Mirjanas vidnesbyrd i forbindelse med den årlige åbenbaring den 18. marts 2005

Jomfru Marias årlige åbenbaringer har meget stor betydning, fordi Jomfru Maria på et tidspunkt vil holde op med at vise sig. Ifølge seerne bliver det, når alle seks seere har modtaget de 10 hemmeligheder. Seeren Mirjana Dragicević-Soldo modtog daglige åbenbaringer fra den 24. juni 1981, hvor Jomfru Maria åbenbarede sig i Medjugorje første gang, og frem til den 25. december 1982. Under den sidste daglige åbenbaring sagde Jomfru Maria til Mirjana, efter at hun var blevet betroet den 10. hemmelighed, at Jomfru Maria fremover ville åbenbare sig én gang hvert år – på den 18. marts.

Den 18. marts 2005 samledes flere tusinde pilgrimme for at bede rosenkransbønnen i ’Cenacolo’ fællesskabet. Den årlige åbenbaring startede kl. 14.09 og varede til kl. 14.14.

Jomfru Maria overbragte følgende budskab:

”Kære børn! Jeg kommer til jer moderen, der, over alt andet, elsker sine børn. Mine kære børn, jeg ønsker at lære jer at elske også. Jeg beder om dette. Jeg beder om, at I må genkende min Søn i hver enkelt af jeres medmennesker. Vejen til min Søn, som er sand fred og kærlighed, går gennem næstekærlighed. Mine børn, bed og fast, så jeres hjerter må være åbne for mine intentioner.”

Mirjanas vidnesbyrd

Efter åbenbaringen den 18. marts sagde Mirjana: ”I dag åbenbarede Jomfru Maria sig for mig. En dag vil vi få at vide, hvorfor Gospa (=Jomfru Maria) har valgt den 18. marts og den 2. i hver måned. Under åbenbaringen modtog jeg et budskab. For mig personligt er dette budskab meget smukt, det taler simpelthen om kærlighed. Hver enkelt af os må læse dette budskab og prøve gennem bøn at forstå, hvad Gud ønsker at sige os.”

Endvidere gav Mirjana følgende vidnesbyrd:

”Åbenbaringerne i Medjugorje startede d. 24. juni 1981. Indtil julen 1982 modtog jeg åbenbaringer hver dag. I julen 1982 modtog jeg den sidste af i alt 10 hemmeligheder. Jomfru Maria sagde, at jeg nu ikke ville modtage åbenbaringer hver dag mere. Det ville blive én gang om året, den 18. marts, så længe jeg lever. Desuden lovede Jomfru Maria mig yderligere åbenbaringer. De startede den 2. august 1987 og varer stadig ved – den 2. i hver måned. Jeg ved ikke hvor længe, de vil vare endnu. Disse åbenbaringer tjener som bøn for de ikke-troende.

Jomfru Maria omtaler dem aldrig som ikke-troende, men omtaler dem altid som dem, der endnu ikke har lært Guds kærlighed at kende, og beder os om hjælp. Når Jomfru Maria beder om vores hjælp, taler hun ikke kun om hjælp fra os seks seere. Hun tænker på alle, som anser hende som deres moder. Jomfru Maria siger, at vi kan forandre de ikke-troende, men kun ved fælles bøn og ved at være forbilleder.

Jomfru Maria forventer, at vi ved vores daglige bønner sætter bønnen for de ikke-troende på førstepladsen. Jomfru Maria fortæller, at de fleste dårlige ting, som sker i verden så som krige, aborter og stofmisbrug, stammer fra de ikke-troende. Og når I beder for de ikke-troende, beder I for jer selv og for fremtiden. Foruden bønnen forventer Jomfru Maria også, at vi tjener som forbilleder.

Jomfru Maria forventer ikke, at vi prædiker, men forventer at vi taler gennem vore handlinger. Jomfru Maria beder om, at de ikke-troende ser Gud og Guds kærlighed i os. Jeg beder jer om at tage dette meget alvorligt. Hvis I bare kunne se tårerne i Jomfru Marias øjne en enkelt gang, de tårer, som Jomfru Maria græder på grund af de ikke-troende, så er jeg overbevist om, at I ville bede med hele jeres hjerte. Jomfru Maria fortæller, at det er tiden til at tage beslutningen, og at der ligger et stort ansvar hos jer som Guds børn. Når Jomfru Maria siger, at vi skal bede for de ikke-troende, så forventer hun, at vi først mærker kærligheden i os til de ikke-troende, at vi oplever dem som brødre og søstre, som ikke har oplevet kærligheden, så de får mulighed for at opleve Guds kærlighed. Først når vi føler således, så kan vi bede for dem. Vi skal ikke dømme eller kritisere dem, men bare elske dem og være et forbillede for dem.

