”Kære børn, måtte bøn være en glæde for jer”

Ivan Dragićević og Marija Pavlović-Lunetti besvarer spørgsmål i Sankt Stephans Katedralen i Wien sidst i september måned 2010 ved et besøg arrangeret af ”Fredens Oase”.

Det er en glæde for os at have to seere på besøg samtidig her i Østrig.
Mange tak, Marija og Ivan, fordi I er kommet her!

Kære Marija, igen hjerteligt velkommen. Siden den 25. juni 1981 – den anden dag Jomfru Maria åbenbarede sig i Medjugorje, har du set Jomfru Maria hver eneste dag. Hvordan var det, da du sluttede dig til de andre seere på anden dagen?

Marija: Det er en stor glæde for mig at have mulighed for at møde jer. Jeg ønsker af mit hele hjerte at sige, at dette er en særlig dag for bøn her i byen. Det er også dagen for at møde Gud og Jomfru Maria. Som bekendt så jeg ikke Jomfru Maria den første dag. Første gang Jomfru Maria åbenbarede sig der var den 24. juni 1981. Da var det min søster, Milka, der var til stede. Nu afdøde fader Slavko sagde meget ofte, at Jomfru Maria gjorde en fejltagelse ved at vælge mig, fordi min søster er meget mere livlig, end jeg er. Milka plejede altid at drille ham ved at sige: ”Det var nok for mig at se Jomfru Maria én gang.” Jacov så også først Jomfru Maria den 25. juni. Vi seks blev meget overraskede over Jomfru Marias tilstedeværelse, og vi følte, at Gud, gennem Jomfru Maria, havde udvalgt os på en særlig måde. Gennem den gave, at vi fik lov at se Jomfru Maria, blev vi hendes missionærer helt fra begyndelsen.

Den 25. juni kom Jomfru Maria til mig to gange; jeg var chokeret og spurgte, hvorfor hun var kommet, hvad hun hed, og hun svarede: ”Jeg er Guds Moder. Jeg er kommet her under navnet ”Fredens Dronning”. Den dag så jeg et stort kors bag Jomfru Maria, og hun græd, mens hun sagde: ”Fred, fred, fred og kun fred mellem Gud og mennesker, og fred mellem mennesker, fred i jeres hjerter.” Og Jomfru Maria bad os om at blive bærere af fred.
Ivan, et spørgsmål til dig. Du så Jomfru Maria den første dag, den 24. juni 1981. Du var 16 år gammel og meget glad for at spille fodbold. Hvordan levede du i den første tid med åbenbaringer?

Ivan: For mig og mit liv var den første tid med åbenbaringer en stor overraskelse. Da jeg var 16 år, var jeg meget genert. Jeg arbejde altid sammen med mine forældre i markerne med tobaks- og vinplanter. Jeg så frem til helligdagene, hvor jeg kunne holde fri. Så blev det den 24. juni. Det var onsdag og festen for Johannes Døber. Den morgen gik jeg til messe sammen med mine forældre; vi kom hjem og fik frokost bagefter. Inden vi var færdige med at spise, kom en ven og spurgte om jeg ville være med til at spille fodbold. Det gjorde vi så fra kl. ca. 3 til 5 om eftermiddagen. Da vi var trætte, begyndte vi at gå hjemad, og så mødte vi tre piger, Mirjana, Vicka og Ivanka. Én af de tre piger, Vicka, kendte jeg godt. Hun gik i samme klasse som jeg, selv om hun var et år ældre. Jeg kendte ikke de to andre så godt, fordi de ikke boede i Medjugorje. Dengang boede Mirjana i Sarajevo og Ivanka i Mostar. De kom for at være hos deres bedsteforældre i sommerferien. De sagde, at de ville gå en tur for at se til deres forældres får. Bagefter gik jeg hjem og mine venner vendte tilbage til landsbyen. Jeg var sammen med en ven, som også hed Ivan. Jeg klædte om og gik så med ham hjem for at se en basketball-kamp på TV. Jeg så første halvleg hos ham og foreslog så, at vi skyndte os hjem til mig for at få noget at spise og så gå tilbage for at se resten af kampen. Det gjorde vi så.

