Medjugorjes største frugt er verdens og menneskehedens fornyelse

En samtale med Ivan Dragićević i Wien 16. november 2014

Ivan – også i år er du kommet til Østrig og Tyskland. Hvordan har du oplevet møderne i år?

Det hele har været meget smukt i disse sidste seks dage. Man har kunnet fornemme Medjugorjes ånd på en særlig måde, hvert eneste sted – fra Innsbruck over Paderborn til Wien. I Tyrol fandt bedemødet sted i Fredens Basilika, Wittener Basilika, hvor vi i fællesskab med mange præster og biskoppen bad og på ny betragtede Jomfru Marias kald og budskaber. Også i Paderborn var der meget smukt. Der modtog biskop Mathias König mig fredag formiddag. Vi havde en behagelig samtale, der varede mere end to timer. Ærkebiskoppen var meget glad for, at vi gensidigt kunne udveksle erfaringer fra Medjugorje, og om det Jomfru Maria igennem årene har kaldt og stadig kalder os til.

Du var altså i Paderborn om fredagen og allerede om lørdagen kl. 16 i Stefansdomkirken i Wien. Kan du fortælle os, hvordan det var at mødes med kardinal Christoph Schönborn og de mange troende i Wien?

Medjugorje dagen i Wien var fantastisk smuk. Man mærkede virkelig Medjugorjes ånd under den Hellige Messe og under bønnen, som varede fra kl. 16.00 til kl. 22.00. I disse seks timer delte vi Medjugorjes og Jomfru Marias hjerteanliggende nemlig det, at hun tilbyder os Himlen. Jomfru Maria kalder os til det himmelske hver eneste dag – nu igennem 33 år. Ved bedemødet kunne vi alle føle, hvad det er, Jomfru Maria virkelig ønsker af os. Jeg vil sige, at vi hvert år føler en ny vækkelse, en fornyelse, når vi forsamler os med kardinal Schönborn i domkirken i Wien. Jomfru Maria har kaldet os gennem 33 år, givet os mod, trøstet os og giver os ny kraft til at gå videre. Ved dette møde havde jeg lejlighed til at tale med kardinalen om mange private ting, som jeg ikke ønsker at nævne her. Man ser en stor glæde hos kardinalen, og man hører det nævnt i prædikenen, at der i Domkirken aldrig er så mange mennesker forsamlede, som under en Medjugorje-fredsbøn. Dette bekræfter hans glæde og tilfredshed, idet denne dag med Medjugorje-fredsbøn er som en juledag i Domkirken. Også for mig var dagen i går rigtignok, som var det en juledag. Jeg ville ønske mig, at alle mennesker, der var i Domkirken, ville bringe denne fornyelsens Ånd ind – ikke kun til deres familier, men også bringe deres oplevelser og erfaringer til alle mennesker omkring dem.

Du nævnte, at kardinalen talte om, at Domkirken hele året igennem ikke er så fyldt som ved Medjugorje-fredsbønnerne.

Det er ikke kun sådan i Wien, men i hele verden. Alle biskopper og præster siger, at der er flest mennesker forsamlede i kirken ved en aften med en Medjugorje-fredsbøn.

Jeg, som seer, ser og oplever det gentagne gange ved alle mine rejser rundt om i verden. Det jeg dog i forbindelse med disse bedemøder særligt ønsker at understrege er, at det er et faktum, at jeg oplever et nyt Medjugorje, hvor jeg end kommer frem. Det, jeg vil sige med det, er, at de mennesker, der har været i Medjugorje og siden er vendt tilbage til deres eget sogn, de har påvirket meget, som viderefører Medjugorjes kald og lader det leve. Det er disse frugter fra Medjugorje, der i stigende grad spredes ud over jorden – fra dag til dag.

Efter dette bedemøde, som har varet næsten seks timer, har jeg bemærket hos flere mennesker, at det overhovedet ikke falder dem svært at være i kirken så længe. Alle, der var til stede ved bønnen, er trådt ud af deres hverdag for en dag og har oplevet en dag med åndelig fornyelse.

