Jomfru Maria giver mit liv kraft

Samtale med Vicka Ivanković-Mijatović den 30. december 2011 i Medjugorje

Vicka, det er juletid og et nyt år nærmer sig. Kan du fortælle os, hvordan du har tilbragt disse store helligdage i Medjugorje?

Julen er en meget stor højtid, fuld af kærlighed, glæde og lykke. I denne ånd har også jeg tilbragt juledagene med min familie. Jeg har to børn, og som mor føler jeg mig ansvarlig for min familie. Jeg glæder mig over, at vi kunne fejre juleaften i dette hus med den nærmeste familie. Min mands, Marios, forældre var her. Vi fulgtes alle sammen til Julemessen, hvorefter vi tog hjem og spiste et fælles julemåltid. Jeg tror, at enhver anden familie tilbringer julen på den måde. 2. Juledag, Den hellige Stephans dag, tog vi på familiebesøg.

Hvad skulle være vores første prioritet i julen?

Jeg tror, at vi alle har en tendens til, at købe så mange gaver som muligt. Det er også dejligt, men julen burde ikke bare bestå af gaver. Julen er langt mere. I første række skulle julen sprede den glæde, som vi fornemmer i hjertet, og derved burde vi forære hinanden Betlehem-staldens velsignelse, den lille Jesu velsignelse. Gud, der blev født iblandt os, for at blive menneske, som én af os. Vi vil alle gerne tale om julens indkøb, men det bør ikke være det, hvorom alt i julen drejer sig. Selvfølgelig skal der handles, men det bør ikke være julens formål. Kristne må være bevidste om, at Gud er kommet til os i stalden i Betlehem, og at Han bringer ikke kun os, men alle mennesker af god vilje fred og velsignelse. Kærligheden fra Betlehem skal være i vore hjerter, og det ikke kun i julen, men hele året, igennem hele livet.

Vicka, du modtager stadig daglige åbenbaringer. Kan du fortælle os noget om dine møder med Jomfru Maria, og hvordan hun har set ud i disse juledage?

Jomfru Maria er altid smuk og udstråler kærlighed. Hun bringer os freden. Jomfru Maria har nu åbenbaret sig for mig i 30 år. Hver eneste åbenbaring er en stor gave for mig. Hun giver mit liv kraft.

Det er en dejlig følelse at være sammen med hende. Ligesom os, var også Jomfru Maria i disse dage meget glad. Denne glæde er særlig stor og understeges af, at hun er moder til den Jesus, hun fødte. Jomfru Maria tilbyder os sin Søn hver eneste dag, det må vi ikke glemme. Juleaften kom hun med den lille Jesus, og det er noget særligt, når hun holder Jesus i sine arme. Det er noget særligt for mig, og det er meget svært at beskrive dette øjeblik.

I dag er det Den Hellige Families dag, Josef, Maria og Jesus. Hvad siger Jomfru Maria om familier af i dag?

Jomfru Maria ønsker, i alle de år hun har åbenbaret sig, at hjælpe familierne af i dag. Hun ønsker særlig meget, at alle familier beder derhjemme, helt særligt rosenkransbønnen, og også at de fornyer bønnen.

Jomfru Maria siger, at hun glædes ved alle familier, men især glædes hun ved de familier, der beder, og hun inviterer til at bede rosenkransbønnen. Jomfru Maria giver os hver dag en opskrift, som vi kan modstå svære tider med. Men det er op til os selv, om vi vil tage imod hendes budskab. Det har allerede stået på i 30 år, og Jomfru Maria er ikke træt endnu. Jeg ved, at hun heller aldrig vil blive træt, fordi hun holder af og tænker på alle familier i verden. Vi er alle inviteret i hendes skole. Vi er alle hver især vigtige i hendes plan, derfor forsøger Jomfru Maria via os og med os, at redde og hjælpe hele menneskeheden. Jomfru Maria kom på grund af os alle, i hele verden, fordi vi alle er hendes børn.

Vicka, du ved, at det i dag ikke er så let som før, at bede sammen i familierne. At det ikke er let at gøre det på samme måde, som vi blev opdraget til.

Enhver familie kan sikkert godt finde tid til at bede, spørgsmålet er kun, hvor meget det betyder for dem. Hvor vigtigt det er for dem at have en åndelig sund familie. Jeg forstår, at vores tid er meget udfordrende, at kun få forældre har tid til deres børn, og at børnene heller ikke har tid til deres forældre. Men man kan ikke leve, hvis man ikke tager sig tid til hinanden. Hvis en familie ikke beder sammen, kan den ikke vokse åndeligt.

