Læg Bibelen på dit alter
Betragtninger af fader Jozo Zovko
Når vi læser Biblen, kommer Ånden og Guds liv ind i os og virker i os med større kraft. Læsningen af Guds Ord er et af det åndelige livs fundamenter. Hvis dette fundament savnes, vil vores liv få en skrøbelig og svag base, og det bliver meningsløst og uden frugt.
Jomfru Maria har allerede mange gange bedt os om, at Bibelen ligger fremme på et synligt sted i vore hjem. Den synlige plads er vores familiealter i dagligstuen, hvor familien samles hver dag, kobler af, taler sammen og ser på tv.
Det er nødvendigt at indføre en ny adfærd: Den kristne familie bør have et alter, om hvilket man kan samles hver dag, for at lytte til Guds ord og bede sammen.
Placer først af alt et kors på et lille bord i dagligstuen, krucifikset, den korsfæstede, kærlighedens Mester, som har gjort familien til et sakramente. Korset lærer os, hvad kærligheden er: Kærlighed er at give sit eget liv for andre og ofre sig for de andre; at tilgive alle, særlig vore fjender; at svare Faderen som Herren Jesus gjorde: ”… ske ikke min vilje men Din.” (Matt. 26, 39).
Anbring en statue eller billede af vor Moder Maria ved siden af krucifikset. ”Se det din Moder” (Joh. 19, 27), er det testamente, som fortsætter gennem historien ind i fremtiden, for det gælder os alle. Det er nødvendigt at tage vor Moder med os, for uden hende kan vi ikke besejre den listige fjende. På denne måde finder din familie den korteste vej til Gud.
Læg også familiebibelen, Guds levende Ord, på familiealteret. Hver gang du tager den fra alteret, kan du høre Faderens stemme, ligesom disciplene hørte den på bjerget Tabor: ”Denne er min elskede Søn, min udvalgte. Lyt til Ham” (Matt. 17, 5).
Læg også på alteret Rosenkransen, som anvendes af den, der leder bønnen. Sæt også vievand på alteret og velsign dit hjem en gang om ugen. Vi gør det regelmæssigt om lørdagen, som afslutning på ugen. Læg til sidst din bønnebog på alteret og sæt et lys der.
(Har man ikke adgang til vievand, kan man bede om Guds velsignelse over sin familie og sit hjem, idet Gud bønhører i Jesu Kristi navn. Red.)
Tænd lyset, når du læser Bibelen, som er lyset på vores tros vej. At man daglig forenes om alteret, er en vigtig vane. Hele familien vil meget snart erfare en kraft, der holder familien forenet og i fred. Alteret vil også efter din død vedblive med at være et tegn for dine børn, som vil bevare det, som en uforglemmelig oplevelse og sikkerhed. De vil altid sige til sig selv, at de ved hvorfra deres forældre fik kraften og fandt fred. De ved også, at de kan vandre videre i deres forældres spor.
Kilde: Eko från Medjugorje; nr. 193-2007