”Kære børn, forny Kirken”

Vidnesbyrd fra Mirjana Dragicevic-Soldo den 19. marts 2010

Kære Pilgrimme. Det glæder mig, at I er her, for at vi kan fejre Jomfru Maria og hjælpe hende, så hun kan gøre det, der er hendes plan her i Medjugorje.

Jeg har haft daglige åbenbaringer fra den 24. juni 1981 til julen 1982. Juledag 1982 modtog jeg den 10. hemmelighed, og Jomfru Maria fortalte mig, at jeg ikke længere ville se hende hver dag men èn gang årligt, den 18.marts, resten af mit liv.

Dengang fortalte Jomfru Maria mig også, at jeg ville få usædvanlige åbenbaringer. Disse usædvanlige åbenbaringer begyndte den 2. august 1987 og har varet ved indtil i dag, uden at jeg ved hvor længe, det vil blive ved. Disse usædvanlige åbenbaringer den 2. i hver måned, er bøn for ”de ikke troende”. Jomfru Maria har aldrig kaldt dem ”de ikke troende,” fordi hvis man først har omtalt dem som værende ”de ikke troende,” så har man allerede dømt eller vurderet dem som sådan. Jomfru Maria omtaler dem som “dem, der endnu ikke har erfaret Guds kærlighed”.

Alle dem, som i går, den18. marts 2010, var sammen med mig ved åbenbaringen, de ved, at Guds Moder var hos os, at hun har velsignet os med sin moderlige velsignelse og på ny har fortalt os, hvordan vi skal leve for at tage imod hendes Søn, Jesus, og hvordan vi kan sætte Ham på førstepladsen i vores liv, sådan som Han har fortjent det.

I begyndelsen, kort tid efter åbenbaringernes start, var kirken i Medjugorje engang fuld af pilgrimme, der bad og sang. Da vi seks seere så havde åbenbaringen, spurgte vi Jomfru Maria, sådan som børn gør: ”Jomfru Maria, er du lykkelig, fordi vi er så mange i kirken, der beder og priser Jesus?” Hun kiggede lidt sorgfuld på os og sagde: “Børn, hvor mange fingre har i på hånden? Så mange af dem beder virkeligt.”

Det er det, Jomfru Maria siger: Alle dem der ikke oplever kirken som deres hjem, og Gud som deres Fader.

Jomfru Maria har givet hver af os seere en mission eller en opgave. Min mission er at bede for dem, som endnu ikke har lært Guds kærlighed at kende. Vicka og Jacov beder for de syge. Ivan beder for de unge og for præsterne, Marija for sjælene i skærsilden og Ivanka for familierne. Men det vigtigste budskab fra Jomfru Maria, som hun betoner igen og igen, det er den hellige messe. Da vi var børn, i begyndelsen af åbenbaringerne, sagde Jomfru Maria til os: “Børn, hvis I kunne vælge mellem mig og den hellige messe, så vælg den hellige messe. Fordi ved den hellige messe er min Søn hos jer”. I alle disse år har Jomfru Maria aldrig sagt: “Bed og jeg vil give jer det.” Men derimod: “Bed, så jeg kan gå i forbøn hos min Søn for jer, at Han må være på førstepladsen i jeres liv.”

Jomfru Maria ønsker af os, at vi igen beder Rosenkransen i vores familier. Hun siger også, at forældre har et stort ansvar for deres børn. Forældrene er dem, der skal sætte rødderne til troen i deres børns hjerter. Og det kan de kun, hvis de beder sammen og går sammen til den hellige messe. Børnene gør kun, hvad de ser derhjemme.

Her i Medjugorje havde jeg lejlighed til at tale med mange unge forældre fra hele verden. Alle siger, at de kun har lidt tid til at bede, at de arbejder meget, at de ikke vil, at deres børn skal lide, som de selv har lidt, at de vil efterlade så meget til dem som muligt. Mens jeg hørte på dem, tænkte jeg hvor falsk eller forkert det lyder. Fordi man kan efterlade børn alt det materielle, der findes på denne jord, og de vil stadig aldrig være tilfredse, fordi de vil have mere. Hvis man derimod, gennem sin levevis, viser sine børn, at Jesus har førstepladsen i ens liv, så bliver børnene tilfredse og lykkelige med det de har, fordi de vil finde den sande fred, som kun Gud kan give dem.

Jomfru Maria ønsker, at vi faster på vand og brød om onsdagen og fredagen. Jeg ved, at det for mange af jer er det sværeste. Amerikanerne spørger f.eks. med det samme, om de i det mindste fra morgenstunden ikke må tage en kop kaffe? Italienerne spørger, om de må nøjes med at undvære middagsmåltidet i stedet for aftensmåltidet. Nogle går længere ind i diskussionen og spørger, hvor meget brød de må spise, eller spørger efter klokkeslæt, fra hvornår til hvornår på en dag, man skal faste. Og sådan forsøger de på forskellig vis at smyge sig udenom og retfærdiggøre ikke at skulle faste, sådan som Jomfru Maria gerne vil have det. Jomfru Maria siger klart, at vi skal faste på brød og vand. Hun forlanger det ikke af de syge, fordi hun ved, at de kan erstatte fasten med bøn. At kunne faste er bestemt en Guds gave.

Jomfru Maria ønsker, at vi går til bekendelse mindst én gang om måneden. Hun siger, at der ikke findes noget menneske på jorden, der ikke har brug for at gå til bekendelse mindst en gang om måneden. Jomfru Maria beder os om at tage Bibelen tilbage i vores familie. Jeg har forstået, at Jomfru Maria med det mener, at vi skal åbne den hver dag og læse mindst to sætninger i den. Det vigtige er ikke, hvor meget vi læser i den, men at vi læser i den i familien, og at den ikke bare står der som en souvenir.

Jeg beder jer også, at vi alle tilsammen stiller os under Guds Moders beskyttelse og tager til os, hvad hun ønsker af os. Jomfru Maria er kommet gennem så mange år, og hun har aldrig sagt: ”Kære Kroatere!” Nej hun siger: “Mine kære børn!”

Til sidst vil jeg fortælle, hvad Medjugorje betyder for mig i dag. For at forklare det, tillad mig at illustrere det med et eksempel. Da jeg en dag gik op på Križevac, gik der foran os en italiensk gruppe, som bar en svært syg på en bærestol. I, der har prøvet at gå op på Križevac, ved, hvor svært det må være at bære nogen derop. Man kunne se på deres ansigter, at det faldt dem svært, men de bar alligevel den syge med et smil på læben.

Efter nogen tid kom en gruppe tyskere, og de spurgte om de kunne afløse, også selvom de ikke kendte den syge unge mand. Senere kom nogle amerikanerne og bar den syge videre. Og således blev den unge mand båret af hele verdens hænder, op ad Križevac.

Det er Medjugorje for mig. Og jeg beder jer, at vi forener os under Jomfru Marias kappe, under fredens og kærlighedens kappe. At vi kæmper for vores søstre og brødre, som endnu ikke har lært Guds kærlighed at kende. Tro mig, på den måde bliver også vi lykkelige, for gennem denne bøn, beder vi for os selv. Jeg takker jer.

Kilde: Nyhedsbrevet ”Gebetsaktion” nr. 97-2010