Rosenkransen reddede vore liv

Rosenkransen
reddede vore liv

En personlig beretning

En lærer fra USA fortæller, hvordan en sælger, som havde brug for hendes underskrift, kom fordi skolen for at møde hende der. Da han tog sin pen op af tasken, bemærkede hun, at en Rosenkrans hang fast i pennens clips og fulgte med. ”Du må være katolik”, sagde hun. ”Egentlig ikke,” svarede han, ”men vi er mange, der kun er i live takket være Jomfru Maria; og jeg har lovet hende, at jeg altid ville have min Rosenkrans med mig og bede den hver dag.”

Så fortalte han følgende historie:

”Det var maj 1940, og vi var indtrådt i luftværnet i september året før. I Halifax deltog vi i et intensivt træningskursus, fordi der var behov for os i udlandet. Vi blev delt op i eskadriller, hver enkelt bestående af seks til ti fly, og hver eskadrille blev trænet til at manøvrere som én enhed. Vi var mellem 30 og 50 mænd i hver eskadrille foruden kaptajnen, som gav alle ordrerne og sørgede for, at vi fungerede i enhed.

De fortalte os, at vi skulle til Europa, hvor vi straks skulle i aktion. Vi skulle foretage natlige flyvninger over fjendtligt territorium. Vi ventede spændt på vores nye kaptajn. Vi forventede, at han, som officer, ville gå direkte til officerskvarteret. Men denne kaptajn, Stan Fulton, styrede fuldt uniformeret direkte til vores barak, hvor han slog sig ned sammen med resten af os, mens han sagde: ”Her er en ledig køje, og jeg er træt! Jeg vil tale med hver enkelt af jer i morgen. Vi kommer til at tilbringe nogle farlige timer sammen, men lad os håbe, at vi alle mødes her igen, når dette er overstået.” Og så smed han sin rygsæk op i en overkøje.

Vores kaptajn, en officer, ville sove her sammen med os! Vi kunne lide ham med det samme og vores sympati og beundring voksede dag for dag. Den første aften knælede han på gulvet og bad sin Rosenkrans i stilhed. Vi var stumme af forbløffelse. Da han var færdig, så han på os med sit venlige smil og sagde: ”Jeg håber ikke, at I gutter har noget imod en fyr, der beder nogle bønner, for dér hvor vi skal hen, får vi brug for dem.”

Under den næste dags øvelser opdagede vi, at denne Fulton ikke blot var vores militære leder, men også vores ven. Han var én af os. Han forsøgte aldrig at true med sin rang. Næste aften gentog han sin aftenbøn. Selv om vores gruppe havde været sammen i mere end seks måneder på det tidspunkt, havde jeg aldrig set en eneste knæle i bøn og havde ikke den fjerneste idé om, at nogen i gruppen var katolik. Den tredje aften var der tre af vore kammerater, der bad Rosenkransen sammen med Fulton. Vi andre forstod det ikke, men vi holdt en respektfuld stilhed. Til gengæld var vi ikke sene til at følge med. Inden længe svarede vi alle på ’Hil Dig Maria’ og ’Fader Vor’. Sådan sluttede vi hver dag i bøn.

Kort tid efter skulle vi begynde en række natlige angreb fra England over Tyskland. Aftenen før gav Fulton hver enkelt af os en Rosenkrans. ”Vi kommer uundgåeligt ud i nogle vanskelige situationer, men hvis I accepterer at have Rosenkransen på jer og bede den, lover jeg jer, at Jomfru Maria vil bringe jer alle tilbage i sikkerhed.” ”Selvfølgelig”, svarede vi uden at vide, at vi skulle være i aktion i fire år – ofte i overhængende fare. I sådanne situationer kunne vi høre Fultons stemme gennem hvert enkelt fly:

”Hil Dig Maria ….” og vi svarede andagtsfuldt! Vi må have bedt hundredvis af rosenkrans-bønner i luften. Vores eskadrille var den eneste, som ikke mistede et fly eller et eneste liv. Vi sagde intet, men vi værdsatte vores hemmelige våben.

Gennem disse år mistede vi enhver sans for spænding og eventyrlyst. Det eneste vigtige for os var overlevelse! Og vi overlevede! Vi vendte alle hjem til Canada i 1945, og alle var vi fuldstændig overbevidste om, at Jomfru Maria havde beskyttet os.

Så jeg glemmer aldrig at have min Rosenkrans med mig, og jeg beder den hver dag, selv om jeg ikke er katolik. Når jeg skifter benklæder, er Rosenkransen det første jeg lægger i lommen – endog før min pung.”

Kilde: Nyhedsbrevet: ”The Children of Medjugorje” nr. 69 – 2004