Samtale med fader Jozo Zovko i Siroki Brijeg den 11.sept. 2004

“Vi vil gøre alt, hvad Jomfru Maria beder os om”

Fader Jozo, vi befinder os i instituttet ’Den Helliges Familie’, og i dag har De fejret messe for børn, der er kommet her for at starte i skolen. Kan De fortælle os noget om fællesskabet i ’Den Hellige Familie’?

I denne familie er der børn, som har mistet begge deres forældre eller én af forældrene under krigen. Det er – så at sige – børn, der ikke bliver forsørget. Gennem alle disse år er det lykkedes os i vores arbejde at arrangere fadderskaber, således at familier i Vesten begyndte at hjælpe herboende familier. Vi har fundet gode mennesker, fremragende kristne, der er begyndt at hjælpe disse børn. I dag har vi over 5000 i instituttet, dvs., at vi også er forbundet med 5000 familier i Vesten, der er blevet vores venner. Det er således et meget stort fællesskab, en familie, en kirke, som er gennemtrængt af godgørende arbejde, som hjælper hinanden, som bekræfter ordene i Mattæus evangeliet: ”For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj” (Matt 25,35-36a).

I dag er der mange fattige og ulykkelige mennesker – på grund af stofmisbrug, skilsmisser, kollektive synder, krige og forskellige katastrofer. Der er så meget lidelse og smerte i verden. Verden har brug for en barmhjertig samaritaner, der drager omsorg for, at sårene bliver forbundet og helet. I realiteten er dette hus en barmhjertig samaritaner, som optager nødstedte og tilbyder dem et hjemsted. Huset søger at hele de mange sår, uanset hvilke problemer, der har skabt dem. Når man ser på alt det, der sker her i vores hus, kan man sige, at dette hus ikke er et almindeligt bygningsværk. Det er et kærlighedens mindesmærke, som tydeligt viser, hvad kærlighed er i stand til at udføre gennem mennesker, der på passende vis søger at elske evangeliet.

Vore præster er åndens forlængede arme. De er i besiddelse af en sand kærlighed og gennem denne evangeliske kærlighed udfører de et stort arbejde, et arbejde, som efterlader mennesker med stor forundring, ja, man kan faktisk sige, at arbejdet ligner undere. I dette hus, som vi nu befinder os i, bor mere end 40 unge piger. Disse piger bliver opdraget efter kristne principper, og dette hus er simpelthen deres familie, som de føler sig tilfredse og lykkelige i.

De er leder og præst i dette hus, i denne familie?

Ja, jeg er præst og fader i denne familie. Her er meget arbejde, som jeg ikke kan udføre alene. Derfor har jeg nogle meget gode medarbejdere ved min side, som sammen med mig har hengivet sig til dette arbejde. De er her for børnene og hjælper dem i deres opvækst, så de selv en dag kan blive forældre. Alle børnene går i skole. Nogle går i skole her, og nogle går på universitetet i Mostar.

Alle børn er blevet integreret i et skoleprogram, og her har vi givet dem de bedst mulige vilkår for at lære. Alle, der bor her, respekterer husets regler, fordi dette er et fællesskab, som bygger på bøn, arbejde og orden – så alt kan fungere hensigtsmæssigt.

I morgen fejres festmesse i anledning af ’Festen for Korsets Ophøjelse’ på Krizevac (Korsbjerget) i Medjugorje. De vil sikkert også være der. Kan De fortælle os noget om korsets betydning i det kristne liv?

Ved korset kommer frelsen, og Kristus har tilbudt korset til alle, så vi beredvilligt kan omfavne det. Således er korset blevet os tilbudt. ’Festen for Korsets Ophøjelse’ er en dag, hvor vi på en særlig måde tænker på vores kors og takker Gud for, at Han har givet os det, fordi gennem korset giver Gud os frelsen, som Jesus Kristus viste gennem sit eksempel. Jeg har også mit kors, som jeg fortsætter med at bære, også når jeg synes, at det er tungt at bære, men jeg kan ikke kaste det fra mig. Jeg kan ikke sige, at jeg forbander eller kaster vrag på det; jeg er bevidst om, at jeg skal tage imod det.

