Hver enkelt åbenbaring er en stor gave

Samtale med Vicka på søster Josipas børnehjem i Vionica den 19. marts 2006

Vicka, vi skal snart fejre 25 år med åbenbaringer. Hvad kan du sige om det?

25 år med åbenbaringer er en stor glæde, og 25 år med Jomfru Maria er helt sikkert noget meget stort for mig. Men hver dag, jeg oplever med Jomfru Maria, er altid som et nyt møde. Det er aldrig den samme åbenbaring. Hver åbenbaring er i sig selv en stor gave for os seere, og det fylder os med glæde og begejstring at være sammen med Jomfru Maria. Siden åbenbaringerne begyndte, har jeg haft åbenbaringer dagligt.

Fortæl os noget mere om dit møde med Jomfru Maria, for du har jo ikke åbenbaringerne på samme tid, som de andre seere?

Møderne med Jomfru Maria er præcis som tidligere. På det punkt har intet ændret sig. Jeg har allerede sagt, at hvert enkelt møde med Jomfru Maria er noget nyt for mig. Ind imellem har jeg mulighed for at spørge Jomfru Maria om noget, men ellers lytter jeg til hende og beder med hende. Hele mødet afhænger af Jomfru Maria, og hvordan hun begynder. Ved mine møder med Jomfru Maria understreger hun altid vigtigheden af at bede for ungdommen og for familien. Hun siger altid, at ungdommen befinder sig i en svær situation, specielt pga. den situation der hersker i verden i dag. Derfor beder Jomfru Maria særligt for, og anmoder også os om at bede for virkeliggørelse af hendes plan. Hun har allerede længe opfordret os til, at vi forstærker vores bøn for at hjælpe hende med at realisere hendes plan.

Kan du fortælle os noget om dine første møder med Jomfru Maria?

Jeg husker de første dage, særligt når der kommer pilgrimsgrupper til mig, som jeg giver vidnesbyrd. Jeg ved, at flere af dem er kommet for første gang. Jeg fortæller alle i detaljer om mine første møder med Jomfru Maria. Folk vil gerne vide, hvordan det var i starten, således at de kan følge Jomfru Marias appel om at bede og faste og omvende sig, og således at intet af det, som er hændt, bliver sprunget over. Når jeg fortæller folk om budskaberne, lytter de gerne til mig, men allerhelst vil de gerne høre, når jeg fortæller, hvad der skete den første dag, hvor jeg var ude og gå tur. Mirjana, Ivanka og Milka, Marijas søster, gik foran mig. Da jeg nærmede mig dem, råbte de til mig: ”Vicka, skynd dig, skynd dig at komme hen til os.” Mens jeg løb hen til dem, tænkte jeg, at de måske var blevet angrebet af en slange eller et andet dyr, for jeg så, at de var fuldstændig ophidsede. I det øjeblik havde jeg ikke engang i drømme kunnet forestille mig, at Jomfru Maria ville åbenbare sig, og at det netop var Jomfru Maria de så. Sådan nærmede jeg mig dem, og de fortalte, at Jomfru Maria havde åbenbaret sig for dem. I det øjeblik, hvor de fortalte mig det, fyldtes jeg med angst. Jeg lod mine sandaler falde af fødderne og løb endnu stærkere hen mod dem. Jeg husker det, som var det i går. Mens jeg således løb hen til dem, kom Ivan Dragičević på vejen, og jeg fortalte ham, hvad Mirjana, Milka og Ivanka havde sagt. Han hørte roligt på, hvad jeg sagde, og jeg foreslog, at vi begge to løb over til dem, og vi fortsatte sammen. Pludselig vendte jeg mig om og så, at Ivan var forsvundet. Jeg vidste, at han kort forinden havde gået ved siden af mig, og nu var han der ikke længere. Han var løbet væk, men ikke den vej vi kom fra. Han var sprunget over et hegn og løbet tværs over en mark og hjem…

Jeg vidste, at mit hoved var bøjet mod jorden. Jeg frygtede ikke Jomfru Maria, men der var noget stærkere i mig, som i dette øjeblik ikke tillod mig at løfte hovedet. Der gik et par minutter, og mit hoved løftede sig mere og mere, præcis til det sted, hvor Jomfru Maria åbenbarede sig. Vi stod på det tidspunkt på vejen, og Jomfru Maria stod på bjerget på det sted, hvor Jomfru Maria statuen står i dag. Det er det nøjagtige åbenbaringssted. Det var langt væk fra det sted på vejen, hvor vi stod, men det var ejendommeligt, for Jomfru Maria stod lige foran os, som om hun var dér, og som om vi kunne have rørt hende med hånden. Jomfru Maria vinkede os til sig med sin højre hånd og gjorde tegn til, at vi skulle nærme os, men vi kunne ganske enkelt ikke, og vi piskede alle hjem og efterlod Jomfru Maria alene tilbage.

