Jeg har set Himlen

Interview med seeren Jacov Colo i Medjugorje 2019

Jacov, kan du fortælle os lidt om dig selv? Hvor gammel du er nu? Hvor mange børn du har? Og hvor gammel du var, da de første åbenbaringer begyndte?

Jeg blev 48 år i marts i år. Jeg har den skønneste familie med tre voksne børn. Da åbenbaringerne begyndte, var jeg 10 år. Jeg er den yngste af seerne.

Kan du fortælle os, hvordan det var de første dage, da Guds Moder åbenbarede sig og alt begyndte?

Den første dag, da åbenbaringerne begyndte, var jeg ikke med. Marija og jeg var først med fra den anden dag. Jeg var hos seeren Marija, foran hendes hus, da Vicka kom og fortalte, at hun dagen før havde set en dame på åbenbaringsbjerget, at     hun var blevet bange, og at hun var flygtet. Så fortalte hun os, at hun ville gå tilbage til stedet for at se, om Jomfru Maria også ville komme denne dag. Vi sagde til Vicka, at hun helt tilfældigt – vel vidende at intet sker tilfældigt – skulle komme til os for at tage os med, hvis Jomfru Maria skulle dukke op igen.
Efter nogen tid kom Vicka tilbage og sagde, at Jomfru Maria var på bjerget igen. Dengang gik vi for første gang op på bjerget sammen med Vicka, og vi så Jomfru Maria på bjerget. Vi gik med op på bjerget, og der havde Marija og jeg vores første åbenbaring.

Hvordan så damen ud?

For mig var det smukkeste ved vores første møde med Guds Moder den kærlighed, som jeg mærkede i mit hjerte, da jeg så ind i hendes øjne. Da jeg så den store kærlighed til mig i Guds Moders øjne, følte jeg mig som Guds Moders barn. Det var en ubeskrivelig lykke og en ubeskrivelig fred, som jeg endnu aldrig havde oplevet i mit liv.
Jeg var endnu et barn dengang, jeg forstod ikke, hvad der skete, men jeg husker Jomfru Marias øjne, som viste mig hendes moderlige kærlighed. Det var det afgørende øjeblik, hvor jeg fornemmede, at Jomfru Maria var min moder, og hvor jeg begyndte at have hende kær.

Har I set andet end Jomfru Maria i åbenbaringerne? Måske engle? Har Jomfru Maria også vist jer Jesus?

Ja! Hvert år til jul kommer Jomfru Maria med den lille Jesus på armen. Der har også været åbenbaringer, hvor Jomfru Maria kom med engle.

Jacov, I seere har hver især jeres egen særlige opgave. Hvad er din særlige opgave?

Vicka og jeg beder for de syge. Men når man siger, at man beder for de syge, tænker man oftest på fysisk helbredelse. Vi beder allerførst for hjertets healing, så vi kan tage det kors på os, som Gud giver os. Sådan at vi kan forstå, hvorfor. Gud giver os det, og for at vi først og fremmest kan blive hele i hjertet og få en stærk tro.  Hver gang vi har spurgt Jomfru Maria om, hvad de syge skal gøre, har hun svaret, at de skal være faste i troen og i bønnen.

Har Jomfru Maria vist dig og Vicka Paradiset, Himlen?

Jeg taler aldrig om helvede og skærsild, fordi jeg tror, at Guds Moder kommer hertil for at bringe os i Himlen, for at vise os vejen, der fører os til Himlen. Himlen har jeg set som en uendelig evighed, i et ubeskriveligt lys, som jeg aldrig har oplevet lignende på jorden. Vi har set mange mennesker, men det vigtigste, som jeg oplevede der, var denne ubeskrivelige fred, den store glæde og kærlighed; denne fred, som jeg så i menneskenes ansigter, og som de gav mig. Jeg brugte dengang lang tid på at forstå, hvad Paradiset er. Jeg tænker, at Paradiset ikke er det, vi ser med øjnene, men at Paradiset er i vore hjerter. Jeg tror, at enhver af os allerede kan leve Himlen her på jorden. Hvis vi har Gud på førstepladsen i vores liv, hvis vi lever Gud, så lever vi allerede i Paradis her på jorden.

