Mystisk betydning af åbenbaringer fra Medjugorje

Refleksioner af Dr. Maximilian Domej

Personligt har jeg besøgt Medjugorje flere gange – første gang var i februar 1983. Jo længere tid jeg følger fænomenet Medjugorje og spørger mig selv, også om den dybere mening bag åbenbaringerne, da erkender jeg, hvordan Medjugorje formidler sig – ikke alene gennem selve budskaberne, men også som ”Budskab” for vores liv. Medjugorjes udvikling bærer en utvetydig guddommelig håndskrift i sig selv. Mange negative beslutninger og begivenheder, som vi først ikke rigtig kunne forstå, har siden vendt sig til det gode.

Mange ting skriver Gud på denne lille plet med ny skrift. Han vil vise os, at det også i dag er muligt at finde den hellige vej, at vandre trofast ad vejen til Gud. I denne kontekst omfatter jeg også seerne fra Medjugorje.

Via min journalistiske gerning har jeg været til stede ved åbenbaringerne hundreder af gange. En særlig atmosfære gennemstrømmer de tilstedeværende, når seerne afslutter bønnen og bliver stille, og deres øjne begynder at tale. Under åbenbaringerne er seerne SEENDE. Under åbenbaringerne åbner deres øjne sig for en verden, som er usynlig for os. Seerne ser ind i en anden verden!

Hvad vil Gud fortælle os med denne lange cyklus af åbenbaringer i Medjugorje?

Når seerne i de første år spurgte til, hvor længe Guds Moder ville åbenbare sig for dem, så gav det mening, når hun svarede: ”Har I allerede fået nok af mig? Skal jeg ikke komme til jer mere?”

”Nej tværtimod”, svarede seerne, og Jomfru Maria fortalte, at Gud har sendt hende for at lede os ad vejen til hellighed. Og Jomfru Maria takkede for alle de skridt vi gik som følge af hendes kald.

35 år er et halvt liv. Fader Ivan Dugandžić har engang skrevet om den dybe betydning af Guds Moders og Guddommelighedens dagligt synlige tilstedevær. Denne synlige Guddommelighed er som en igangsættende kraft for millioner af pilgrimme, som allerede har besøgt Medjugorje, så de er i stand til at begribe Gud på en ny måde. Her er ikke tale om abstrakt teoretiseren over religiøse spørgsmål. Der er ikke tale om en teologisk diskussion om, hvorvidt Gud overhovedet eksisterer. Nej, Medjugorje er et klart svar på Guds eksistens. Medjugorje er et klart svar imod tidens gudløshed og ateismen i vores tid, især i den vestlige verden. I Medjugorje smelter mennesker sammen i stille bøn, i den ofte så kærlige omfavnelse af Guds Moder – som en hjemvendt søn foran faderens alter. Faderen, der altid venter på os.Medierne præsenterer os dagligt for nye guder og afguder, som de forsøger at gøre interessante for os. I internettets nye, hurtige tidsalder, virker det som om, horisontale afstande og landegrænser næsten helt er overvundet. Midt i denne turbotid opstår det overjordiske fænomen Medjugorje.

Hvilke opgaver har seerne?

Seerne er udvalgte og begavet med en særlig evne til at kunne se ind i en anden verden. Under åbenbaringerne er seerne SEENDE. Når de kommer tilbage fra denne tilstand af at være seende, så er de dog igen mennesker, som du og jeg.

Personligt kender jeg seerne gennem 33 år. De er, ligesom vi andre udstyret med forskellige begavelser og egenskaber, som én kan holde af, og som en anden kan blive stødt af. Det største problem er, efter min mening, at vi ser på seerne som seere, og projicerer noget overnaturligt ind i dem. Vi har lagt en masse ønsker ind i vore egne projektioner, og det fører til, at at vi formaster os til at ville se seerne som fuldkomne mennesker. Endnu engang: Seerne har fået karisma og begavelse til at kunne se Guds Moder under åbenbaringerne. De er i denne situation SEENDE.

