Jomfru Maria lærer os at bede Rosenkransen

Samtale med seeren Ivan i Medjugorje den 2. januar 2016

Seeren Ivan Dragićević bor størstedelen af året sammen med familie i USA. Han er den ene af de tre seere, som Jomfru Maria stadig åbenbarer sig for dagligt. Ved årsskiftet 2015-2016 var han nogle dage i Medjugorje.

Ivan gør indtryk med sin ro og stabilitet. Han har rejst meget i verden og har, på sin egen måde, forsøgt at videregive budskaberne: Bøn, Bod, Omvendelse, Faste og Fred. I denne personlige samtale er det især hans dybe gudsforbundenhed, der har gjort indtryk på os. Ivans daglige liv har i over 34 år været tilrettelagt efter de daglige overjordiske møder med Jomfru Maria. Vi fra Gebetsaktion i Wien er taknemmelige over, at han har givet os dette interview.

Ivan, i dag er det den anden dag i det nye år 2016. Dejligt at vi mødes igen her i Medjugorje. Vi kommer netop fra det Blå Kors. Kan du fortælle os noget om det Blå Kors’ betydning?

Om bekendt var kommunisterne ved magten, dengang åbenbaringerne begyndte. Adgangen til bjerget blev afspærret allerede på anden eller tredje dagen. Der blev stillet vagter op, og vi unge i landsbyen Podbrdo ville bede. Vi startede med at bede på altanerne, sidenhen bad vi på gaderne.

Vi gik op på bjerget, indtil politiet heller ikke tillod det længere. I året 1981 og 1982 var det område, hvor det Blå Kors står, lidt gemt væk og udenfor synsvidde. I dag er pladsen meget åben; dengang var der både en mur og noget krat, der skjulte stedet. Vi unge mødtes regelmæssigt deroppe. Vi samledes i bøn og på dette sted opstod bedegruppen ”Kraljica Mira”, som jeg – eller som Jomfru Maria har ledt i over 33 år.

I de første år, hvor vi ikke kunne gå op til Åbenbaringsbjerget, mødtes vi her og bad i fællesskab. Min ven, den nu afdøde Nedjeljko V., Vickas søsters mand, og jeg, besluttede i fællesskab, at vi skulle sætte noget herop, f.eks. et kors, for at give dette sted sit eget kendetegn. Vi satte så et kors op lavet af brædder. Da folk så, at der skete noget her, begyndte de at sætte stearinlys op omkring, så det første kors blev brændt ned. Derfor besluttede vi at sætte et bedre og stærkere kors op. Afdøde Nedjeljko mente også, at man måtte beskytte korset. Derhjemme havde min far malet et hegn med blå farve. Da der var blå maling tilbage, spurgte jeg min far, om jeg måtte bruge malingen til korset. Det tillod han mig selvfølgelig. Så vi malede korset blåt, og derfor blev det kendt som det Blå Kors.

Fader Slavko Barbaric fortalte i begyndelsen også jævnligt om det Blå Kors. Var han en åndelig ledsager i jeres bedegruppe? Der er nu gået mange år siden hans død. Hvordan vil du beskrive hans indflydelse på dit liv?

Fader Slavko havde indflydelse på vores bedegruppe. Han var ikke et aktivt medlem, men når vi havde brug for ham, så var han aktiv, og var der for os. Fader Slavko kom tit til vores møder, han fejrede den Hellige Messe ved årsdagene for grundlæggelsen af bedegrupperne, og han holdt bibellæsninger med os.

Det er i dag meget vigtigt, at der findes bedegrupper. Det er godt, at de bliver ledt af lægfolk, men også vigtigt at de bliver ledsaget af præster. Det er ønskeligt at enhver bedegruppe har tilknytning til en præst. Senere, efter fader Slavkos død, har fader Danko og andre præster været til rådighed for os. Vi kunne bede dem deltage, og de fulgte gerne vores invitationer. Det er en af årsagerne til, at bedegruppen eksisterer den dag i dag. Den er derved forblevet en åndeligt sund gruppe, og ingen har i de forløbne 33 år forladt den.

Hvordan ser programmet ud i jeres bedegruppe?

Når vi er sammen med pilgrimmene på Åbenbaringsbjerget, beder vi Rosenkransen og synger sange. På den måde forbereder vi os til, at Jomfru Maria kommer.  Når vi er i kappellet, læser vi i den Hellige Skrift, overvejer et af budskaberne, beder Rosenkransen, taler sammen i gruppen og synger så igen sange.

Jeg er engang blevet spurgt, hvorfor de små sætninger i Rosenkransen gentages igen og igen. Jeg svarede vedkommende, at det er en optimal måde at begynde på for at kunne komme i en fordybet bønstilstand.

