“Paradiset er allerede her på jorden”

Interview med seeren Vicka i Medjugorje

Vi mødtes på hendes 40 års fødselsdag. Hun var afslappet, smilende, åben. Heller ikke på denne dag, som var noget specielt, ville Vicka springe over mødet med pilgrimmene, som strømmede til den ”blå trappe” for at høre hende fortælle om sine møder med Jomfru Maria.

Jomfru Maria har besøgt vores jord i 23 år, og hun har givet os meget. Nogle pilgrimme begrænser sig til kun at ”bede om noget” og lytter ikke altid til Marias spørgsmål: ”Og du, hvad giver du mig”? Vicka, hvilken erfaringer har du med dette?

Menneskene søger altid noget. Hvis vi beder til Maria i ægte og oprigtig kærlighed, er hun, som er vores moder, altid parat til at give os det, men i tilgift forventer hun også noget af os. Jeg føler, at vi i dag lever i en hel speciel tid af stor nåde, hvor menneskene indbydes til ikke kun at bede om ting og sager men også til at takke og give. Vi er endnu ikke bevidste om, hvor meget glæde man oplever ved at give. Hvis jeg opofrer mig for Maria, (fordi hun beder mig om det), uden at søge noget til mig selv, og senere beder om noget for andres skyld, føler jeg en speciel glæde i mit hjerte, og jeg ser, at Maria er glad. Maria glæder sig, både når vi giver, og når vi tager imod noget. Menneskene bør bede og i bønnen give sig selv: alt andet vil vi få til rette tid.

Men i almindelighed søger vi en udvej eller måde at blive helbredt på, når vi lider.

Jomfru Maria har mange gange forklaret, at når Gud giver os et kors – en sygdom, en lidelse etc., – skal det modtages som en stor gave. Han ved hvorfor, Han giver os det, og hvornår Han skal tage det tilbage: Herren søger kun vores tålmodighed. A pro pos dette siger Jomfru Maria imidlertid:

”Når korsets gave kommer, er I ikke parate til at tage imod det. I siger altid: Men hvorfor til mig og ikke til nogen anden?” Hvis I i stedet for begynder at takke og bede og sige: ”Herre, tak for denne gave; men jeg beder Dig, giv mig kraft til at bære mit kors med tålmodighed og kærlighed,” da vil freden komme til jer. I kan ikke forestille jer, hvor stor en værdi jeres lidelser har i Guds øjne”.

Det er meget vigtigt at bede for alle dem, som har svært ved at acceptere korset: De behøver jeres bønner, og med vort liv og eksempel kan vi gøre meget.

Nogle gange kommer indre eller åndelige lidelser, som man ikke ved, hvordan man skal håndtere. Hvad har Jomfru Maria lært dig gennem disse år?

Jeg kan fortælle, at jeg personlig er meget lykkelig, og derfor føler jeg en stor indre glæde, også en stor fred. Delvis er det min egen fortjeneste, fordi jeg ønsker at være tilfreds, men frem for alt er det Jomfru Marias kærlighed, som medfører, at jeg føler det sådan. Maria beder os om at være enkle, ydmyge, beskedne. Så meget jeg magter, anstrenger jeg mig af hele mit hjerte for at tilbyde andre, hvad Jomfru Maria giver mig.

I dine vidnesbyrd fortæller du ofte, at dengang Jomfru Maria tog dig med for at vise dig Paradiset, passerede I gennem en slags ”overgang”. Men jeg tror, at hvis vi giver os selv og ønsker at nå bagom lidelsen, så er den overgang måske også nærværende i vore sjæle, er det ikke sådan?

Absolut! Guds Moder har sagt, at man allerede her på jorden kan leve og erfare Paradiset, og senere fortsætter det helt enkelt. Men den der ”passage” er meget vigtig: Hvis jeg lever i Paradiset her, og hvis jeg føler det i mit hjerte, er jeg til enhver tid parat til at dø, når som helst Gud kalder på mig, uden at sætte nogle betingelser. Han ønsker at finde os forberedte hver dag, selv om ingen kan vide, hvornår det vil ske. Da bliver ”den store overgang” intet andet end, at vores sjæl er villig og forberedt. Men der findes nogle, der gør modstand og kæmper mod tanken om døden. Derfor tilbyder Gud en chance gennem lidelse: Han giver dem tid og nåde til at overvinde striden i deres indre.

