Jomfru Marias største ønske er fred
Seeren Ivan Dragicevic taler til en gruppe pilgrimme i Medjugorje den 22. juni 2004
Mange hundrede pilgrimme fra flere forskellige lande var til stede i salen for at lytte til Ivan. Her følger et sammendrag af hans tale:
Treogtyve år er ikke kort tid. Jeg var 16 år gammel, da åbenbaringerne startede, og jeg vidste dengang intet om åbenbaringer. Jeg vidste lidt om hengivelse til Jomfru Maria. Jeg var en praktisk troende. Åbenbaringerne var en stor overraskelse. Nu forsøger jeg at blive bedre, mere hellig og dagligt at forandre alt ondt; forstyrrelser bør afvises og jeg forsøger at åbne mig selv for Helligånden og for Evangeliet om Jesus.
Moder – hvorfor mig? spurgte jeg. Kan jeg leve op til dine forventninger og ønsker? Jomfru Maria svarede: ”Kære barn, jeg søger ikke den bedste.”
Jeg er et instrument i Guds og Jomfru Marias hænder, et stort ansvar. Jeg er fuldt ud opmærksom på dette ansvar; det er ikke let eller enkelt. Efter at have set Jomfru Maria skal jeg tilpasse mig denne verdens realiteter. At være sammen med Jomfru Maria er som at være i det himmelske lys!
Jomfru Maria beder om fred, omvendelse, bøn med hjertet, bod, faste, fast tro, tilgivelse. Hendes budskaber handler om håb og glæde. Jomfru Maria sagde: ”Jeg er blevet sendt af min Søn. Mir, Mir, Mir (Fred, Fred, Fred). Fred skal råde mellem mennesker og Gud, og fred mellem mennesker. Verden er i stor fare for selvdestruktion.”
Jomfru Marias største ønske er fred; fred i familierne. Det er en træt Kirke, en forfærdelig krise, i vesten er der krise i troen på Gud. Verden går fremtiden i møde uden Gud. Familie-medlemmer beder ikke, forældre har ikke tid til deres børn, børn lever for langt væk fra deres familier og der foretages aborter. Der er krigens mørke og ingen fred i menneskers hjerte. Der er ingen vej til fred i verden.
Tal ikke om bøn – lev bønnen, lev freden. Familiens åndelighed vokser gennem bøn. Jomfru Maria siger, at verden i dag er åndeligt syg. Hun ønsker at opmuntre os, trøste os. Hun er en Moder, bekymret for vores frelse. ”Børn, jeg er hos jer, sammen kan vi nå freden, kæmpe imod synden.”
Gennem 23 år har Jomfru Maria udelukkende gentaget sine budskaber. Som alle mødre bliver hun aldrig træt af at gentage sig selv. Findes der en moder, som kan sige, at hun er lykkelig? Alle mødre blive nødt til at gentage sig selv. Jomfru Maria kommer som en ’Håbets Moder’. Hun ønsker at hjælpe den trætte Kirke; hvis vi er svage, vil Kirken blive svag.
Mennesket har en fremtid, men vi skal vende tilbage til Gud. Den hellige Messe er centrum i vores liv. Hvis du har muligheden for at vælge, er Gudstjenesten det vigtigste. Det er at vandre med Jesus. Vælg også bekendelse, tilbedelse, Rosenkransen og læsning af den Hellige Skrift sammen med familien.
Jomfru Maria har sagt: ”Hvis I vidste, hvor meget jeg elsker jer, ville I græde af glæde.”
”Mine kære børn” siger Jomfru Maria – og kalder os alle, alle nationer, alle mennesker. Jomfru Maria beder os indtrængende om at bede med hjertet, at bede med vores hele væsen, i fred og i glæde. Hold fast i bønnen, alle dage, ikke springe over en eneste dag. At bede bedre, bede mere – ’bedre’ er en nåde, der bliver givet til dem, som beder mere. Vi søger at finde undskyldninger. Tid er ikke problemet; problemet er kærlighed – man finder altid tid til det, man elsker!
Jeg spurgte engang Jomfru Maria, hvorfor hun var så smuk. ”Jeg er smuk, fordi jeg elsker, og du kan også blive smuk, hvis du elsker.”
Stop ikke, bliv ikke trætte. Træf en varig beslutning, bed for fred og beslut jer for Gud; min sjæl hviler i Gud fuldt og helt.