At kaste korset fra sig ville i dag betyde at kaste pilgrimmene og de syge fra sig og de sultne, fordrevne og ulykkelige, så de holder op med at søge hertil. Gennem Medjugorje har Jomfru Maria virkeligt hjulpet mange millioner mennesker i verden, så de påtager sig deres kors, og det bliver lettere at bære. Hun tilbyder et program for hver dag, så det vil falde os lettere at tage korset på os; et program, der hjælper os til at finde kraften til at modstå alt det onde, som andre søger at pådrage os.

Fader Jozo, De var præst i Medjugorje under de første åbenbaringer. Jomfru Maria har i sit budskab den 25. august 2004 især understreget, at vi skal huske åbenbaringerne fra de første dage. Hvordan ser De på disse dage?

De første dages begejstring og beredvillighed bliver særligt understreget i dette budskab. Det er nøglesætningen i budskabet, som understreger, hvor vigtige de første dage var, med hensyn til alt det der sker i Medjugorje i dag. Det er ikke os, der skaber Medjugorje.

Medjugorje skaber os og bringer os som genfødte for lyset. Det er ikke os, der opfinder budskaberne. Vi modtager dem ovenfra. Det er ikke op til os at fortolke budskaberne, hvad Jomfru Maria har ment med dem, men det er op til os at leve budskaberne og vise, hvad Jomfru Maria ønskede og fortsat ønsker.

Hvad angår begejstringen i de første dage, så erindrer jeg selv meget stærkt følgende begivenheder: Da der ikke længere var plads i bussen til dem, der gerne ville komme, ankom folk til fods. Da Rosenkransen blev taget ud af folks hænder, fordi de ikke kunne holde den skjult, begyndte de at bede højt, fordi de havde troen. De første dage vidner om begejstringen, som var endnu større. Menneskene led mere dengang, fordi det var dem forbudt at komme til Medjugorje. Det var forbudt at tale om Medjugorje. Men på trods af alle de lidelser de gennemgik, var de lykkelige over at kunne gøre noget for Jomfru Maria.

Dengang skete der en stor omvendelse i hele verden – en dyb omvendelse, som har været frugtbar. Begejstringen i menneskene, hos kirkekontorets ansatte, i seerne, oplevede man i lidelsen, i den grænseløse hengivelse til Jomfru Maria og til Gud. Alle disse vidner var parate til at blive forfulgt, indespærret, mishandlet. Medjugorje var ét stort område, og fra alle sider kom pilgrimmene. Kirkekontorets ansatte modtog dem beredvilligt, informerede dem, underviste og opmuntrede dem. I de første dage var pilgrimmene rigtige pilgrimme. De valfartede til kilden, drak af den og tog tilbage igen. Først senere begyndte pilgrimmene at efterspørge særlige betingelser. Pilgrimmenes krav forvandlede det oprindelige Medjugorje, og på denne måde blev det selv for de ansatte på kirkekontoret til en fristelse, en byrde, til en forhindring og en snublesten.

I starten var det iveren, begejstringen for budskaberne. At se Jomfru Maria og at høre, hvad hun siger. Hver eneste dag ventede man: ”Hvad siger Jomfru Maria i dag? Hvad siger hun i morgen?” Man ventede på budskaberne med stor utålmodighed, fordi budskaberne var rettet mod sognet og gennem sognet til hele verden, og disse budskaber er virkelig faldet på frugtbar jord.

Hvad var ifølge Deres skøn det afgørende for Medjugorjes åndelige udvikling i de første dage?