Vores forældre har lært os, at bønnen er meget vigtig i en familie, og at man via bønnen kan opnå succes. Igennem alle de år Jomfru Maria har åbenbaret sig, har hun rådet os til at bede. Hun forlanger ikke noget under noget pres. Hun påskønner og anerkender det frie valg, at vi selv hver især beslutter os, i frihed. Vi er dem, der skal beslutte, om vi vil tage imod det, Jomfru Maria utrætteligt kalder os til. *Jeg er sikker på, at dem der tager imod Jomfru Marias budskab og begynder at leve det vil erfare stor velsignelse i deres familier. Gud vil være med dem og vil føre dem igennem livet. *Dette er en umådelig vigtig indsigt og realitet i nutid. (Mir Kloster).

Vicka, du har i tidens løb været i hele verden for at bevidne Jomfru Marias åbenbaringer. Du har været i rige og i fattige lande. Kan du fortælle os noget om dine erfaringer?

Jomfru Maria har udvalgt os seere til at være hendes apostle for at udbrede budskabet om fred til hele verden. Jeg har været på alle klodens kontinenter, og jeg kan sige, at ethvert lille sted, jeg har været, for mig var noget helt specielt. Jeg var også i Afrika, og når jeg dér fortalte om åbenbaringerne, rørte det mig helt specielt i hjertet. I Afrika er det anderledes end i lande, hvor mennesker har de mest grundlæggende fornødenheder til livets opretholdelse.

Jeg vil gerne nævne et eksempel fra Centralafrika, som særligt har efterladt sig spor i mit hjerte. Dér hersker virkelig ægte armod, og mennesker mangler det mest grundlæggende til livet, såsom mad, vand, tøj og strøm. Jeg var der dengang med fader Slavko, og vi så små huse, i hvilke der boede familier meget tæt med fem eller 10 børn. Børnene kom alligevel smilende og glade ud af disse huse. Nogle af dem barfodet, nogle med sko, som er 5-6 numre for store, nogle klædt pænt, andre kun iført det nødvendigste.

Da fader Slavko og jeg således gik omkring, mødte vi en dreng, der måske var 12 år. Fader Slavko spurgte ham, hvor han skulle hen. Drengen bar på et par stykker brænde og lagde dem på en cykel. Drengen svarede, at han var på vej til en plads, hvor der sælges alt muligt. Måske kunne han sælge et par stykker brænde og få råd til lidt mad til sine brødre og søstre. Efter noget tid kom han tilbage. Fader Slavko så ham igen og spurgte: ”Hvad så? Har du ikke solgt noget?” Drengen svarede glad: ”Selvom jeg ikke har solgt noget i dag, så vil jeg sælge noget i morgen eller i overmorgen.” Og så gik han smilende derfra direkte til et bønnemøde i kirken.

Denne dreng er ligefrem et eksempel for alle os, som har i overflod og alligevel ikke er lykkelige og tilfredse. Han har hverken ærgret sig eller smidt brændet væk, men i stedet sagt fuld af håb, at han vil forsøge igen næste eller næste dag igen. Det oplever man ikke hos os. Når vi køber noget, bliver vi hurtigt trætte af det og søger igen efter noget nyt. Det viser os, at materielle værdier ikke kan tilfredsstille hjertet, fordi hjertet er stedet i os, hvor Gud lever. Derfor taler Jomfru Maria hele tiden om hjertet i sine budskaber; at vi skal gøre alt, hvad vi gør med hjertet, at vi skal handle ud fra hjertet, og at vi alene på den måde vil kunne fornemme ægte tilfredshed, som vil fylde både sjæl og krop.

Vicka, hvad ønsker du at sige som afslutning af samtalen i denne julehøjtid?

Jeg vil gerne hilse alle mennesker af god vilje og ønske jer, at den nyfødte Jesus også fødes i jeres hjerter, så Han kan skænke jer rigtig meget glæde og velsignelse i livet. Helt særlig vil jeg gå i forbøn for jer, kære læsere, og lægge jer der læser dette frem for Jomfru Maria og Jesus og bede for jeres anliggender. Helt særligt vil jeg gå i forbøn hos Jomfru Maria for alle de syge, at Jomfru Maria giver dem den kraft, at de bærer korsets gave med hjerte og kærlighed. Til sidst vil jeg sende jer en hjertelig hilsen! Måtte vi være forenet i fælles bøn.

Kilde: Nyhedsbrevet Gebetsaktion nr. 104-2012