Igennem 33 år har jeg været her med pilgrimme. Igennem 33 år har jeg været sammen med Jomfru Maria i hendes skole, og ofte møder jeg spørgsmålet om, hvorfor Jomfru Maria kommer så tit, hvorfor hun gentager så meget, og hvorfor hun siger så meget og samtidig ikke siger noget nyt.

Men det er jo sådan: Enhver moder gentager sig selv – igen og igen, for at børnene forstår det og ikke glemmer det. Der findes ingen moder, som nøjes med at sige tingene én gang for herefter aldrig at sige det igen og mene: ”Jeg har jo sagt det til dig én gang, gør nu det jeg har sagt, jeg gentager det ikke.”

Når vi taler om Rosenkransen, gør vi ligesådan: børnene har normalt ikke let ved den, og de siger til forældrene: Rosenkransen er monoton og kedelig. Så siger de: Findes der ikke noget nyt, noget andet?

De siger det for at finde en grund til ikke at bede. Men Rosenkransen er det, Jomfru Maria lærer os.

Jomfru Maria lærer os at tage imod budskabet med kærlighed, at bede med kærlighed og med hjertet.

Hvem er beredt til at gå denne vej? Vi må være beredt på en lang vej. Vi må være åbne og udholdende for på den måde at kunne tage imod gaverne og blive gode til at bede. Men også denne åbning er en proces. Derfor siger jeg: Bønnen er en læreproces. Når vi beder Rosenkransen, så er det en skoling. Jomfru Maria kræver ikke af os, at vi kun beder Rosenkransen. Nej, der er også andre bønner, som Jomfru Maria lærer os, som f.eks. at deltage i den Hellige Messe – hvad kan være skønnere end den Hellige Messe?  Hvad kan være større end den Hellige Messe? At møde Gud og at modtage Jesus i den Hellige Messe.

I går var vi med ved åbenbaringen i dit kapel, og efter mødet med Jomfru Maria lagde du vægt på, at Jomfru Maria inviterer til bøn for alle dem, som er ansvarlige for fred i verden.

Jeg har sagt, at Jomfru Maria ønsker, at vi beder for fred, især for dem, der leder staterne; at de, der har magten, må blive fredsbærere og at de, som Jomfru Maria siger det, må være Jomfru Marias udstrakte hånd for fred. Det er meget vigtigt i verden i denne tid, især i dag, hvor verden er blevet så sekulær, og Gud er blevet trængt ud på alle livets områder; eksempelvis ud af forfatninger, ud af love, ud af det europæiske parlament. Gud, som var indskrevet i disse love i århundreder, er i dag trængt tilbage. Hvis vi går ind i fremtiden uden Gud, er vi viet til undergang. Fra begyndelsen af åbenbaringerne har Jomfru Maria fortalt om, hvad der er den største trussel for menneskeheden: nemlig at menneskeheden tilintetgør sig selv. Det sker rent faktisk den dag i dag på forskellige planer. Når vi ser på verden og vore familier og kigger lidt dybere, så ser vi, at det sker. Det er en kold krig.

Nogle lande har en forfatning med reference til Gud. Hvad tænker du om det?  Eller tænker du, at det kun er noget, der står på papiret?

Vi kan ikke sige, at nogle er bedre end andre, de er alle ens. Forfatning er forfatning. Hvis alle rettede sig efter forfatningen, så ville det være noget andet. De færreste retter sig efter den.

Det er meget interessant, at du, Ivan, ligesom seeren Marija, ikke længere lever i Medjugorje. I er som to missionærer, – i to forskellige lande, Italien og USA – og I vier jeres liv til at vidne om Guds Moders åbenbaringer.

Jeg tænker, at det i virkeligheden var Guds plan. Vi har taget imod det, som Guds plan. Enhver kan virkeliggøre sin egen mission, sin egen opgave på sin egen måde; vejen om vidnesbyrd og vejen til udbredelse af det gode og glade budskab i hele verden. Jomfru Maria bringer os vitterlig et lykkeligt budskab, et håbets budskab. Gennem alle disse år har vi bestræbt os på at udbrede håb, at give mennesker mod og trøst uanset nationalitet eller religion, fordi Jomfru Maria samler alle sine børn, for hun er vores alle sammens Moder; vi er alle hendes børn.

Du har været meget rundt i verden, som ”ambassadør” for budskaberne, bl.a. var du i Wien for to år siden. Hvordan ser du den nuværende situation omkring anerkendelse hhv. ikke-anerkendelse af Medjugorje?

