Guds Moder kommer som Håbets Moder

En samtale med Ivan Dragićević den 30. december 2013
Af mag. Vitomir Damjanović

Ivan, vi er i Medjugorje, og du er kommet hertil fra Amerika for at fejre nytår. Julen og juledagene har du selvfølgelig tilbragt sammen med din familie i Boston. Hvordan oplever du julen i Amerika?

Ligesom i de foregående år er jeg kommet her til Medjugorje mellem jul og nytår. Efter at have fejret den største familiehelligdag, julen, sammen med familien i Amerika, er jeg kommet til Medjugorje for at holde nytår med min mor og mine brødre. Jeg bliver her til Helligtrekonger og vender derefter tilbage til Amerika. Hvad angår fejringen af julen i Amerika, kan man sige, at det ikke er det samme som i Medjugorje. I Amerika og mange steder i Europa opleves julen på en helt anden måde. Alt er på en måde underordnet den ydre fejring af julen, som viser sig ved overdekorerede byer, med alle slags reklamer, lys og fyrværkeri, man kan kalde det et pragtstykke af oppustet kunstig belysning.

Det er ikke kun i Amerika, det er sådan, men også i mange europæiske storbyer, hvor fejringen af julen primært baserer sig på materielle værdier og gaver. Jeg har ikke noget imod gaver, for det er dejligt at få en gave, men vi ved at julen ikke kun kan være gaver. Julen har sin egen dybere betydning. Medjugorje er i sammenligning med andre verdensmetropoler et meget lille sted. Her er en helt anden atmosfære, man fornemmer julen i luften. Her oplever man noget særligt. Det er meget lettere at møde Jesus i krybben her.Ivan, I har netop fejret den første jul uden din svigerfar, der døde i september i år.

Ja, efter en kort og svær sygdomsperiode døde min svigerfar i september i år. Han var nært knyttet til mine børn. Børnene har altid tilbragt megen tid sammen med ham, især når jeg har været udenfor Amerika, rundt i verden, for at aflægge vidnesbyrd. Han var altid hos dem, og i alle årene har han bragt dem til og fra børnehave og skole.

Da vi så samledes i julen, har vi naturligvis talt meget om ham. Mine børn savnede ham som bedstefar, min hustru savnede ham som far og min svigermor som mand. Vi følte stor tomhed, men Gud har sine planer med os, og døden er i hvert fald en fast del af vores forgængelige liv her på jorden. Gud har sendt os på denne jord, og Han tager os tilbage, ikke efter vores vilje, men efter Hans vilje. Derfor må vi som troende tage Guds vilje til os.

Jeg nævnte dette, også fordi det var en af dine grunde til, at du ikke kunne komme til Wien i år for at give vidnesbyrd i katedralen, og seeren Marija kom i stedet.

Ja, det var en af de vigtigste grunde til, at jeg var nødt til at melde afbud til at komme til Wien i år. Vi har fire børn, og min svigerfar hjalp os meget med børnene. Men da skolen begyndte i september, lå min svigerfar meget syg derhjemme. Min kone måtte arbejde, og det ville ikke være muligt for hende samtidig at skulle aflevere børnene i forskellige skoler, i forskellige områder. Derfor besluttede jeg sammen med min kone, at jeg ville blive i Boston og hjælpe hende.

Hvordan ser du på disse møder i Wien, når du er med os og når kardinalen også er til stede?

Det er noget særligt, og det er vanskeligt at beskrive denne atmosfære med ord. Det er en meget smuk atmosfære, hvor vi er helt i bøn, hvor vi er samlet omkring Jesu Kristi bord og en af hans hyrder er med os. Jeg ved, at kardinalen meget gerne tager imod os i kirken, og jeg er ham af hjertet taknemmelig for denne gæstfrihed. Altid når jeg kommer, fornemmer jeg en stor glød, et stort ønske, en vedholdenhed i livet i forhold til det, som Jomfru Maria gennem årene kalder os til. Jeg fornemmer virkelig, at alle disse mennesker ved dette møde løftes opad. Hvert af disse årlige møder er som en fornyelse for dem og deres familier. Her kan de på en særlig måde lade deres batterier op, så de sidenhen kan leve og være vidner og lys for andre.

Efter åbenbaringen i dit kapel nævnte du, at Jomfru Maria kalder til hellighed i familierne.

Jomfru Maria kalder os konstant til fornyelse og hellighed i familierne. Ikke kun gennem de sidste måneder, men gennem alle disse 32 år med åbenbaringer. Vi kan ikke forvente, at verden i dag bliver bedre, når familien befinder sig i en tilstand af åndelig opløsning. Denne tilstand af åndelig opløsning i familien vil jeg sammenligne med en sygdom. Det er ligesom en kræftsygdom, der danner metastaser og breder sig i hele kroppen.

