Jeg fornemmer berøringen mellem Himmel og jord

Interview med Mirjana Soldo-Dragiecevic den 5. april 2009 i Medjugorje

Mirjana, i dag er det Palmesøndag; der er gået 20 dage fra din årlige åbenbaring den 18.marts. Kan du fortælle os om dit møde med Jomfru Maria?

Jomfru Maria har i 1982 lovet mig en årlig åbenbaring resten af mit liv. Ved min årlige åbenbaring i år var det meget smukt, som også i alle de forgangne år. På denne dag er jeg altid fuld af glæde, fordi jeg ved, at Jomfru Maria vil komme som lovet.

 Jeg ville sige, at der er ikke store forskelle mellem de daglige åbenbaringer med Jomfru Maria, som jeg førhen havde, og de årlige åbenbaringer, jeg har i dag. Jomfru Maria ændrer sig ikke, hun er altid den samme. Vi seere er bevidste om, at der ved åbenbaringen er tale om et møde mellem Himmel og jord.

Vi befinder os med Jomfru Maria i Himlen, men I er vidner på – fordi I ser os ved åbenbaringen – at det sker rent fysisk her på jorden. Når Jomfru Maria kommer, bliver alt meget smukt. Pludselig fornemmer vi duften af blomster. Alt er fredeligt, og midt i mit synsfelt står Jomfru Maria, som jeg ser, ligesom jeg lige nu ser dig foran mig. Hun er meget smuk, nænsom, mild, fredfyldt og fuld af kærlighed.

Men det, jeg forsøger at beskrive med ord, er meget ufuldkommen, i forhold til det jeg føler, når jeg er med Jomfru Maria i Himlen. Jeg forsøger kun at skildre stemningen for jer en smule.

Hvordan var Jomfru Marias ankomst denne gang?

Jeg forbereder mig særligt på mit møde med Jomfru Maria ved den årlige åbenbaring og forsøger derved allerede fra start at tænke over, hvordan mødet vil blive. Forberedelsestiden virker som en hel evighed af længsel og utålmodighed efter at møde Jomfru Maria snarest muligt. Hvis I vidste, hvad dette møde betyder, hvor smuk hun er, ville I sandsynligvis også selv være helt nervøse af forventning. Dertil kommer jo, at jeg ved, at åbenbaringen hurtigt er forbi igen.

Ved alle overvejelser og forberedelser kan kun bønnen og fasten hjælpe mig. Allerede før Jomfru Maria kommer, fornemmer jeg, at tidspunktet er kommet, fordi på det tidspunkt kommer der meget stærke følelser frem. Jeg har det, som om jeg ikke kan trække vejret, som om luften bliver væk, det er som om, jeg er ved at eksplodere. Jomfru Marias komme er altså ikke noget, der kommer bag på mig, eller sker pludseligt, men derimod et øjeblik, der bliver varslet ved de stærke følelser, der opstår i mig.

I det øjeblik Jomfru Maria åbenbarer sig, forandrer Himlen sig. Den blå farve er ikke længere blå som mine øjne. Det er en blå farve, men en anden blå. Man kunne sige, at det er en guddommelig blå farve, som vælder over i en gylden farve. Alt det, jeg ser og føler, kommer med Jomfru Maria, hun er centrum i det hele.

Jomfru Maria er altid ens klædt, hun bærer et hvidt slør og en grå kjole. Men det er ikke vores jordiske grå farve; jeg sammenligner den kun med den, fordi den ligner den mest. Maria har langt, mørkt hår og blå øjne, der er fuld af kærlighed, omsorg og opmærksomhed. Kort sagt: Hendes øjne udstråler skønhed, og mens hun ser på mig, ønsker jeg, at det aldrig hører op. I dette øjeblik ønsker jeg, altid at kunne blive hos hende og aldrig at blive skilt fra hende.

Har du nogensinde rørt ved Jomfru Maria eller hun ved dig?

Mange pilgrimme har spurgt mig om lignende. Jeg har aldrig rørt ved Jomfru Maria, og hun har heller aldrig rørt ved mig. Jeg har ej heller nogensinde hverken følt ønsket om at blive berørt af hende, eller tænkt over det. Mens hun ser på mig med sine kærlige øjne, har jeg det som om, at hun ligesom kærtegner og kysser mig. Det er vidunderligt, og i dette øjeblik har jeg ikke brug for andet.

Jeg er moder som alle andre mødre. Men i det øjeblik jeg ser Jomfru Maria, og hun ser på mig, eksisterer de mennesker ikke, som jeg elsker allermest, hverken mine børn eller min mand, hverken min far eller mor. Alt forsvinder ganske enkelt, intet andet er længere vigtigt. Ved dette møde er kun et ønske i mig: At jeg aldrig behøver at komme tilbage til jorden, at jeg for evigt må blive hos Jomfru Maria. For jer, som også har børn, lyder det måske noget ejendommeligt, men jeg må indrømme, at mødet med Jomfru Maria ligger over alt, hvad vi ejer og har på denne jord.