Mens vi var på vej tilbage ad stien til hans hjem, hørte jeg en stemme kalde: ”Ivan, Ivan, Ivan kom og se Jomfru Maria sammen med os.” Jeg vendte mig om og så de tre piger igen. Vicka kom løbende på sine bare fødder, mens hun rystende af angst sagde: ”Kom, Gospa (=Jomfru Maria) er oppe på bjerget.” Jeg sagde til min ven, at sådan plejer Vicka ikke at være, der er sket noget med hende. Lad os følge med. Vi begyndte også at blive bange. Vicka vendte sig mod os og pegede op ad bjerget. ”Se.” Jeg så tre gange og så den smukkeste Jomfru Maria-skikkelse. Jeg bare så på hende, og så snart jeg kunne, løb jeg hjemad så hurtigt, at ingen kunne indhente mig. Jeg fortalte ikke noget om det til nogen overhovedet. Den følgende nat var forfærdelig, jeg var bange og fyldt af en mængde spørgsmål: Det er ikke muligt; hvordan er det muligt? Jeg havde aldrig drømt om noget lignende. Mine forældre havde aldrig fortalt mig om åbenbaringer; jeg var heller ikke særlig from. Jeg var troende, jeg gik i kirke, bad sammen med mine forældre, voksede op i tro og gik i katolsk skole. Men den nat var en nat fuld af angst og forventninger. Jeg var især bange for, at Jomfru Maria skulle komme ind på mit værelse. Da det blev morgen ventede mine forældre udenfor døren, skræmte. Det var under kommunismen, og de var bange for, hvad der ville ske os, for det var os ikke tilladt at tale om tro eller noget i den retning. Vi sagde ligeud, hvad vi havde set. Vores forældre beskyttede os dengang. Den første dag står helt klart i min erindring og vil altid gøre det.

Marija, den tredje dag gav Jomfru Maria dig budskabet til hele verden: ”Fred, fred, fred mellem Gud og mennesker, fred skal igen råde.” Og så fra marts 1984 og derefter blev budskabet givet til sognet Medjugorje. Jeg husker, at jeg, da jeg hørte om det, jublede over, at et sogn ville blive vejledt af ugentlige budskaber – hver torsdag, og siden fra januar 1987 den 25. i hver måned. Jeg tænkte meget over det. Hvorfor ikke en munke- eller nonneorden, hvorfor ikke en karismatisk gruppe, hvorfor et helt sogn? Guds Moder taler altid til sognet med ordene: ”Kære børn”, hun taler om planen (”the programme”), om den vej hun ønsker at vandre sammen med os. Kan du fortælle os noget om denne vej?

Marija: Helt i begyndelsen, da Jomfru Maria begyndte at give os budskaberne, prøv at forestille jer hvilket chok og overraskelse det var for os, for vore familier og alle i sognet. Vi begyndte at leve det, Jomfru Maria ønskede af os. Som Ivan sagde, bad vi altid i vores familier. Vore bedstemødre bad altid Rosenkransen. Det var et stort ønske at komme Jomfru Maria nærmere. Vi kunne ikke beskrive denne længsel for andre. De første dage var præget af overraskelser og frygt. Langsomt men sikkert kom glæden til. Det blev helt euforisk, og denne glæde bredte sig i hele sognet. Vi ønskede at gøre Jomfru Maria glad. Jomfru Maria begyndte for alvor at vejlede os, fuld af glæde; først vi seere, så sognet, og derefter begyndte hun at vejlede os gennem budskaberne. Enkle men dybe budskaber, som krævede meget af os. Jomfru Maria ønskede ikke, at vi skulle tale, men lytte, og praktisere hendes budskaber på en måde, så vi besluttede os for at omvende os.

Jomfru Maria ønskede, at vi skulle begynde at leve et nyt liv. Hun begyndte at kalde os til hellighedens vej. Først forstod vi det ikke. Vi troede at hellighed var et kald til præster eller et særligt kald. Langsomt men sikkert begyndte Jomfru Maria at trænge dybt ind i vore hjerter. Vi var unge, men samtidig fik Jomfru Marias glæde og ungdom os til at føle en ny glæde i vore hjerter, og hun gav os ny styrke til at begynde igen og igen at gøre det, som hun kaldte os til. Hele sognet blev et glædesfuldt sogn. Vi ønskede at Jomfru Maria skule være hos os mere og mere, og vi begyndte at bede dag og nat. I starten var det hårdt, men vi huskede, at vi var udvalgte. Hun bad os om at hjælpe hinanden, at opmuntre hinanden, så vi kunne vokse på hellighedens vej. Ordet hellighed lå os meget fjernt, men Jomfru Marias skønhed, hendes nærvær og hendes kærlighed berørte os. Det var vores glæde. Alt, hvad vi gjorde, og alt, hvad hun bad os om, var en stor udfordring. Jomfru Maria motiverede os, og hun opmuntrede os til at virke i tillid og til at faste. Hun fortalte os, at vi kunne undgå krige gennem bøn og faste. Hun bad os om at lægge Bibelen på et synligt sted i hjemmet og om at læse i den hver dag. Vi havde ingen Bibel i vore hjem, så vi bad præsten om at give os en. Vi begyndte mere og mere at forstå, hvilken nåde Gud gav os. Nåde er en gave, og vi er Guds børn. Vi er døbte. Den nåde, som Gud giver gennem os, vil hjælpe med at motivere mange. Dengang var vi et lille sogn, men det er vi ikke mere. I Jomfru Marias øjne blev Medjugorje verden, og hun opmuntrede os til at være vidner om Guds kærlighed overfor alle. Gud skabte os i Sit billede, så vi kunne være Ham nær. Det er, hvad vi lærte og fortsat lærer gennem Jomfru Maria.