Vil det sige, at du oplever Paradiset knyttet til følelser af fred, kærlighed osv.?

Ja naturligvis!

Åbenbarer Jomfru Maria sig stadig for dig? Og hvornår sker det?

Ja, én gang om året, til jul.

Hvad var budskabet sidste jul?

Guds Moder kalder os i hvert budskab til omvendelse; hun kalder os til tro, til at komme Jesus nærmere, at åbne vore hjerter for Ham, så Jesus fødes i vore hjerter. Det er det, Jomfru Maria kalder os til hvert år til jul.

Jacov, du mistede meget tidligt din jordiske mor. Hvordan har Jomfru Maria hjulpet dig, når du har savnet din mor?

Jeg var kun 12 år gammel, da jeg mistede min mor. Det var en meget vanskelig tid. I må ikke tro, at vi, der har set Jomfru Maria, er fri for byrder, for lidelse og alt andet. Vi lever ligesom alle andre mennesker, vi lider ligesom alle andre mennesker, og når man mister sin mor i så ung en alder, så er det meget, meget svært. Det, der har givet mig mest kraft, er bønnen, min tro, den hellige messe, det er Jesus. Det smukkeste, jeg har oplevet og lært gennem alle åbenbaringerne, er, at jeg gennem Jomfru Maria har mødt Jesus Kristus.

Du er nu meget engageret i humanitært arbejde i foreningen ”Marias hænder”. Hvordan er foreningen opstået, og hvad er det helt præcist, den arbejder med?

Foreningen har været aktiv her de sidste 4 år. Jeg har været her i 6 år. De første 2 år blev arbejdet drevet gennem det såkaldte ”Kontor for dårligt stillede”. Vi hjælper brødre og søstre, der er i nød og som har problemer. Vi hjælper mennesker med mad, medicin, klæder og møbler – ja, med alle de midler, vi har til rådighed.

Jeg har hørt, at I også hjælper meget rent fysisk. Er det rigtig forstået?

Ja, vi hjælper, når nogen har brug for os, også med rengøring, reparationer i hjemmet osv., – men uden frivillige kunne jeg slet ikke imødekomme alt dette.
Vi er nu alt i alt ca. 50 frivillige. Det er unge mennesker fra Medjugorje og omegn, som virkelig giver sig selv til opgaven, giver hvad de har. Det er meget glædeligt. I begyndelsen tror man, at man selv er den, der hjælper, men det er modsat; de mennesker, der tager imod os, hjælper os i vores vækst eller udvikling, så vi får et nyt perspektiv på livet. Man begynder at begribe, hvor lidt man takker Gud for det, man har. Vi er vant til at have alt, men hvor ofte takker vi Gud for de små ting?

Hvordan er idéen til foreningen opstået? Var det efter vejledning fra Jomfru Maria, eller var det din egen personlige idé?

Det var min personlige idé. Jomfru Maria har ikke talt med mig om det. Jeg har altid haft en følelse af, at jeg kunne give mere. Efter en svær tid i mit eget liv, hvor Gud udfordrede mig med et kors, hjalp det mig til en ny begyndelse. Gennem denne proces blev jeg klar over, at jeg måtte gøre noget aktivt. Jeg gik til præsten, til fader Marinko Šakota og fortalte ham, at jeg gerne ville gøre noget arbejde her i sognet. Fader Marinko bad mig vente nogle dage.
Jeg havde mine forestillinger om, hvad jeg gerne ville gøre, men fader Marinko foreslog mig at lede dette kontor. Jeg glæder mig over at kunne hjælpe her, for det handler om tro. Tro er ikke kun tale, ikke kun at sige, at man er kristen, men også netop at vise det i handling. At man viser i handlingen, at man er kristen.

Det betyder bøn og arbejde! Hvor meget støtter præsterne dig i dit arbejde?

Fader Marinko Šakota er altid med os. Vi kunne ikke virke uden fader Marinko. Vores kontor er her i sognegården, og fader Marinko er altid til stede for mig og for alle frivillige hjælpere.