Hvad sker der, når Jomfru Maria går? Hvordan har du det efter åbenbaringen?

Straks efter åbenbaringen, når Jomfru Maria igen forsvinder i det førnævnte blå og i den sol, som hun, nogen gange med og nogen gange uden engel, er kommet fra; så ser jeg himlen, som jeg så den før åbenbaringen. I det øjeblik er jeg med det samme klar over, at jeg igen er på jorden. Himlen er ikke længere så blå, som den var under åbenbaringen. I dette øjeblik vækkes i mig på ny en stærk længsel efter Jomfru Maria, fordi hun er væk, og jeg vender tilbage til det daglige liv.

Jeg kan ikke forklare det på anden måde. Jeg begynder at mærke en smerte, der ikke er som en menneskelig smerte, men mere som en længsel efter det, der var så smukt. Det er simpelthen længslen efter den Himmel, som jeg var så overlykkelig i.

Når åbenbaringen er ovre, og jeg har overgivet budskabet, for at det kan læses op for alle dem, der var tilstede ved åbenbaringen, så trækker jeg mig altid tilbage til mit værelse, hvor jeg beder én, to eller tre timer, for at Gud kan hjælpe mig, igennem bønnen, til at forstå, det der skete, og til derefter at kunne fortsætte mit daglige liv. Uden Guds hjælp kunne vi seere ikke leve et normalt liv og være normale mennesker. Han er den, der på en særlig måde skænker os at se og anerkende åbenbaringen og at leve med den.

Mirjana, varer mødet med Jomfru Maria kort eller lang tid for dig? For os var det kun 5 minutter, hvor lang tid oplever du dette møde?

For mig har den varet meget længere. Hvis bare jeg tænker på alt, det Jomfru Maria fortalte mig, og hvad jeg spurgte hende om, så er det umuligt, at det kun skulle have varet 5-6 minutter. Hun fortalte mig, som altid, meget om sit liv, om hemmelighederne og om meget andet, sådan at disse 5 minutter ikke var 5 minutter for mig, men meget, meget længere. Det er et paradoks, jeg ikke kan forklare på anden måde.

I år var åbenbaringen ved det “Blå Kors”, lidt nedenfor det sted, hvor I seere har oplevet det første gang. Har det erindret dig om de første dage?

Nogle dage før og efter åbenbaringen har jeg tænkt meget på netop de første dage, men i forventningen til åbenbaringen tænker jeg kun på, hvornår Jomfru Maria kommer, og om hun vil være glad eller ked af det. Jeg var meget glad for, at Jomfru Maria på ny har inviteret os til det “Blå Kors” på bjerget, hvor hun har åbenbaret sig for os første gang. I dag oplever vi Jomfru Marias komme på en lidt anden måde. Vi er ikke længere de børn, vi var dengang, og vi har ikke længere tvivl, ingen angst og er ej heller bange for at skulle tale med Jomfru Maria. I løbet af alle disse år er vi blevet som én familie, som en mor og hendes børn.

Når du nævner bjerget, vil jeg at sige, at bjerget er kilden, hvor det hele begyndte og det, vi altid bør samle os om. Tit har jeg tænkt på, hvorfor Jomfru Maria lige præcis har udpeget dét bjerg. Dengang fandtes der ikke engang en vej, som førte op ad bjerget. Men deri ligger der for mig også en symbolik for vores livsvej: Over sten og torne til Himlen, til Gud. Stenene og tornene er kun symboler, så vi kan forstå i vores eget liv, at der ikke findes Himmel uden ofre og uden torne.

Tornene stikker os, vi går på sten, og til slut når vi tinderne og fornemmer sejren. Derfor vil jeg altid følge kaldet og gå til åbenbaringen på bjerget, til den oprindelige kilde.

Det er et anliggende for mig, at vi samles på bjerget og dèr venter på Jomfru Maria, som dengang i begyndelsen. Og jeg er sikker på, at også Jomfru Maria ønsker det.

Jomfru Maria har givet os et budskab. Der er gået lidt tid siden, og jeg er sikker på, at du har tænkt meget over det. Hvordan har du oplevet Jomfru Marias budskab?