Dagen efter besluttede Mirjana, Ivanka og jeg os for at gå en tur samme vej. Og vi sagde til os selv: Hvis Jomfru Maria er der igen, så fortæller vi det til andre mennesker i landsbyen. Og hvis hun ikke er der, fortæller vi det ikke til nogen. Vi gik den sammen vej, og da vi kom til samme sted, ventede Jomfru Maria allerede på os. Hun var det samme sted, som hun havde været dagen før. Om aftenen gik jeg hen til Marija, hvor Jacov også var. Jeg fortalte dem, hvad der var sket, og de syntes, at hvis vi gik der hen igen dagen efter, skulle vi kalde på dem, så de kunne gå med, også selvom vi måske ikke ville få Jomfru Maria at se. Men så kunne de være hos os og bede med os. Da vi kom derhen, var Jomfru Maria der allerede. Jeg gik tilbage for at kalde på Jacov og Marija, som vi havde aftalt.

De gik med mig, og vi kom til Mirjana, Ivanka og Ivan, som allerede var der. I det samme skete et under. Vi var stadig langt fra Jomfru Maria, men pludselig stod vi sammen med hende på bjerget. Ingen af os kan i dag forklare, hvordan det var muligt, og hvordan vi så hurtigt kunne komme til åbenbaringsstedet. Det hele udspillede sig i en brøkdel af et sekund. Vi vidste, at der ikke var nogen vej til åbenbaringsstedet, og at der kun var sten og tornebuske. Det var vores første møde med Jomfru Maria, og vi begyndte at tale med hende.

Vicka, der er sket meget fra de første dage og til i dag. Hvordan ser du denne helt nye verden, som har åbnet sig for os med Jomfru Marias åbenbaringer i Medjugorje?

Alt dette siger os, at Gud og Jomfru Marias værk er stort. Det er helt sikkert ikke nogle simple mennesker, som har startet det her. Det er derimod Guds plan, som Han vil realisere gennem os. Ethvert menneske, som virkelig vil gøre noget godt, kan hjælpe Medjugorje og med sit hjerte vise, at det betaler sig at gøre noget stort for Gud og for Jomfru Maria. For lønnen i Himmelen er stor. Jeg tror, at vi alle gør det af kærlighed til Jomfru Maria, og hun vil helt sikkert gengælde det hundredefold her på jorden og i Himmelen.

Vi befinder os her på dette børnehjem, som den afdøde søster Josipa har grundlagt. Vi ved i dag, at stedet her ledes af Guds forsyn. Her bor 130 børn, som ikke har nogle forældre. Blandt dem er 15 børn, som vi har fundet i skraldespande, på vejen eller ved kirkedøren i Medjugorje. De bliver alle forsørget her og har deres hjem her. Her gives ingen løn. Stedet fungerer kun med hjælp fra gode mennesker. Og således kan stedet fortsætte med at eksistere. Menneskeligt set kunne vi ikke klare det alene, men vi ved, at Gud og Jomfru Maria driver dette hjem på deres måde. Vi er derfor taknemmelige for alle mennesker, der af god vilje, hjælper de fattige i verden. Vi skal alle være bevidste om, at vi her er Guds og Jomfru Marias forlængede arm, deres instrumenter, som de betjener. Jeg er næsten hver dag her på børnehjemmet. Lederen er søster Kornelia, en biologisk søster til den afdøde søster Josipa, som i fællesskab med sine søstre og mig tager sig af børnehjemmet.

Er der noget, du vil sige os her til sidst?

Allerhelst vil jeg gerne fremhæve det faktum, at alle disse år med Jomfru Marias åbenbaringer i Medjugorje er en stor nåde. Og derfor må vi til stadighed takke hende for de gaver, vi har modtaget fra hende, og som vi vil modtage i fremtiden. Lige så vigtigt er det også, at alle forstår, hvorfor Jomfru Maria kommer til os på jorden, og hvad hun ønsker af os. Vi må forstå, at i løbet af alle disse år er Jomfru Maria kommet til os hver dag her på jorden med stor glæde for at hjælpe os. Hendes glæde er endnu større, når vi følger hendes vej og med hjertet efterlever hendes budskaber.

Det er ikke vigtigt om åbenbaringerne har varet i 24 eller 25 år, vigtigere er det, at vi alle forandrer os, idet vi følger den vej, som Gud gennem Jomfru Maria kalder os til. Jomfru Maria vil helt sikkert glæde sig endnu mere på årsdagen, hvis vi allerede før – allerede fra i dag – forandrer os og efterlever hendes budskaber endnu dybere. Således vil vi sammen med Jomfru Maria afvente 25 års dagen med stor glæde i vores hjerter. Vi vil give Jomfru Maria vores hjerter, og hun vil helt sikkert belønne os, fordi vi har hjulpet hende med at udføre hendes planer. Hermed anbefaler jeg jer og jeres familier at følge den bønnens vej, som Jomfru Maria kalder os til at følge. Specielt vil jeg bede for de syge, for de syge kommer altid i første række – forud for andre. Jeg beder mest for, at Jomfru Maria vil give dem kraft, således at de med hjertet og med kærlighed kan bære korsets gave. Må Fredens Dronning velsigne jer med hendes fred og med hendes kærlighed, og bringe freden, kærligheden og glæden til jeres familier.

Kilde: Nyhedsbrevet Gebetsaktion nr. 81;2006