Hvad kan du fortælle os om fader Slavko Barbarić? Hvordan var dit forhold til ham?

Jeg var lille dengang, men fader Slavko var et menneske, som jeg altid kunne komme til, som jeg altid kunne tale med. Han havde altid et varmt ord til én. Jeg havde tæt kontakt til ham, da jeg mistede min mor: jeg husker, at han altid var der for mig, at han gerne hjalp mig med råd, med samtaler og med bekendelse. Fader Slavko var virkelig en storartet præst. Jeg kan sige, at jeg i ham så et helligt menneske.

Bliver der arbejdet i foreningen hver dag?

Vi arbejder dagligt, undtagen søndage, fra kl. 8.00 – 14.00. Jeg har glemt at nævne, at vi hjælper ca. 500 familier; ca. 100 her i Medjugorje og ca. 100 i de omkring liggende landsbyer. I går kørte en stor lastbil til Bugojno i Bosnien; jeg organiserer også hjælp til Bosnien, til Sarajevo.

Det vil sige, at det ikke kun er her i Medjugorje?

Ja, vi hjælper ikke kun her, også i Bosnien. Og noget andet, som er meget vigtigt for mig, er, at der ikke findes nogen grænser eller opdelinger i vores forening. Vi ser ikke på, om dem vi hjælper er katolikker, eller hvad de er. Vi skal hjælpe alle, der har brug for det – uanset deres trosretning.

Hvem hjælper jer til at kunne virke her? Hvem understøtter jer med penge, så I kan hjælpe andre?

Vi beder altid Forsynet om hjælp. Den største støtte modtager vi fra de pilgrimme, der kommer til Medjugorje. Vi får også hjælp fra beboerne her i sognet, så vidt de har mulighed for det. Men den største støtte kommer fra pilgrimmene – og så fra fader Marinko, der hjælper os meget.

Jeg har talt med fader Marinko. Han fortalte mig, at I hjælper meget, og at foreningen fungerer rigtig godt.

Ærligt talt så havde jeg ikke turdet håbe på, at vi kunne udvide vores aktiviteter så hurtigt. I begyndelsen virkede vi kun her i sognet, men Gud har gjort det muligt for os at udvide så meget, at vi har kunnet sprede vores aktiviteter i forskellige retninger. Gud ske tak og lov!

Hvordan er dit liv som seer? Er det svært for dig at leve med det kald?

Jeg er bevidst om den nådegave, Gud har givet mig. Men i mit liv som almindeligt menneske er jeg ikke nogen helgen. Jeg har mine fejl og mangler ligesom alle andre mennesker. Nogle gange er det vanskeligt. Der findes øjeblikke, hvor mange pilgrimme opsøger én for at spørge om noget. Men jeg lægger alt i Guds hænder, og Han hjælper mig med alt.

Jacov, hvad vil du gerne sige til vores læsere? Hvad ønsker du, som seer, at sige til dem, og hvad tror du, at Jomfru Maria gerne vil fortælle dem – gennem dig?

Guds Moder er allerede kommet til Medjugorje gennem mange år. Det er en stor gave, ikke kun for Medjugorje – men også for hele verden. Nogle gange er vi slet ikke bevidste om, hvor meget Gud giver os. Lad os derfor spørge os selv i hvor stort omfang, vi har fulgt op på Guds Moders budskaber.

Lad os bare tænke på det budskab, hvor Jomfru Maria siger: ”Kære børn, hvis I vidste, hvor meget jeg elsker jer, så ville I græde af glæde.” Lad os spørge os selv hvorvidt – eller i hvor høj grad, vi ser Jomfru Maria som vores Moder. Om vi virkelig har taget imod hende, som vores Moder; om vi er begyndt at gøre det, som hun gennem alle disse år har kaldet os til?

Jacov, vi siger mange tak for, at du fandt tid til at give dette interview!

Tak for invitationen. Jeg vil altid gerne stille mig til rådighed!

Kilde: Nyhedsbrevet Gebetsaktion nr. 134-2019

Alle tidligere interviews og taler kan læses her