Guds Moders kærlige blik siger det hele

Samtale med seeren, Jacov Čolo, den 3. februar 2017

Jacov, du er den yngste seer og var bare 10 år, da Guds Moder første gang åbenbarede sig for dig. Kan du huske, hvordan du følte det første gang, og hvordan det hele påvirkede din barndom?

Det er rigtigt, da jeg så Guds Moder første gang, var jeg kun 10 år. Kort tid derefter mistede jeg mine forældre. Det var selvfølgeligt et stort tab for mig, en stor lidelse, først og fremmest fordi jeg stadig var et barn. Men Gud var altid hos mig med sin kærlighed, og Guds Moder var altid hos mig med sin moderlige kærlighed. Jeg tog det som Guds vilje; Guds vilje for mig. Åndelig er jeg vokset, ligesom ethvert andet menneske. Budskaberne, som Guds Moder inviterer os til at virkeliggøre, dem har jeg også taget imod og spurgt mig selv, om det var muligt at efterleve. Fra de første åbenbaringer har jeg taget imod Jomfru Maria og holdt af hende som min mor. Vi ved, at når man betragter én som sin mor, så vil man gøre alt for hende. I begyndelsen var det noget vanskeligt, men jeg er vokset åndeligt. Jeg kan sige, at jeg er blevet bygget op gennem min daværende beskæftigelse og mit frivillige engagement i organisationen ”Marias hænder”.

Kan du beskrive nærmere, hvad du oplever under åbenbaringerne? Hvad der er det smukkeste for dig?

Det er svært med menneskelige ord at beskrive den følelse, man oplever under en åbenbaring. Sådan siger Mirjana også altid: Når man er sammen med Jomfru Maria, så er man ikke på denne jord. Det er som om, man er i en anden dimension, som om man er i Himlen. Jeg dykker ind i en fred, i en glæde. Det, der er skønnest for mig under en åbenbaring, det er Marias øjne. Når jeg ser ind i hendes øjne, så ser jeg så meget kærlighed i dem, og denne kærlighed føler jeg samtidig i mit hjerte. Dette blik i Guds Moders øjne siger alt. Nu har jeg f.eks. mange spørgsmål, som jeg gerne ville stille Jomfru Maria, men når jeg står foran hende, så er disse spørgsmål overflødige. Så forstår jeg mange ting alene ved, at jeg ser hendes blik. Gennem blikket i hendes øjne får jeg svar på alle de spørgsmål, som jeg ville have stillet hende.

Kunne I se andet end Jomfru Maria under åbenbaringerne?

I begyndelsen så vi ofte Jomfru Maria ledsaget af engle. Jeg har nu åbenbaringer hvert år til jul. Da kommer Guds Moder altid med den lille Jesus. Det Jesusbarn, som ligger i hendes arme, har jeg egentlig aldrig rigtig set, fordi barnet er tildækket af Jomfru Marias kåbe.

Kan du fortælle os noget om dit forhold til fader Slavko Barbaric?

Fader Slavko behøver jeg ikke at fortælle meget om: der er blevet fortalt nok om, hvad han har betydet for Medjugorje. Han er endnu i dag nærværende her i Medjugorje. Hvad mit forhold til ham angår, var han der altid for mig; når der opstod et problem et eller andet sted, så kunne man altid regne med fader Slavko. Fader Slavko var ikke kun en åndelig ledsager for os alle, han var også en god ven.

Jacov, kan du fortælle os noget om foreningen ”Marias hænder”, som blev stiftet forrige år. Hvordan hjælper foreningen nødlidende, hvilke erfaringer har I gjort indtil nu, og hvordan er de fremtidige planer?

I mit hjerte havde jeg et ønske om at gøre mere for menigheden, for brødre og søstre i nød. Jeg mærkede, at jeg kunne gøre en forskel og gerne ville give mere. Guds Moder siger ofte i sine budskaber: ”Bed, og I vil blive givet fra oven, hvad I skal gøre”. Gud talte til mig gennem fader Marinko Šakota, vores sognepræst i Medjugorje, som er en god ven med alle menighedens medlemmer, inklusive mig selv. Jeg talte med ham om dette emne, og han bad mig komme igen om nogle dage. Da vi mødtes igen, foreslog han mig at blive leder af kontoret for særligt nødlidende i menigheden Medjugorje. Det tog jeg imod med glæde, og vi begyndte straks arbejdet.

Allerførst begyndte vi at støtte familier i Medjugorjes menighed. Selvom Medjugorje, udefra set, giver indtryk af at være et sted, hvor alle er velstående, så findes der også her familier, der lever i yderste fattigdom. I starten var det store problem at få kontakt med disse familier, uden at ramme dem på deres værdighed. På den anden side skulle vi i kontakt med dem for at kunne hjælpe dem. Det er også ofte sådan, at mennesker idealiserer os seere som værende mennesker, der er verdensfjerne og fejlfri, som tilbringer 24 timer i døgnet på knæ for at bede. Også vi er kun mennesker med hver vores svagheder og utilstrækkeligheder. Vi vil gerne gå hellighedens vej, men vi lever samtidig midt i livet med livets højdepunkter og lavpunkter ligesom alle andre.