Jomfru Maria har givet hver enkelt af os seks seere en mission i forbindelse med åbenbaringerne. Min opgave er forbøn for de ikke-troende. Vicka og Jakov beder for de syge, Ivan for ungdommen og præsterne, Marija for sjælene i skærsilden* og Ivanka for familierne. Jomfru Marias væsentligste budskab, som hun altid gentager, er fejringen af den Hellige Messe, men ikke kun om søndagen.

* I ”Himlen taler til os” fortæller seeren Mirjana mere om skærsilden, som Jomfru Maria har vist hende.

Jomfru Maria sagde til os seere da åbenbaringerne begyndte, dengang vi stadigvæk var børn, at hvis vi var nødt til at vælge mellem hendes åbenbaringer og den Hellige Messe, så: ”Vælg den Hellige Messe, fordi min Søn er med jer under den Hellige Messe.” Jesus skal altid stå i første række. Jomfru Maria har aldrig i alle disse åbenbaringsår sagt: Bed og jeg vil give jer, men hun siger altid: ”Bed, så jeg på jeres vegne kan bede min Søn.” Mange pilgrimme, der kommer til Medjugorje, tror, at vi seere har særlige privilegier, at Gud hører vore bønner mere. Men det er overfladisk tænkning, fordi Jomfru Maria, som moder, ingen privilegerede børn har. Vi er alle hendes børn, men hun udvælger sine børn til forskellige missioner. Vi seks seere til at meddele budskaberne og jer til at være hendes apostle. Jomfru Maria sagde i budskabet den 2. januar 2005.

”Kære børn, jeg har kaldt på jer, åben jer og jeres hjerter, så jeg kan gøre jer til mine apostle.”

Hvis vi skal tale om nogle, der er privilegerede, så kan vi tale om præsterne. Jomfru Maria har aldrig talt om, hvad præsterne skulle gøre. Hun fortæller kun, hvad vi skal gøre for præsterne. Jomfru Maria siger:

”Kære børn, hvis I mister respekten for præsterne, mister I langsomt respekten for kirken og til sidst for Gud selv.”

Derfor beder jeg alle pilgrimme, der kommer til Medjugorje, at de efter deres hjemkomst til deres sogne, viser hvordan forholdet til præsterne burde være. Dette er meget vigtigt især i denne tid, vi lever i nu. Jomfru Maria forventer, at vi bringer rosenkransbønnen tilbage til vore familier. Hun siger, at der ikke findes noget større til at forene familien end selve bønnen. Forældre har et stort ansvar overfor deres børn, idet de planter de første spirer af tro i deres børn. Dette kan kun gøres gennem den fælles bøn og ved at gå til den Hellige Messe.

Børnene skal opleve, at Gud og Jomfru Maria står i første række hos deres forældre. Jomfru Maria forventer, at vi faster. Det er meget vigtigt for Jomfru Maria at faste på vand og brød, og dette skal ske hver onsdag og fredag. Hun forventer også, at vi skrifter mindst én gang om måneden. Jomfru Maria siger, at der ikke findes noget menneske på jorden, der ikke har behov for at skrifte mindst én gang om måneden. Hun ønsker også, at hver familie har en Bibel.

Når Jomfru Maria giver os seere sine budskaber, forklarer hun dem ikke nærmere. Vi skal ligesom alle andre også prøve at bede og reflektere over dem for at forstå, hvad Gud ønsker at sige os.

Sådan er det, når Jomfru Maria siger: ”Bring Biblen tilbage til familien.”

Jeg tror, at Jomfru Maria ønsker at sige, at vi skal åbne Biblen hver dag og læse to – tre sætninger. Det er ikke vigtigt hvor meget, men det er vigtigt, at Biblen findes i vore hjem, men ikke som en souvenir, som aldrig bliver åbnet. Det er det vigtigste, som jeg ønsker at dele med jer i dag.