Gennem 43 år har Jomfru Maria banket på mit hjertes dør

Seeren Ivan taler i Sankt Stephans Domkirken i Wien den 19. september 2024

Siden den 24. juni 1981 har Ivan Dragičević dagligt svaret på Guds Moders kald. Siden denne dag har han dagligt oplevet Fredens Moder åbenbare sig, set hende, hørt hende og bedt sammen med hende.

Ved Fredsbønnen den 19. september 2024 i Stephans Domkirken gav Ivan vidnesbyrd om, hvad Guds Moder ønsker at sige til os alle, og hvad hun har kaldet os til gennem mere end 43 år.

“Kære præster, kære venner i Kristus, jeg hilser jer af hele mit hjerte i dag.

Vi er kommet her i dag, fordi jeg gerne vil forny for jer de budskaber, som Guds Moder giver os. Vi er kommet, fordi vi ønsker at kaste os i det moderlige skød og finde beskyttelse og sikkerhed hos hende. Vi lever i vanskelige og fredløse, ja, i turbulente tider. Men Moderen kommer til os, og hun er blevet hos os gennem lang tid. Hun ønsker at trøste os, opmuntre os og lede os til Jesus. Så ofte har Guds Moder gentaget i sine budskaber:

”Frygt ikke, mine kære børn, for jeg er hos jer. Tag imod mine budskaber og lev dem! Beslut jer for det gode! Kæmp imod det onde, imod synden.”

Moderen taler enkelt. Hun gentager ofte sine ord, hun bliver aldrig træt. Ligesom I ved, kære mødre, der er tilstede her i dag, en moder må ofte gentage sig selv, så børnene ikke glemmer.

Gennem 43 år har Jomfru Maria banket på mit hjertes dør. Hun har valgt mig til at være sit redskab. Et redskab i hendes og Guds hænder. Det er en stor gave for mig, i mit liv og for min familie, men det er bestemt også et stort ansvar. For det er jo velkendt, at den der bliver give meget, af den bliver der også krævet meget. Jeg lever hver dag med dette ansvar. Og jeg ønsker at dele med jer dette gode, glade budskab, som Guds Moder kalder os til. Moderen kommer til os, hun kommer som Fredens Dronning, sendt af Fredens Konge, og siger:

”Fred, fred, fred, kære børn! Freden skal herske mellem mennesker og Gud og mennesker imellem. Mine kære børn, denne verden, menneskeheden, befinder sig i stor fare. Den er i fare for at ødelægge sig selv.”

Kære venner, det er ord, som Jomfru Maria allerede sagde for mange år siden, i begyndelsen af åbenbaringerne. Når vi i dag betragter og læser de budskaber, som Guds Moder gav os tilbage i 1981, taler de så ikke ganske tydeligt til os? Menneskene har fjernet sig fra Gud og fra Hans kærlighed. Gennem så mange år har Guds Moder været hos os, og hun ønsker at lede os til Jesus. Hun kommer og giver os budskaber, og gennem disse budskaber vil hun føre os til Jesus. Guds Moder ønsker at give os disse ord på en måde, som gør det lettere at leve dem. Hun kommer ikke til os for at sige noget, som vi ikke kan forstå. Hun ønsker at være os nær. Være hos os med sine enkle ord, så vi kan forstå budskaberne og efterleve dem. Hun ønsker at sige til os:

”Mine kære børn, den fred, som verden tilbyder os, er den store skuffelse, – freden finder man kun hos Gud. Gud er vores glæde, fred og liv. Derfor beslut jer for Gud. Gå sammen med Ham ind i fremtiden, så vil I have sikkerhed, fred og beskyttelse. Mine kære børn, tal ikke om freden men begynd i stedet at leve freden. Tal ikke om bøn, men begynd i stedet at bede og lev i bøn”.

I dag taler vi meget om fred og om bøn. Og vi taler smukt. Men Guds Moder kalder os til at omsætte disse smukke ord og gøre dem levende i vores liv! Guds Moder kommer til os. Hun ønsker at styrke os i troen, hun ønsker at styrke hele kirken i troen. Hun siger:

”Mine kære børn! Når I er stærke, bliver kirken stærk. Når I er svage, bliver kirken svag. Mine kære børn, I er min levende kirke. I er min kirkes lunger. Derfor bør hver af jeres familier være et sted, hvor der bliver bedt. Der findes ingen levende kirke uden levende familier”.

Kære venner, der er ingen levende kirke uden levende familier! Men familierne i dag er fulde af sår. Familien i dag bløder. Det er Guds Moders diagnose; det er det, hun siger. Men Guds Moder kommer til os og giver os alle et guddommeligt ord, en medicin for vores sygdom. Hun ønsker at hele vores sår, og trøste os i vores smerte. Hun har så megen kærlighed og moderlig varme. I et budskab siger Guds Moder:

”Mine kære børn, nutidens familier har brug for åndelig fornyelse. Uden familiens åndelige helbredelse er en åndelig helbredelse af menneskeheden ikke mulig”.

