Jomfru Maria er altid ung og smuk

Samtale med Vicka Mijatović-Ivanković i Vionica den 24. juni 2006

Vicka, i dag, på festdagen for Johannes Døberen, havde I her på børnehjemmet i Vionica en højtidelighed. Hvad var anledningen?

Dagen i dag har været en stor festdag for børnehjemmet og for søstrene, som drager omsorg for børnehjemmet. Tidligt i morges holdt vi messe, som blev fejret af fader Iko Skoko, Čerin sognets kapellan, og fader Kornelije samt flere af vores venner fra Italien.

Ved messen blev to piger fra børnehjemmet iklædt. De havde besluttet sig for at indtræde i ordnen ”Søstre af den krænkede familie”. Tre andre søstre aflagde de evige løfter. Det er helt bestemt noget stort for vores børnehjem, for det er børn, piger, som har været hos os længe, og som har besluttet sig for at indtræde i fællesskabet ”Søstre af den krænkede familie”. De er bevidste om, hvad de har besluttet sig for, og gennem deres beslutning vil de bekræfte det. De vil betale alt det tilbage, som de gennem årene har fået af fællesskabet, mens de som børn boede på børnehjemmet. I dag er det svært at finde nye medlemmer, som føler sig kaldet, og kun ganske få nye søster bliver kaldet. Mange ordner uddør, mens der her hos os fødes nye ordner. Dette er ikke tilfældigt. Jeg tror, det er vores kære Moder, Jomfru Maria fra Medjugorje, som har en finger med i spillet.

Det er i disse dage glædeligt at kunne fejre 25-årsdagen for den første åbenbaring. Hvad føler du, når du ser, hvad Jomfru Marias åbenbaringer har ført til gennem alle disse år?

Jeg føler mig rigtig godt tilpas, og for mig har Jomfru Marias åbenbaringer haft stor betydning, og min glæde er endnu større, når vi fejrer årsdagen. I dag og i morgen er ingen almindelig åbenbaringsdag, men derimod fejringen af et jubilæum: 25 år med Jomfru Marias åbenbaringer. Disse dage vækker forskellige følelser i mig. Særligt den følelse jeg havde de første dage, da vi var bange og nervøse. Dengang kunne vi heller ikke have forstillet os, hvad det skulle føre til.

Fortæl os om dit møde med Jomfru Maria!

Jomfru Maria er for mig som seer altid den samme. Jeg kan ikke sige, at hun har ændret sig. Hun er altid ung og lige smuk. Vi ændrer os fra dag til dag. For 25 år siden var jeg en helt almindelig pige. I dag er jeg mor til to børn og bor sammen med min familie.

Hvad tænker du om Medjugorjes fremtid?

Jomfru Maria har ikke sagt noget specifikt om fremtiden. Hun siger hele tiden til os, at vi fra dag til dag skal lære at leve med Gud, og på den måde fører hun os gennem sin skole. Hendes skole er nem at følge, og i dag følger tusinde og atter tusinde hendes vej. Hun har givet os en vejviser, så vi ved, hvordan vi skal følge hende, og det er: Fasten, boden, bønnen, forsagelsen, sakramenterne, kærligheden, friheden og så videre. Alle disse krav er krav, som det ikke er muligt at opfylde for os almindelige mennesker, men med hjælp fra Jomfru Maria kan vi følge hellighedens vej.

Det er bare et spørgsmål om, hvor beredt vi alle sammen er på at følge denne vej. Men vores fremtid afhænger af det. Jomfru Marias eneste mål er at bringe os nærmere til hendes Søn, Jesus, og føre os til Ham. Derfor har hun været hos os så mange år, og vi ved ikke, hvor længe det vil fortsætte.

Vi har hørt, at du er blevet opereret i ryggen?

Ja, jeg fik lavet en rygoperation på Giamelli, en klinik i Rom. Jeg blev opereret i flere ryghvirvler, som havde voldt mig problemer, og nu har jeg det meget bedre.

Kan du fortælle os noget om fællesskabet på børnehjemmet, hvor du hjælper til?

Børnehjemmet blev grundlagt af den nu afdøde søster Josipa under krigen i Bosnien-Hercegovina, og det hedder: ”Fællesskabet for den krænkede familie”. Først og fremmest huser børnehjemmet børn, som har mistet deres forældre i krigen, og børn som er blevet efterladt på gaden eller på affaldspladser.

Her har 135 børn fået et nyt hjem. Søstrene tager sig af dem, og hele børnehjemmet lever af Guds forsyn, dvs. af pilgrimme som besøger os og giver deres bidrag. Også jeg forsøger at yde mit bidrag ved at være her så ofte så muligt, for jeg ved, at børnene er gladere og føler sig mere sikre, når de ser mig.

Savner I fader Slavko meget i Medjugorje?

Hver gang jeg beder, tænker jeg på den afdøde fader Slavko. Særligt i morges kom jeg til at tænke på ham, fordi jeg ved, at han altid var med til fredsmarchen, som han selv havde iværksat.

Selvom fader Slavko ikke fysisk er hos os, mærker jeg hver dag hans tilstedeværelse. Han har ikke forladt os, men er derimod gået bort, for at være endnu mere tilstede hos os. Jeg kan mærke i mit hjerte, at han er vores talsmand, og at han er til stede i blandt os.

Til slut vil jeg gerne bede jer alle om at tage korsets gave med jer i hjertet, og tage det til jer med kærlighed, jeres Vicka.

Kilde: Nyhedsbrevet Gebetsaktion nr. 82;2006