Jeg erindrer et meget vigtig øjeblik i de første dage. Politiet bevogtede seernes huse. De kunne ikke gå nogen steder. Man kunne ikke engang komme ind i landsbyen. Jomfru Maria åbenbarede sig for seeren Jacov og overbragte ham følgende budskab: ”Fast! Jeg har brug for jeres faste.” Jacov fortalte Jomfru Maria, at han ikke kunne viderebringe budskabet, fordi politiet stod udenfor. Jomfru Maria sagde til ham, at han skulle bede fem Fadervor. Han bad fem Fadervor, og efter bønnerne ville han – nysgerrig som enhver dreng – se, hvad Jomfru Maria havde gjort. Da han kikkede ud af vinduet, så han politibetjentene stå lænet op ad muren, hvor søvnen havde overvældet dem. Jacov åbnede stille vinduet, sprang ud og begyndte at løbe. Han stoppede den første bil, der kom kørende imod ham og steg ned i bagagerummet. Chaufføren kørte ham til kirken, men kirken var fyldt op af mennesker, og Jacov skubbede og masede sig gennem menneskemængden op til alteret. Lige i dette øjeblik var jeg netop blevet færdig med den hellige messe og skulle til at lyse velsignelsen. Han kom op til mig og sagde, at han havde et vigtigt budskab. Jeg lyste velsignelsen og stillede drengen op på altret foran mikrofonen, så han selv kunne viderebringe budskabet. Jacov sagde følgende:” I dag åbenbarede Jomfru Maria sig og sagde: ”Fast! Jeg har brug for jeres faste”. Derefter spurgte han alle tilstedeværende: ”Har I forstået budskabet?” Menneskene svarede: ”Ja”. Så spurgte han videre: ”Er I parate til at faste?” Alle svarede: ”Ja”. En enkelt mand med en høj stemme svarede: ”Vi vil gøre alt, hvad Jomfru Maria beder os om”. I det øjeblik klappede alle mennesker i kirken sammenstemmende i deres hænder. Ja, det er det: ”Vi vil gøre alt, hvad Jomfru Maria beder os om”.

For mig var det selve kernen, og det var sikkert den afgørende dag, den vigtigste dag i hele Medjugorjes historie. Ordene: ”Vi vil gøre alt, hvad Jomfru Maria beder os om”, har en iboende kraft, som overvandt alt negativt.

Lige efter begyndte forfølgelserne, og man kunne opleve, at de ansatte ved kirken gjorde alt, hvad de havde lovet Jomfru Maria. Også i dag kan vi sige, at på trods af alt hvad der er sket i Medjugorje – når man ser det udefra – at løftet til Jomfru Maria overvandt alt, hvad der var negativt i sognet, og derfor lever Medjugorje videre, og intet kan ødelægge det. Derfor vil jeg understrege, at Medjugorje ikke blev kendt på grund af dets forretninger, restauranter, den gode mad, souvenir-forretninger, den gode vin, men på grund af den dybe bøn, fasten og freden. Og derved ser man, at det offentlige løfte sejrede, det løfte, som blev givet i kirken, da Jacov overbragte budskabet fra Jomfru Maria.

Husker De et andet øjeblik fra de første par dage?

Det andet betydningsfulde øjeblik fra de allerførste dage var dengang, jeg indbød sognet til at bede til Jomfru Maria på en særlig måde, fordi vi var blevet fristet. Hele sognet deltog. På denne dag havde jeg religionsundervisning og bøn med de unge. Da jeg kom ind i kirken, blev jeg overrasket, fordi kirken var fyldt til bristepunktet. Vi bad hele rosenkransbønnen knælende. Under bønnen kom Jomfru Maria til syne. Hun bekræftede vores bøn og sagde: ”Bed rosenkransbønnen hver dag, bed sammen, bed med hjertet!” Og takket være Jomfru Maria og Gud beder vi fortsat Rosenkransen i kirken hver dag.

Vi bliver således nødt til at erkende de væsentlige øjeblikke, de øjeblikke, der prægede Medjugorje dybt, og som er grundlaget for Medjugorje. Dette program er ikke udtænkt af nogen. Dette program har Jomfru Maria givet os. Menneskene har bare svaret spontant og begejstret på dette ønske.

De var også vidne til en begivenhed, som har med Krizevac at gøre. Kan De fortælle os noget om det?

Jeg erindrer et meget vigtigt øjeblik, som har at gøre med Krizevac. Det var en søndag kl. ca. 8.30, og vi fejrede ikke den hellige messe, selv om vi skulle have gjort det. Jeg var ikke gået ind i kirken, fordi alle mennesker var udenfor kirken den dag – og knælede og bad og så op på korset på bjerget. Korset kunne ikke ses, men man kunne se Hellighed, et hvidt lys, som omsluttede bjerget. Så kom korset til syne og ud af korset strømmede budskabet som en flod: ”fred, fred, fred”. Alle mennesker knælede og fortsatte med at bede og så, hvad Jomfru Maria meddelte dem. Dette kors blev mit symbol, mit tegn, som gav mig trøst, velsignelse, kraft, fred til at bære mit kors gennem alle de lidelser, jeg har påtaget mig for Jomfru Maria og Medjugorje.

Kilde: Nyhedsbrevet Gebetsaktion; 75-2004