Den 24. juni 2016 kunne jeg f.eks. være til stede ved åbenbaringen med Ivan Dragićević. Det er ikke længere tilladt at fotografere, men da jeg alligevel tog tre billeder, har jeg kunnet iagttage Ivan under åbenbaringen på nærmeste hold. Øjnene havde forandret sig. Der er tale om en dialog fuld af varme og venlighed. Ivans mund bevægede sig (lydløst), som hos et menneske, der taler med en person, lyttende, fuld af glæde og kærlighed i øjnene, nikkende og med ubevægelig mund, ventende på et svar, som hans stumme læber synligt bekræfter, at han får. Han var uberørt af enhver reaktion udefra. Blitzen fra kameraet på nærmeste hold forstyrrede ikke hans åbne øjne, hans ansigt forandrede sig ikke, nej, på ingen måde lod han sig påvirke af noget i rummet. Hans seende øjne var i over 10 minutter udelt rettet mod den åbenbarede Guds Moder. Som iagttager har man følelsen af at være til stede ved et intenst møde.

Tanken om, at der netop foregår noget overnaturligt lige foran en, er en hel naturlig del af en iagttagers betragtninger, men man vil alligevel gerne forstå det og videreformidle det til andre. Det er nærmest umuligt, selv for en intellektuel og forskende sjæl. Seerne er under åbenbaringen SEENDE.

Når deres øjne sænker sig, når de overjordiske begivenheder svinder fra deres ansigt, så er de ikke mere seende. Det tager vi for ofte fejl af, når vi kritiserer seerne. Seerne har ikke selv valgt deres gave, dette talent til at være seende. De er tværtimod blevet kaldet til den gave at være seende, at stille sig til rådighed for at tjene Guds Moder, for at forkynde hendes budskaber. Det vigtigste budskab fra Medjugorje er, at Guds Moder rent faktisk er til stede. Det betyder for vores så gudløse verden, at Medjugorje leverer beviset for, at vores tro ikke er død, men levende. Der er ikke tale om folketro eller historisk overlevering fra tidligere århundreder. Nej, Medjugorje er det levende bevis for Guds tilstedeværelse i vores tid; for enhver af os og særligt for dem, som endnu ikke har erfaret troen, at der findes noget, som man kan tro på. Det vigtigste budskab for os alle er, at Gud virkelig findes, at en anden verden findes; for alle tvivlende, nedtrykte og håbløse.

De daglige åbenbaringer i Medjugorje er, for mig et se, en af de største og mest troværdige beviser for overjordisk Guddommelig eksistens i nutiden. Tusinder af filosoffer og teologer forsøger at finde livets mening, og – i en eller anden form – at bevise Gud. Men det er vanskeligt at sætte Gud på en formel; man kan ikke indkredse det overjordiske i en film eller i nogen anden form i vores dimension. Det forsvinder for os, ligesom en solstråle om aftenen forsvinder, når solen går ned. Vi har skabt kunstigt lys til brug om natten som erstatning for dagens lys. Men helt uden dagslys vil naturen ikke kunne overleve. Hvis filosoffers og teologers troværdighed var perfekt, ville der ikke være nogen tvivl i verden om meningen med livet. Der ville ikke være nogen meningsløshed.

Man er ofte ikke i stand til at videreformidle troværdigt. Og så er det, at Gud udvælger nogle unge i Medjugorje, som Han tillader at se Guds Moder og stille sig i hendes tjeneste. Hele det hierarkiske system af kirkers og institutioners tænkning er fra begyndelsen udfordret af et sådant fænomen. Hvis man derimod ser det som en kilde, hvor levende vand uophørligt flyder i alle retninger ud i verden, gennem de fortløbende, nye, aktuelle budskaber, så forvandles også vores daglige tilgang til det overjordiske, til Gud og til Guds Moder.

Kilde: Nyhedsbrevet Gebetsaktion nr. 122-2016