Vi skulle alle tænke over det budskab, jeg har fået af Jomfru Maria. Jomfru Maria har nævnt, at vi ikke må glemme vore hyrder, at vi skal bede for dem, bede for at de bliver i hendes Søn. Det er meget vigtige ord. Ikke kun i dette budskab, men også i åbenbaringerne hver den 2. i måneden lægger Jomfru Maria vægt på vigtigheden af at bede for præsterne. Hun nævner det også nogle gange ved de budskaber, som hun kommer med den 25. i måneden. Jomfru Maria beder os om, ikke at kritisere og fordømme vores præster, hyrderne. Vi skal i stedet bede for dem.

Jeg har tit tænkt på, hvorfor Jomfru Maria nævner præsterne. For lang tid siden har hun sagt, at hun vil fuldende i Medjugorje, det hun begyndte i Fatima, at hendes hjerte vil sejre. Netop imellem disse to perioder af åbenbaringer, Fatimas tid og Medjugorjes tid, ser jeg en bro, som består af præster. Og når Jomfru Maria beder os om, at bede for præsterne, tænker jeg, at hun ønsker, at præsterne igennem vores bøn bliver stærkere, for at denne bro bliver endnu stærkere. For at vi alle kan gå over den og kan komme til hendes triumf. Til denne, Jomfru Marias triumf, kan man ikke komme uden skrifte, uden den Hellige Messe og uden de andre sakramenter, og det skal vi bruge præsterne til. Derfor skal vi holde op med at fordømme dem og i stedet bede for dem, for at de bliver ved med at være tro i deres kald. Jomfru Maria siger, at præsternes hænder er viede af hendes Søn. Hun siger: “Jeg velsigner jer med den moderlige velsignelse, men præsternes velsignelse er større, fordi igennem dem velsigner min Søn.” Enhver kan tyde og udlægge budskaberne selv, og enhver oplever dem på sin egen måde, men billedet af broen er min tydning. Som jeg allerede har sagt, oplever jeg præsterne, som dem, der vedligeholder broen og ikke tillader, at den styrter sammen, for at vi alle bliver reddet.

Åbenbaringerne begyndte i året 1981 og har varet til i dag. I begyndelsen var menneskerne noget mere fyr og flamme og begejstring end i dag. Ser du det også sådan?

De første dage betød en stor nåde for os her i Medjugorje. Menneskene var stolte af, at Jomfru Maria var kommet netop til dem. I dag oplever vi et helt andet billede af Medjugorje. Mange mennesker er tilflyttet, og der findes også dem, der slet ikke ved om Jomfru Maria stadig åbenbarer sig og for hvem af os seere, hun i givet fald åbenbarer sig for. Det er jeg også klar over. Tilsvarende er ikke alle, der besøger Medjugorje, kommet p.g.a. åbenbaringerne. Mange er kun kommet af nysgerrighed og vender hjem, som om de intet havde set. Disse mennesker kan man kalde turister.

Dem, der er sande pilgrimme, blev på en særlig måde inviteret af Jomfru Maria. Ingen kommer her tilfældigt og intet af, hvad der sker her, er tilfældigt. Alt har mening. Det vil vi sikkert først erkende siden hen.

Jeg vil kun nævne et eksempel, som er hændt her i Medjugorje, bare for et par dage siden. Da jeg talte til en stor italiensk pilgrimsgruppe på hen ved 2000 mennesker, stillede jeg de tilstedeværende lige fra start et spørgsmål, om hvor mange af dem, som var kommet til Medjugorje for første gang. De løftede hænderne og det var mere end 80%. Da jeg så det, var jeg meget overrasket og spurgte mig selv, hvordan det kan lade sig gøre efter så mange år, at så mange af dem er i Medjugorje for første gang. For mig betyder det, at Jomfru Maria vedvarende inviterer sine børn. Jeg tror, det er hendes ønske at bringe så mange som muligt til Medjugorje, for at mennesker kan fornemme, at denne tid hun forærer os, er en tid af stor nåde.

Mirjana, ønsker du at sige noget til os som afslutning?

Jeg vil gerne hilse alle og fortælle alle, at Jomfru Maria virkelig er iblandt os gennem mere end 27 år. Det er lang tid, en tid af stor nåde. Derfor beder jeg for alle, for at de begriber, hvor vigtig Jomfru Marias kald er for hele verden. Hun bestræber sig utrolig meget på at føre os til sin Søn. Jomfru Maria bliver aldrig træt, derfor ville det være så dejligt, hvis vi gav hende svar i form af at følge de budskaber, som hun giver. Dette har hun allerede formuleret i begyndelsen af åbenbaringerne og er meget klart. Jomfru Maria har vist os hovedlinierne, og hun giver os stadig flere budskaber for at føre os på rette vej. Hun elsker os alle som sine egne børn og inviterer os derfor med ordene “Kære børn…….”. Det er en moderlig invitation. Lad os ikke forblive døve overfor moderens kald.

Kilde: Nyhedsbrevet ”Gebetsaktion” nr. 93-2009