Derfor må vi igen invitere Gud ind i vores familier. Af den grund skal vi igen praktisere bønnen i vores familier. Gennem bøn og Gud, der har førstepladsen i familien, vil vi genfinde glæden, kærligheden og harmonien, som familien i den grad mangler, og som er så nødvendig. Guds Moder siger, at verden i dag er i en alvorlig krise. Den største krise er troen på Gud, fordi verden har fjernet sig fra Gud og Hans kærlighed:

”Mine kære børn, i dag har menneskeheden og familierne påbegyndt en fremtid uden Gud. De har på førstepladsen sat det, som verden giver og tilbyder. Men det kan I ikke leve af; det, som verden giver, det forgår! Beslut jer for Gud. Mine kære børn, i jeres familier er I ophørt med at bede. Forældrene har heller ikke tid til deres børn mere. Der mangler kærlighed i familierne”.

I dag bliver hvert andet eller tredje par skilt. Moralen står for fald. Der er stor indflydelse af alle medier; de sociale medier og fjernsyn. Det er som en kræft, der har inficeret hele menneskeheden og spredt sig med metastaser. Det er som metastaser, der breder sig. Men Guds Moder kalder os til at vågne op, til at åbne øjnene. At vi ser Gud og går vejen med Ham.

Menneskene i dag taler meget om kriserne. Den økonomiske krise og mange andre. Men hvor er den største krise? Det er den åndelige krise, det åndelige forfald! Guds Moder kalder os i særlig grad til at gå til Højmesse. Gudstjenesten skal være centrum i livet! Det har Guds Moder sagt i en åbenbaring på denne måde:

”Mine kære børn! Hvis I i morgen skal beslutte jer for, om I vil komme til mig eller gå til den Hellige Messe, så kom ikke til mig – men gå til messe”.

Den Hellige Messe skal være centrum i vores liv. For i den Hellige Messe møder vi Jesus, som hengiver Sig til os. Vi åbner os for Ham og tager imod Ham. Vi skal læse den Hellige Skrift i familien. Guds Moder har meget ofte sagt i sine budskaber:

”Læs den Hellige Bibel, mine kære børn! Måtte Bibelen i hvert eneste hjem ligge på et synligt sted. Måtte Guds ord være næring for jer på jeres livsvandring”.

På en særlig måde har Guds Moder gennem årene kaldet til tilgivelse. Så ofte har hun sagt:

”Tilgiv, mine kære børn! Tilgiv jer selv, tilgiv hinanden!”

Uden tilgivelse kan man ikke blive helbredt, hverken åndeligt eller fysisk eller følelsesmæssigt. Gennem tilgivelse bliver vi frigjorte i vores indre. Sand tilgivelse forudsætter bøn. Gennem alle årene har Guds Moder kaldet os til hjertebønnens skole. Vores bøn skal ikke bare være tradition eller noget mekanisk med læberne; bønnen skal være med hjertet, af kærlighed og med kærlighed. Bed med hele jeres væsen, således at bønnen bliver et møde og en samtale med Jesus, en hvilen i Ham. Fra hjertebønnen skal vi med glæde, fred og ro vandre ud. Guds Moder har så ofte sagt:

”Mine kære børn! Måtte bønnen være jer en glæde. Bed med glæde! Kære børn. Den, der beder, behøver ikke frygte fremtiden. Hvis I ønsker at bede bedre, skal I bede mere. For det at bede mere er en personlig beslutning, men at bede bedre er en nådegave. Det er en nåde, som bliver givet den, der beder mere”.

Ofte siger vi, at vi ikke har tid til at bede eller til at gå til messe eller til at være sammen med familien. Altid er problemet tid. Men Jomfru Maria siger det meget enkelt:

”Mine kære børn, sig ikke altid, at I ikke har tid. Problemet er ikke tid, problemet er kærlighed. Når et menneske elsker noget, finder det altid tid til det”.

Se, kære venner, kærligheden! Med en sådan kærlighed leder Guds Moder os. I et budskab siger hun:

”Hvis I vidste, hvor meget jeg elsker jer, ville I græde af glæde”.

Jeg håber, at vi alle af kærlighed og med kærlighed tager imod budskaberne, og at vi i fællesskab arbejder hen mod en bedre og smukkere verden. En verden, der er Guds børn værdig. Så mange gange har Jomfru Maria sagt:

”Mine kære børn! Jeg har brug for jer. Med jer kan jeg fuldføre mine planer”.

Lad os i dag være gode apostle, der bringer disse gode og glædelige budskaber ud i verden! Budskaberne om glæde, håb og opmuntring. Vi skal ikke se efter ydre tegn, efter noget at se eller berøre for at kunne tro. Jomfru Maria beder os om at være et tegn på den levende tro. Også selv om vi ikke ser hende, skal vi være glade og lykkelige over, at Guds Moder er hos os. Evangeliet siger:

”Salige er de, som ikke ser og dog tror”.

Kære venner, sådan må det være. Måtte I alle være velsignede! I vil alle være i min forbøn frem for Jomfru Maria!”

Jeres Ivan

Kilde: Nyhedsbrevet Gebetsaktion nr. 155-2024