Tak, Marija.  Da jeg første gang kom til Medjugorje, fik jeg en ”virus” hos den familie, hvor jeg boede. Det var ikke en sygdomsfremkaldende virus, men en vane de havde. De fastede om fredagen, og i Medjugorje var det meget let at faste. Men da jeg kom hjem, var det ikke let at faste en hel dag.

Jeg har et spørgsmål. Kære Ivan, den 14. august 1984 modtog du et særligt budskab, kaldet et ekstraordinært budskab, som i særlig grad viser mig hvor alvorligt Jomfru Maria tager os, og hvor betydningsfuldt det er for Jomfru Maria, at vi beder og faster. Kan du sige mere om det?

Ivan: Bøn, faste, bod og tilgivelse. Det er nøglebudskaberne i Jomfru Marias kald til os. Jomfru Maria siger: ”Kære børn, må bønnen blive en glæde for jer. Kære børn, den, som beder, er ikke bange for fremtiden.” Nogle gange er det svært at føle glæde i bønnen, og Jomfru Maria ved, at vi ikke er perfekte, og at det er svært at koncentrere sig om bønnen. Vi kan have svært ved at lægge de tanker væk, som bekymrer eller presser os. Moderen ved alt dette. Men moderen kalder os til at indskrive os i bønnens skole, til at gøre vores hjemmearbejde hver dag. Jeg har personligt, hver dag i disse mere end 29 år, modtaget hjemme-opgaver fra Jomfru Maria, og jeg er nødt til at gøre dem hver dag, så godt som jeg kan. Jeg forsøger at arbejde og gøre, hvad hun beder mig om. At lægge det ind i mit liv, arbejde og familie. Men i sandhed har vi brug for at vide, hvordan man tilgiver. Dette er en stor gave fra Gud. Uden tilgivelse er der ingen fysisk eller åndelig helbredelse. Gennem bøn og i bøn er vi i stand til at tilgive. Jomfru Maria kalder os vedvarende gennem disse år til bøn, ikke bare med læberne og mens vi ser på uret for at blive færdige så hurtigt som muligt. Men at vi beslutter os for at bede og tage tid til Gud. Sætte bønnen på førstepladsen i vores liv. Jomfru Maria siger: ”Kære børn, må bønnen blive en glæde for jer.” Vores moder kalder os til at bede med hjertet, af kærlighed og glæde. Bede af hele vort væsen, så bønnen må blive et møde med Jesus. Den dag i 1984 var jeg ved at forberede mig til messe, og jeg ville deltage i rosenkransbønnen inden. Jomfru Maria viste sig i mit værelse. Jeg blev overrasket. Hun bad mig om at tage dette budskab med til præsterne og til hele verden, at vi skal faste på brød og vand hver onsdag og fredag og bede Rosenkransens tre mysterier. Jomfru Maria kalder os til faste og bod. Hvad er faste? Mange tror og siger, hvor eller hvad hjælper vi ved at faste? Hvad gør det godt for? Og hvad giver det mig? Faste er noget vi modtager. Gennem faste renser vi os selv. Vi styrker vores tro og ånd, og vi bliver mere sikre i freden.

Tak, Ivan, for på denne måde at minde os om Jomfru Marias budskaber, hendes kald til bøn og faste.

Marija, i et budskab, som Jomfru Maria gav til sognet, gennem dig, sagde hun: ”Jeg ønsker, at I må blive lykkelige her i denne verden, og at I må blive lykkelige sammen med mig i Himlen en dag. Det er mit ønske, og det er derfor, jeg er kommet.” Hvad føler du, når du hører sådan et budskab, fuld af glæde og løfter?

Marija: Det giver en stor glæde, en inderlig længsel. Siden vi så Jomfru Maria første gang, længes vi efter, at hun vil tage os ved hånden og tage os med i Himlen. At vi må komme nærmere Gud gennem Jomfru Maria. Jomfru Maria beder os alle om at blive hellige og blive helgener. Jomfru Maria siger altid, at vi ikke vil opleve sand glæde, hvis vi ikke glæder os i Gud. Vi har så mange bekymringer og så mange materielle ting, og Jomfru Maria siger, at vi tænker alt for meget på det jordiske. Jomfru Maria har sagt, at vores måde at leve på ville være meget anderledes, hvis vi tænkte mere på livet efter dette. Vi bør erkende, at dette liv ophører. Derfor opfordrer hun os indtrængende med glæde til at leve paradiset her på jorden og have paradiset i vore hjerter og blive ét med Gud.

Vi er blevet vidner, ikke kun om Jomfru Marias budskaber, men også om Guds kærlighed til menneskene. Vi har set mange mennesker blive helbredt, blive omvendt og blive vidne om Jomfru Marias tilstedeværelse. Jomfru Maria kalder os til at være glade. Jomfru Maria siger, at Jesus døde på korset for at give os glæde og fred i livet. Vi skal forstå, at 80 år er, som det står i Bibelen, meget kort tid og forsvinder hurtigt.

Tak, Marija, for disse betagende og rørende ord.

Kilde: Nyhedsbrevet ”The Children of Medjugorje” nr. 105 – 2010