Jeg har efter bedemødet talt med flere mennesker, som var meget begejstrede for alt, hvad der skete i Domkirken. Men det er interessant her at nævne en kroat, som opsøgte mig og fortalte, at han græd af glæde hele aftenen, fordi han virkelig havde mærket Guds Moders nærhed. Særligt under den Hellige Messe fornemmede han Jesu tilstedeværelse under nadveren. Det er altså Medjugorjes kraft: At møde både Guds Moder og Jesus under den Hellige Messe.

Det er ikke en sjældenhed, at Medjugorje ved sådanne møder opmuntrer mennesker til at tænke helt nyt i forhold til, hvad de gør til dagligt, hvor de bekymrer sig om både nutiden og fremtiden.

Medjugorjes største frugt er den åndelige fornyelse af verden og menneskeheden. På denne fornyelse vil Jomfru Maria bygge Kirkens og verdens fremtid. For at det kan ske, må vi ændre os selv og vore hjerter. Vi må vende om og blive til et levende tegn i familien, i Kirken eller andre steder, hvor vi er. Når vi på denne måde går videre, beder og følger Jomfru Maria i hendes skoling af os, så vil vi se, at Medjugorje vil bærer endnu mange flere frugter.

Jomfru Maria kalder på os nu igennem 33 år, og hun kalder vedholdende. Hvordan skal vi besvare hendes vedholdenhed?

Øjeblikkeligt! Vi må ikke udskyde det. Vi må med det samme begynde at leve de budskaber, som Jomfru Maria giver os. De budskaber er intet andet end det Evangelium, som hendes Søn, Jesus, har efterladt os. Den tid, vi lever i, er en afgørelsens tid, som vi må tage på os med det samme. Vi må ikke udskyde det og vente til i morgen. Vi må sige i dag, at vi vil være bedre, at vi vil ændre det, der ikke er godt. Vi må erkende vore fejl og det, som vi af forskellige årsager ikke får gjort. Vi må erkende, hvad der binder os og hindrer os i at kunne tage imod det, som Jomfru Maria tilbyder og giver os. Når vi får aflagt kædelåsene omkring vore hjerter og får aflagt de ting, der gør os til slaver, så vil vi bedre kunne forstå Jomfru Marias budskaber. Så længe vi ikke ser os selv, vore fejl, vore synder i øjnene, så vil vi ikke kunne tage imod Jomfru Marias budskaber, som hun gerne vil det. Vi må se os selv: Se hvor vi er, hvad vi er, og hvad der er vores mål. Jomfru Maria lærer os at åbne vore hjerter for Helligånden. Vi må tilgive, ændre os selv, lige meget hvor vanskeligt det er. Mange beslutninger falder os svære. Det er ikke let at opgive vore vaner, men hvis vi vil være bedre, så er der intet, der forandrer sig uden ændring af daglige vaner. Hvis vi vil have en sund familie, må vi gøre en hel del af de ovennævnte ting.

Er vi i dag i stand til at frigøre os fra det materielles snærende bånd og trænge ind i den åndelige sfære? Hvordan gør vi i så fald?

Det er helt sikkert muligt. Mennesket er fra naturens hånd rigtignok bundet til det materielle, men det er også et åndeligt væsen. Derfor kan og må mennesket under alle omstændigheder finde og holde ligevægten mellem det materielle og det åndelige. Enhver, som det ikke lykkes for, forfalder til det materielle og mister derved sine menneskelige værdier, fordi menneskelige værdier ikke er knyttet til materielle ting, men til det åndelige. Derfor er det åndelige element i mennesket meget vigtigt. Det er ikke let, men en længerevarende proces, som kræver tid og tålmodighed.

Derfor må vi ikke tillade at tiden går, men vi må, som jeg sagde før, starte med det samme. Ofte siger vi, at vi gør det i morgen, så i overmorgen, men der sker ikke noget. På den måde går tiden. Med nogle ting må vi begynde med det samme. På den måde kan vi undgå nogle af de negative ting, der ellers vil kunne ske.

Kilde: Nyhedsbrevet Gebetsaktion nr. 116-2015