Derfor kalder Jomfru Maria os hele tiden og giver os den medicin, som vi kan bekæmpe denne slags kræft med, som ødelægger vore familier. Medicinen hjælper os med at føre familien tilbage på et plan og et spor, som er værdig for en hellig familie af i dag. Vi må således tage imod medicinen, anvende den, leve den for at kunne opleve glæden i familien. Vi må antage korset i vore familier. Hos den ene er korset tungt, hos den anden er det lettere, men vi må tage imod korset uanset hvad, for at vi, igennem familiens kors, kan herliggøre Gud. Hvert kors, hver udfordring giver os et budskab, som taler til mig, til dig, til os alle. Her er det meget vigtigt at fremhæve dialogen i familien, kærligheden og freden, som i dag er så fraværende. Vi lever i et splittet samfund, og vi kan ikke forvente et sundt samfund uden sunde, åndelige familier.

Ivan, håber du, at Vatikanet snart vil udtale sig om Medjugorje?

Ja, jeg håber, at det bliver i nærmere fremtid. Jeg siger nærmere fremtid, fordi jeg ved, at kommissionen har afsluttet sit arbejde og har sendt det hele til den højeste kirkelige instans, i dette tilfælde troskongregationen. Det hele går nu til paven, der vil træffe en beslutning og bekendtgøre den.

I marts i år fik vi en ny pave. Hvordan oplever du ham som hyrde i nutidens Kirke?

Det er svært for mig at sige noget ud fra den position, jeg befinder mig i. Men på det vi alle ser, kan jeg sige, at vi har en pave, en fader, der udmærket ved i hvilken tilstand ikke kun Kirken, men hele verden, befinder sig i.

Han virker som en hyrde, der vil forandre det, som er forældet, både indenfor Kirken såvel som udenfor. På den måde ønsker han at holde et sandhedens spejl frem for Kirken, som vi alle kan spejle os i. Man må rense Kirken indefra, og når den er renset indefra, så vil den også skinne mere udadtil. På den måde er der meget at gøre endnu, man kan sige, at han endnu kun er i begyndelsen af den opgave. På mig virker paven til at være meget god for denne tid. Han vil gerne bringe os nærmere Jesus Kristus og fortælle os, at Kristus er kommet til verden for os alle, og at Han er menneskehedens eneste frelser. Der findes ikke nogen alternativer. Vi har kun ét valg, og det er Jesus. Vi ved alle, hvad og hvem Jesus er.

Medjugorje står i alle disse år foran et stort vendepunkt og kalder os ad en vej, som nutidens menneske burde følge. Hvordan ser du Medjugorjes betydning i nutidens Kirke?

Jomfru Marias besøg hos os i Medjugorje, og gennem Medjugorje hele verden, i de sidste 32 år, er i virkeligheden et besøg i Kirken, i en levende Kirke, som befinder sig på et vendepunkt. Jeg kan sige med rette, at menneskeheden befinder sig på et vendepunkt, hvor det store spørgsmål rejser sig, hvilken vej vi vil gå. Om vi vender os mod det jordiske, lig med verden og verdslige ting, eller om vi vender os mod Himlen, mod Jesus, som livets centrum. Hvis vi vender os mod Jesus, som er vejen, sandheden og livet, så kan vi i dette håb forvente – Guds Moder kommer som Håbets Moder – at det vil blive meget skønnere.

Når jeg siger det, vil jeg fremhæve, at jeg kun er et menneske, der ser og ved, hvad menneskehedens sande kald er, uanset tro og nationalt tilhørsforhold. Det er mig ikke lige meget, når jeg ser, at Europa, efter mange århundreders præg af kristendom, smider kristne værdier ud af forfatninger, som man har levet efter og overlevet på gennem alle de ulykker, der er tilstødt i tidens løb. Derfor er Jomfru Maria kommet i alle disse år for at hjælpe os. Hun ønsker at åbne vore øjne, så vi erkender, hvor verden fører os hen. Hun giver os budskaber om, hvad vi allerede i dag bør gøre, for der er ikke tid til at vente, tiden presser sig på, og vi må leve Guds Moders budskaber lige nu.

Allerede i overmorgen begynder det nye år, en ny mulighed for at spørge sig selv, hvor man går hen, og hvordan man vælger den rette vej.

Det nye år bringer nye udfordringer med sig, derfor må vi være forberedt på disse udfordringer. Vi må være åndeligt stærke og vandre videre i troen på Guds Ord. Det, jeg i dag særligt vil understrege, er det faktum, at verden og samfundet bygger ikke bare på tomme ord, men på ord der på samme tid er lovende og forgængelige. Vi taler så pænt om alt, sådan er det også lige nu, når jeg taler. Det er rart at lytte til, men hvis man skal leve det, der bliver sagt, så er vi ikke konsekvente. Hver enkelt af os må hver dag udforske sig selv, som medlem af den levende Kirke. Man må hver dag tage ved lære og eliminere det, der er dårligt.

Apostlen Paulus har sagt, at tro uden handling er død, og det betyder, at vi må leve det, vi prædiker. Vi må altså begynde at bede mere, og at leve det mere, som vi beder om, så vil man se frugterne. I Evangeliet står der: ”I skal kende dem på deres frugter.”

Kilde: Nyhedsbrevet Gebetsaktion nr. 112-2014