Jeg kunne ikke tro det, da jeg så hvor vanskelige betingelser, ca. 30 af de værst ramte familier levede under. Der findes familier, hvor mennesker bogstaveligt talt lider sult og har brug for brød. Ved mødet med disse mennesker forstår man også, at det ikke kun handler om materiel hjælp. Et hjertevarmt blik, et håndtryk, et trøstende eller opmuntrende ord betyder ofte endnu mere end en hjælpepakke. Førhen har jeg formodentlig ofte mødt sådanne mennesker, men først nu hvor vi har åbnet os for hinanden i næstekærlighed, har jeg virkelig lært dem at kende. Sandheden er, at disse mennesker har hjulpet mig. Gennem dem er jeg vokset som menneske og som kristen. De har vist mig, hvordan man skal leve i praksis som kristen i denne verden. De har vist mig, hvor utaknemmelige vi er overfor Gud, for alt det vi har; hvordan vi oplever alt det, vi har, som selvfølgeligt.

Hvornår blev ”Marias hænder” registreret som forening?

Kontoret for særligt nødlidende i Medjugorje sogn omdannede vi til foreningen ”Marias hænder” for 8 måneder siden. Det er fader Marinko Šakota, der har givet foreningen navn. Navnet er meget beskrivende. Guds Moder har vist sig her i Medjugorje igennem mere end 35 år, og hun kommer altid med åbne arme. Hun inviterer os til at komme til hende, så hun kan lede os til Jesus. Jeg tror, det er på tide at forstå, at det at gå til Jesus og Maria, det betyder at gå til brødre og søstre i nød, at række dem vore hænder. Jeg har givet vidnesbyrd mange gange, og det vil jeg også gøre fortsat, men fra nu af vil vægten ligge på vidnesbyrd gennem handling.

Hvor mange frivillige engagerer sig i foreningen? Er I aktive også udenfor Medjugorje?

Jeg arbejdede alene de første 3½ år. I løbet af årene har jeg indset, at jeg har brug for hjælpere. Jeg begyndte at bede Herren om hjælp til at vise mig, hvordan det skulle gå videre. I bønnen fornemmede jeg, at jeg skulle søge efter frivillige. I begyndelsen havde jeg ikke meget tiltro til det. Jeg havde ikke ventet, at der ville melde sig 50 frivillige indenfor 20 dage. Lige nu har vi 90 frivillige, som alle kommer fra Medjugorje, og det som glæder mig særligt er, at det er unge mennesker.

Nu til dags bliver de unge ofte beskrevet med etiketter som ”udsvævende” og ”uinteresserede i deres medmenneskers behov”, men sandheden er, at den enkelte unge har et stort hjerte, som længes efter sandhed, retfærdighed og godhed. Man må bare vise dem den rigtige retning.

Vi mødes regelmæssigt om mandagen; først beder vi en bøn, hvor vi beder til Gud om at give os fred, godhed og glæde, som vi kan give videre i indsatsen for de trængende. Vi synger også meget, vi arrangerer mange velgørenhedskoncerter til fordel for forskellige anliggender, også for pilgrimme. Jeg gentager ofte, at sang er som dobbelt bøn. Efter bønnen planlægger vi ugens aktiviteter. Hver frivillig forpligter sig til at hjælpe mindst 2 timer om ugen. For tiden har vi udvidet vores aktiviteter til hele Bosnien og Hercegovina.

Jacov med sin mor

Hvad ønsker du at sige til vore læsere her til sidst? Kan du i nogle få sætninger sige, hvad Guds Moder forventer af os?

Først og fremmest ønsker jeg at sige, at Jomfru Maria elsker os. Det har hun vist os i Medjugorje gennem de sidste 35 år, når hun kalder os ”Kære børn”! Som afslutning på hvert budskab siger Guds Moder ”Tak; fordi I har lyttet til mig”. Vi skulle tænke mere over, hvor stort det er, at Jomfru Maria siger ”Tak! ” til os.

Hvordan har vi virkelig fulgt hendes kald? Hun ønsker, at vi er glade og kommer til Jesus. Hos Ham er vores frelse, vores fred, vores glæde og kærlighed. Guds Moders åbenbaringer i Medjugorje er bare en vej ad hvilken, Jomfru Maria ønsker at føre os til Jesus. Det skønneste vi kan gøre er, at vi åbner vore hjerter for Jomfru Maria, at vi giver hende vore hjerter, og at vi lader hende komme ind i vore liv.

Kilde: Nyhedsbrevet Gebetsaktion nr. 125-2017