Guds Moder spreder en duft fra Paradis

Vidnesbyrd givet af seeren Marija Pavlović-Lunetti

Efter åbenbaringen den 2. marts 2024 fortalte seeren Marija, hvad hun havde oplevet under åbenbaringen.

”Under åbenbaringen bad jeg Guds Moder om fred i vores hjerter, for, som jeg tidligere har sagt, begynder freden i vores hjerter. Jeg bad Guds Moder om at skænke os freden i vores hjerter, i vores familier og ud over hele verden.

Jeg lagde alle vores anliggender frem for Guds Moder. Jeg bad også for den samling, som vi afholder netop nu, at vi herigennem må blive redskaber for freden i denne verden, som har så stor brug for fred.

Guds Moder sagde: ”Vær I forlængelsen af mine hænder i denne verden!” og hun sagde, at vi virkelig kan være fredens redskaber, altså fredsbærere. Det har Guds Moder påbegyndt med os.

Vi var børn i et lille land, og vi var meget generte, men Guds Moder har udvalgt og indsat os, og vi er meget lykkelige for at skulle være hendes redskaber. Når Guds Moder åbenbarer sig, breder der sig en duft fra Paradiset, og vi skal være Paradisets duft i denne verden. Det har Gud meget brug for.

Derfor er der også stadig flere mennesker, som søger efter Gud, men der er også mange, som farer vild. Men ved hjælp fra Guds Moder finder de igen den rette vej, fordi hun er en Moder, der elsker os, som tager os til sig og er hjertelig. Hun kalder os altid: ”Kære børn!” Vi er virkelig hendes børn! Guds Moder siger: ”Gud har tilladt mig at være iblandt jer.” Det er Paradisets skønhed.

Så ofte ser vi kun krig og ulykke, og vi ved snart ikke mere med sikkerhed, om vi egentlig er mand eller kvinde, på grund at alle de ideologier, der kommer ind over os: Kommunismen; Forbrugerismen; Materialismen og mange andre ideologier, som alle er forbigående.

Der er så mange ideologier, der kommer til os, og vi er ganske forvirrede. I begyndelsen var kommunismen her. Dengang Guds Moder først åbenbarede sig her, var kommunismen meget stærk. Så kom forbrugerismen fulgt af materialismen, og, som alle ideologier, holdt de os mere eller mindre i et fast greb.

I dag er der forvirringens ideologi, for vi ved ikke længere, om vi er kvinde eller mand. Ofte ved vores unge mennesker ikke, hvad de skal være, når de bliver voksne.

Men Guds Moder fortæller os, at det kun er forbigående. Kun Gud varer evigt. Knyt jer til Gud. Uden Gud har I ingen fremtid. Omvend jer til Gud. Når vi omvender os til Gud, finder vi glæde. Når vi finder Gud, bliver vores hjerte fyldt af glæde.

Kilde: Nyhedsbrevet Gebetsaktion; nr. 153-2024