Men engang imellem er det frygten, som er stærkest.

Ja, men frygten kommer ikke fra Gud! Engang sagde Guds Moder:

”Hvis I føler glæde, kærlighed og tilfredsstillelse i jeres hjerter, da betyder det, at disse følelser kommer fra Gud. Men hvis I føler uro, utilfredshed, had og spændinger, da skal I vide, at disse følelser kommer et andet sted fra.”

Hvis det sker, bør vi altid anvende vores skelneevne, og så snart vi mærker, at uroen begynder at nage i vores sind, i hjertet og i sjælen, bør vi med det samme kaste den ud. Det bedste våben til at kaste den ud er at bede med Rosenkransen i hånden, bøn – der bedes i kærlighed.

Du taler om Rosenkransen, men der findes mange forskellige måder at bede på.

Javist. Men Guds Moder anbefaler Rosenkransen, og når hun anbefaler den, betyder det, at den gør hende glad! Hvad som helst, al bøn er god, når den er bedt med hjertet.

Kan du fortælle os om stilhed?

Det er ikke særlig let for mig, for jeg er næsten aldrig stille! Ikke fordi jeg ikke bryder mig om stilheden, tværtimod, jeg mener, at det er meget godt med stilhed: I stilheden kan man spørge sin egen samvittighed, man kan samle sig og lytte til Gud. Men min opgave er at møde mennesker, og hver og en forventer af mig, at jeg skal tale. Den bedste stilhed skabes når jeg, på et tidspunkt af mit vidnesbyrd, indbyder menneskene til at være stille, medens jeg beder for deres problemer og besværligheder. Denne stund varer måske 15 – 20 minutter og engang imellem en halv time. Mennesker i dag har ikke tid til at stoppe op og bede i stilhed, derfor foreslår jeg denne stund i bøn, så alle og enhver kan genfinde sig selv en lille smule og se ind i sig selv. Senere, lidt ad gangen, vil samvittigheden komme og give sin frugt. Folk siger, at de er meget glade for denne stund, for i det øjeblik føler de sig vel til mode, som om de var i Paradiset.

Jeg syntes, at jeg engang imellem mærker, når disse stunder af ”evighed” er slut, at folk begynder at tale højt og spøge, og så forsvinder den nåde, de har fået under bønnen.

Desværre! A pro pos dette siger Guds Moder:

”Mange gange lytter mennesker med det ene øre og lader det gå ud gennem det andet, og ingenting bliver tilbage i hjertet”.

Det er ikke øret, som er vigtigt, men hjertet. Hvis menneskene ville ændre sig, har de mange muligheder her; hvis de derimod altid søger fordele til sig selv forbliver de egoistiske og sløser Jomfru Marias ord bort.

Fortæl mig noget om Marias stilhed: hvordan er dine møder med hende i dag: Beder I? Taler I sammen?

For det meste består vores møder alene af bøn. Guds Moder elsker at bede Trosbekendelsen, Fader Vor, Ære være Faderen. Vi synger også sammen: Det er ikke så ofte, vi er stille! Tidligere talte Maria mere, men nu foretrækker hun at bede.

Tidligere kom du med en antydning om glæden. I dag har mennesker stort behov for glæde, men ofte er de bedrøvede og utilfredse. Hvad forslår du?

Hvis vi beder med et oprigtigt hjerte, at Herren vil skænke os glæden, kommer vi ikke til at mangle den. I 1994 var jeg med i en lille ulykkeshændelse: Jeg greb ind for at redde mormor og en søstersøn fra en ildebrand og fik selv brandskader. Det var virkelig en væmmelig situation: Flammerne brændte mig på armene, kroppen, ansigtet og hovedet.

Mens ambulancen hastede frem, sagde jeg til min mor og min søster: Syng et eller andet! De blev meget overraskede: Hvordan kan du synge nu, du ser jo, hvor ødelagt du er i ansigtet. Jeg svarede: Men vær glade, tak Gud!

