”Jeg er et vidne på, at der findes et liv efter døden”

Vidnesbyrd af seeren Ivanka Ivanković-Elez den 11. september 2000 i Medjugorje

Jeg ønsker allerførst at hilse alle hjerteligt velkommen og takke jer for, at I har taget imod budskaberne.

Jomfru Maria har fra første dag her i Medjugorje præsenteret sig som Fredens Dronning, og hendes første budskab var budskabet om fred.

Fred, omvendelse, faste og bod er til den dag i dag de vigtigste budskaber fra Medjugorje.

Jomfru Maria har fra begyndelsen opfordret os til at bede Rosenkransen.

Mange begår den fejl, at de beder Rosenkransen mekanisk; Jomfru Maria ønsker sig, at vi mindst beder ét Fader Vor, og at det kommer fra hjertet.

Jomfru Maria ønsker ydermere, at vi faster på brød og vand, men hun ønsker ikke, at vi bliver syge af det. Derfor siger hun, at vi på denne dag også kan give afkald på noget andet, som er os særligt kært.

Min mor døde to måneder før åbenbaringerne begyndte. Gud har givet mig den nåde at få lov at se hende fem gange i løbet af alle disse år. Derfor kan jeg stå her og være et levende vidne og sige: “Der findes et liv efter døden!”

Fra 1981 – 1985 modtog jeg en åbenbaring dagligt. Den 7. maj 1985 betroede Jomfru Maria mig den tiende hemmelighed. Gennem disse år har Jomfru Maria fortalt mig om menneskehedens og kirkens fremtid og hendes eget levnedsløb. Når tidspunktet er kommet for at tale om det, så vil hun fortælle mig det, og vi vil offentliggøre det.

Den 7. maj 1985, dagen for min sidste daglige åbenbaring, tilbragte Jomfru Maria en time med mig. Jeg var meget ked af det, fordi jeg spurgte mig selv, hvorfor kan de andre stadig se hende dagligt og jeg ikke mere?

På det svarede Jomfru Maria mig, at jeg havde virkeliggjort alt, hvad hendes Søn havde forlangt af mig. Og hun lovede mig, at jeg hvert år den 25. juni ville modtage en åbenbaring. Lige siden har Jomfru Maria åbenbaret sig for mig denne dag.

Vi seks seere er hver især udvalgt af Jomfru Maria til hver vores bestemte opgave. Min opgave er det at bede for familierne. Også i budskabet den 25. juni 2000 kalder hun os på ny til at bede for familierne. Vi skal bede i fællesskab med børnene og ære ægteskabets hellige sakramente.

Vi må blive bevidste om vigtigheden af familien og bønnen i familien. Også selv om det kun er fem minutter om dagen, hvor vi samler familien, beder med børnene og planter Guds kærlighed i dem, så kan der allerede ske meget. Mig går det heller ikke anderledes end Dem, også i min familie er der højder og dybder, men gennem bønnen kan vi klare og nå alt.

Jomfru Maria understreger, at vi kun kan nå det gennem bøn, og at vi slet ikke er klar over alt det, vi kan opnå med vores bøn og vores faste.

Mange spørger mig: Er det alt, hvad Jomfru Maria vil, altid kun bøn, bøn, bøn?
Ja, vi skal simpelthen bede helt anderledes, med hele hjertet.

Spørgsmål til seeren Ivanka fra pilgrimmene:

Deres gerning er helt særligt for familier?

Ja, vi skal gøre bønnen så dyb, at den styrker os i vores familie. Se på ægteskaberne! Vi lever i en verden, hvor ægteskabets hellige sakramente ikke længere hverken æres eller agtes. Et halvt år, et år, så skilles man igen. Det er meget vigtigt, at vi fordyber os så meget i bønnen, at vi derved kan styrke familien, fordi Jomfru Maria har sagt, at Satan er stærk og ønsker at destruere vores familier.

Ved bøn forstår man ikke alene at bede den samlede Rosenkrans. Bøn er også at gøre en god gerning, en samtale, at række nogen hånden og hjælpe dem. Alt det er bøn.

Beder Deres børn gerne ?

Det er vigtigt at plante Guds kærlighed i dem fra begyndelsen.

Jeg har tre børn på tolv, ti og seks år, og de er alle tre forskellige. Den store datter beder gerne Rosenkransen, sønnen siger til mig: ”Mor, tal med mig, forklar mig hvordan Gud er, læs med mig i Bibelen.” Den yngste datter beder mig tegne med sig… alt det er jo bøn!

Vi forældre har brug for meget tålmodighed, vi må være vidner med og i vores liv. Hvis vi kun taler og ikke handler efter det, så forstår børnene intet, og det har ingen mening.

At udøve pres har højst sandsynligt den modsatte effekt. Jeg forsøger først og fremmest at være ven for mine børn, og så først moder og alt andet.

Taler De også med Jomfru Maria om Deres personlige problemer?

Siden jeg nu kun har én åbenbaring om året, taler jeg ikke mere om private anliggender. Jeg lægger først og fremmest alle de personer frem i forbøn, som har betroet sig til mig og har brug for forbøn. Derudover ønsker jeg at udnytte tiden mest muligt ved at lytte til Jomfru Maria.

Gud kender alle vore kors. Enhver af os har nu engang et større eller mindre kors at bære. Gud er sig dette bevidst. Det eneste, vi kan gøre, er at bede, så Han hjælper os at bære dette kors. Han vil så give os svar.

Hvad tænker De om det at dø?

Vi behøver ikke at være bange for at dø. Jeg er et vidne på, at der findes et liv efter døden. Når Gud kalder os til sig, så bør vi være parate til at gå til Ham, men vi bør også forstå, at livet her på jorden er en korsvej. Døden behøver vi ikke at være bange for.

Det er dejligt at høre, at De giver vidnesbyrd om et liv efter døden. De har set Deres mor? Har De også talt med hende?

Jeg har set min mor, præcis ligesom jeg ser Dem foran mig her. Fem gange har jeg fået lov at se hende. Dertil er følgende at bemærke: Da min mor døde, var hun meget syg. Hun var kun 39 år, udmarvet, udsultet og bleg. Man ser jo helt anderledes ud, når man er alvorligt syg. Da jeg så hende, udstrålede hun salighed; – der findes simpelthen ingen ord for, hvor smuk hun så ud.

Den 7. maj 1985, ved den sidste daglige åbenbaring, talte min mor også til mig. Hun sagde kun en sætning: ”Mit kære barn, jeg er meget stolt af dig!”

Som afslutning ønsker jeg at takke alle, for at høre budskaberne og for at ville være vidner om disse budskaber.

Jeg beder for Dem alle, at De, når De vender hjem, kan bære Deres vidnesbyrd videre og forblive stærke.

Tag budskaberne med og forsøg at leve dem i Deres eget liv. Jeg beder også om, at jeg og min familie må være omfattet af Deres forbøn, og jeg vil ikke at glemme at fortælle Dem, at også De og Deres familier alle vil blive taget med i mine bønner.

Kilde: Nyhedsbrevet: ”Gebetsaktion” nr. 59;2000