Jeg ønsker ikke at sige noget til det. Jeg siger altid, og det siger jeg også i dag; vi er gået igennem mange prøvelser igennem alle disse år. Jeg selv har forsøgt at give alt, hvad jeg har i mig i forhold til forskellige medicinske undersøgelser, som jeg var den første til at sige ja til. Man må være tålmodig. Jeg ved, at kirken har brug for tid, og at den ikke har travlt. Min opgave som troende menneske er at bede for dette anliggende.

Men også i det kirkelige hierarki findes der problemer og ting nok, der ikke er bragt på plads. Jeg håber – og lad os alle bede i fællesskab med Jomfru Maria for, at Gud virkelig giver os kraften til, at kirken, ligesom vi alle – fordi vi er alle én levende kirke – får kraften til at holde sammen og til at være et lys for hele verden.

Ivan, du har været gift længe og er far til fire børn. Jomfru Maria åbenbarer sig for dig dagligt! Hvordan forener du alt det med din familie?

Det er ikke svært for mig, for ægteskabet er for mig noget helligt, noget ophøjet, og en stor gave. På denne gave, dette sakramente, har jeg forberedt mig, så godt jeg kunne. Jomfru Maria har i egen person forberedt mig. Alt hvad vi gør i ægteskabet er noget, vi ønsker at videregive til vore børn. Hertil hører det at leve efter det, som Jomfru Maria kalder os til, nemlig at leve ifølge hendes budskaber.

Intet ægteskab er fuldkomment. Der er altid noget, man må korrigere og forbedre. Man må opdage ”mislydene”, før man kan rette op på dem. Ofte er vi ikke langt nok åndeligt set, til at vi ser de ting, der ikke fungerer så godt imellem os. Eller vi ser dem, men handler ikke på dem. Vi ønsker ikke at ændre noget, eller vi har angst. Kvinden har ikke mandens opbakning, eller manden har ikke kvindens opbakning til at begynde noget nyt. Det kan påvirke partneren eller børnene. Med Jomfru Marias hjælp arbejder vi hele tiden på disse ting.

Der er biskopper, præster og kardinaler, der siger: ”Se, I er seks seere, og ingen af jer er blevet præster eller nonner. Hvis jeg havde mødt Jomfru Maria, så ville jeg have valgt en teologisk uddannelse.” Dertil svarer jeg: Præstegerningen er noget helligt, et sakramente, ligesom familien er det. Vi har valgt denne vej, og vi er lykkelige; jeg er lykkelig. Nogen gange siger man, at præsten kan opnå mere end familien, men i familien kan man også gøre rigtig meget. Jeg håber, at Jomfru Maria er tilfreds med vore beslutninger.

(Ivan har naturligvis ret. Sådan kan tingene ikke sættes op mod hinanden. Gud ser kun på hjertets renhed. Hjertets renhed åbner døren til Paradiset. Den renhed kan menneskene ikke se. Kun Gud.)                                                                                                                                   Mir Kloster

Ivan, der kommer mange mennesker til Medjugorje, også fra Østrig, Tyskland og Schweitz. Hvad vil du give dem med for året 2016? Hvad forventer du af året 2016?

Det er Nådens år. Vi har ikke brug for noget bedre budskab. Allerførst: Vi skal bede mere, og vi må forny vore familier. Sunde familier med sunde hjerter medfører nye sunde familier. Af sunde familier dannes en ny verden, et nyt samfund. Det er et budskab til os alle. Alt det fører til fred. For hvis der ikke er fred i det menneskelige hjerte, er det umuligt for den sande Kristi fred at komme.

I ser Jomfru Maria som Fredens Dronning. Har hun nogensinde selv sagt, at hun er Fredens Dronning eller betyder hendes tilstedeværelse fred?

Ved de første åbenbaringer præsenterede Jomfru Maria sig selv som Fredens Dronning. ”Jeg er Fredens Dronning. Jeg kommer til jer for at hjælpe jer, for at freden kan komme.” Og så sagde hun ”Fred, fred, fred.” Jesus sender Sin mor, for at hun måtte føre os ad denne vej og vise os vejen til fred. Og det er et af Jomfru Marias tilbagevendende budskaber, som hun så ofte gentager. Derfor siger jeg: Uden fred i hjertet er det meget vanskeligt at virkeliggøre det, Jomfru Maria giver os. Hvordan kan man bede med hjertet, hvis der ikke er fred i hjertet? Hvordan kan man elske, når der ikke findes fred? Hvordan kan man have håb, når der ikke findes fred? 

Også du har som seer modtaget hemmeligheder. Begivenhederne er sikkert ikke alle lige rare. Men alligevel har I trygheden i Gud.

Hemmelighederne er ikke alle gode for verden. Jomfru Maria kalder os også igen og igen til at bede, for at de begivenheder, der ikke er gode, må blive mildnet.

Kilde: Nyhedsbrevet Gebetsaktion nr. 120-2016