På sygehuset i Mostar sagde de med det samme, at jeg skulle have en plastikoperation, men jeg sagde, at de ikke skulle gøre noget. En veninde, som så mig, sagde: Du ser virkelig forfærdelig ud, hvordan kan du lade det være? Men jeg svarede med største ro: Hvis Gud ønsker, at jeg skal se sådan ud, så accepterer jeg det i fred. Men hvis Han ønsker, at alt skal læges fuldstændigt, så betyder det, at denne episode har været en gave, for at jeg skulle redde mormor og barnet. Det indebærer også, at jeg er i begyndelsen af min opgave, gennem hvilken jeg skal tjene Gud alene.

Tro mig: En måned senere var der intet tilbage af skaderne, ikke engang et ar!

Jeg var virkelig lykkelig. Alle sagde til mig: Men har du set dig selv i spejlet? Nej og jeg har ikke tænkt mig at gøre det. Jeg ser ind i mit indre: Jeg ved, at der er mit spejl! Hvis et menneske beder med hjertet og med kærlighed, kommer han eller hun aldrig til at savne glæden. I vor tid er man altid optaget af betydningsløse ting og flygter fra det, som giver glæde og lykke.

Hvis menneskene sætter materielle ting i første række, vil de aldrig komme til håbet om glæde, for de materielle ting berøver dem glæden. Men hvis de ønsker, at Gud skal være deres lys, familiens centrum og Konge, behøver de intet at frygte: Glæden vil altid findes der. Guds Moder er imidlertid bedrøvet, for i dag får Jesus den sidste plads i familien, eller rettere sagt, der findes ingen plads til Ham!

Vi vil måske udnytte Jesus, eller også vil vi have, at Han skal være, som vi synes, Han skal være.

Det er ikke så meget et spørgsmål om at udnytte, det er mere det, at vi vil prøve Hans kraft. I forskellige situationer hænder det, at vi siger: ”Dette her kan jeg selv gøre! Hvorfor skal jeg søge Gud, hvis jeg selv kan indtage førstepladsen?” Dette er en illusion, fordi det ikke er givet os at gå forud for Gud, men Han er så god og enkel, at Han tillader det – hvordan behandler man et barn – for Han ved, at før eller senere vender vi tilbage til Ham. Gud giver menneskene fuldkommen frihed, men Han er altid åben og venter altid på, at menneskene skal komme tilbage.

Du ser hvor mange pilgrimme, der kommer her hver dag. Personligt ville jeg aldrig sige til nogen: ”Du skal gøre sådan eller sådan, du skal tro, du skal lære Guds Moder at kende. Hvis du spørger mig, så siger jeg, hvad du skal gøre, ellers vil du få lov at være i din frie vilje. Men du skal vide, at det ikke er en tilfældighed, at du er her, for du er blevet kaldet af Guds Moder. Dette er et kald. Og derfor, hvis Guds Moder har ført dig her til, da betyder det, at hun også forventer noget af dig! Du bør selv opdage det, i dit hjerte, hvad hun forventer af dig.”

Tal til os om ungdommen. Du nævner dem ofte i dine vidnesbyrd.

Ja, – fordi ungdommen befinder sig i en meget, meget vanskelig situation. Guds Moder fortæller, at vi kun kan hjælpe dem med vores kærlighed og bøn; men til dem siger jeg. ”Kære ungdom, alt det, som verden tilbyder i dag, er flygtigt. Vær opmærksom; satan vil udnytte enhver ledig stund til sine hensigter.” I denne tid er den onde særlig aktiv blandt de unge og i familierne, som han vil ødelægge mere og mere.

Hvordan agerer den onde i familierne?

Familierne er i fare, fordi der ikke længere findes nogen samtale, der findes ikke længere bøn i familierne, ingenting! Derfor ønsker Guds Moder at bønnen fornys i familien: Hun beder om, at forældrene skal bede med børnene og børnene med forældrene for på den måde at afvæbne satan.

Familiens grobund er bønnen. Hvis forældrene havde tid til sine børn, ville der ikke være nogen problemer. Men i dag lader forældrene børnene alene for at have mere tid til sig selv og til en masse dumheder, og de forstår ikke, at børnene går tabt.

Tak. Er der noget, du vil tilføje?

At jeg vil bede for jer alle, især for læsere af dette nyhedsbrev: Jeg vil bære jer frem for Guds Moder. Må Fredens Dronning velsigne jer med sin fred og sin kærlighed. En varm og hjertelig hilsen fra Vicka.

Kilde: Eko från Medjugorje, nr. 176; juli-august 2004