det er bare vigtigt, at vi åbner vore hjerter. I de første dage kaldte Jomfru Maria os til at bede hver dag, til at bede Trosbekendelsen og så syv gange Fader Vor, Hil Dig Maria og Ære Være. Senere bad Jomfru Maria os om også at bede Rosenkransen (kun ét mysterium). Så bad hun os om at faste på vand og brød én dag om ugen – om fredagen. Senere kaldte hun os til at bede endnu et mysterium af Rosenkransen hver dag. Så at tilføje endnu en fastedag om ugen. Og til sidst det tredje af Rosenkransens mysterier. Fordi Jomfru Maria sagde, at med bøn og faste ville vi være i stand til endda at standse krigen. Og alle de problemer og besværligheder, som vi måtte møde, vil vi være i stand til lettere at gennemleve med bøn og faste.

Jomfru Maria ønsker ganske enkelt ikke at forlade os. Hun ønsker at hjælpe os og at lede os. Men jeg gentager endnu engang; Jomfru Maria venter på, at vi åbner vore hjerter. Vi seks seere har hver vores opgave. Nogle beder for præster, nogle for dem, som endnu ikke har lært Guds kærlighed at kende, nogle for de syge, nogle for ungdommen, og Jomfru Maria kaldte mig til at bede for familierne. Jomfru Maria kalder os til at respektere ægteskabets sakramente, til at forny bønnen i familien, til at deltage i den hellige messe om søndagen, til at skrifte én gang om måneden, og det vigtigste er at have Bibelen som centrum i familiens liv. Hver eneste dag beder jeg for familierne. Men jeg beder også jer om at bede for os, for vore familier.

Jeg ønsker at takke jer for jeres ønske om at lytte til Jomfru Marias budskab. Jeg ville takke jer endnu mere, hvis I beslutter, at I vil bære Jomfru Marias budskab med jer i jeres hjerte, og sprede det og være vidner om det med jeres eget liv. Fordi Medjugorje ikke kun er her, men det er, hvor I spreder Jomfru Marias budskab. De vigtigste budskaber er fred, bod, omvendelse og faste. I skal bede for os, og vi vil bede for jer. Tak.

Kilde: Nyhedsbrevet ”The Children of Medjugorje” nr. 103-2010