Samtale med fader Jozo Zovko i Široki Brijeg i 2003

Fader Jozo, i disse dage fejres årsdagen for åbenbaringernes begyndelse her i Medjugorje. Vil De fortælle os, hvad årsdagen for Jomfru Marias tilsynekomst betyder for Dem?

Årsdagen er et meget betydningsfuldt øjeblik for mig, en nådens dag, Kirken kan se tilbage og erkende de mange gaver og nådesbevisninger, der er strømmet ned over os gennem åbenbaringerne i Medjugorje, og som vi derfor burde takke behørigt for. Kirken burde også være viis nok til at bringe disse gaver og nådesbevisninger ud over hele verden. Vores ansvarlighed består i, at vi opdager alle Jomfru Marias frugter, som er modnet i millioner af menneskers hjerter. Vi må ikke hvile, fordi vi er ansvarlige for alle gaver og budskaber. Det er den ene ting.

Den anden ting – og det vil jeg understrege – drejer sig om forsvaret for Medjugorje, som ikke udelukkende burde hvile på en bogs udsagn. Forsvaret burde analysere resultaterne, ligesom historien om Jesu disciple, som viser, hvordan Jesus fortsatte tegnene og underne gennem sine disciple. Det er dét, der i forbindelse med årsdagen burde understreges: At vi er i stand til at erkende underne, at vi forstår de nådesbevisningerne, som Gud har givet.

Menneskene må blive bevidste om, hvad et under er, og om hvad der i dag forandrer det menneskelige hjerte, eller hvad man skal gøre for at tingene sker, som f.eks. når en anglikansk præst og hans kone med tårer i øjnene udbryder: ”Vi har opdaget kirken i Medjugorje!” Det skal understreges, at mennesket på åbenbaringsbjerget i denne by, i dette sogn, virkelig kan få svar på, hvilken kirke der er hans/hendes og hvilke beslutninger, der skal tages. Dette er for mig årsdagen, når vi samler og fremviser de mange nådesbevisninger og tegn: Vi følger Gud ad denne vej, og således var tegnene.

For mig er årsdagen en stor åbenbaring af Guds nåde, et blik på Jomfru Maria, ansigt til ansigt, for at opleve alt det hun har gjort og givet os. Derfor har vi et umådeligt stort ansvar: Ikke at stå stille, men fortsætte på vejen, fordi vi ikke befinder os på afveje og ikke er forladte. Selvom der er modstandere: Medjugorje vil besejre alt og fortsætter med at gå vejen. Alle de ting, der hidtil er sket, viser, at Gud og Jomfru Maria er med os.

For mig er årsdagen et højdepunkt, en indtræden i et mysterium og et stort ansvar: ”Frygt ikke, Gud er med dig, Gud er din ledsager! Gå som Elias, og når du bliver træt: Her er brød og vand, men bliv ej stående – gå op på Gudsbjerget!” Denne vedvarende utrættelighed, det er Medjugorje for mig. Man bliver ikke stående, man bliver nødt til at fortsætte.

Har De et ønske efter alt det hårde arbejde for Gud og Jomfru Maria?

Mit ønske og mit budskab er, at der ikke skal teoretiseres over Medjugorje, men som Jomfru Maria sagde for et par dage siden på årsdagen, at alt hvad hun siger skal omsættes til praksis med stor entusiasme og kærlighed. Jomfru Maria har besluttet sig til at gå gennem den mindste dør ind i kirken, ind i denne generation, fordi denne generation har brug for Jomfru Maria. Europa vil ikke være Europa uden Jesus, men ville forgå. Ligeledes vil Europa ikke have fred eller velsignelsen uden Jomfru Maria. Et Europa, som tilhører Jomfru Maria, og som er fyldt af hendes hellighed, må i dag bede om Guds nåde, at Jomfru Maria forbliver hos os. Budskabet til alle er derfor: Uden Jomfru Maria er vi en fattig befolkning, en familie uden moder, en familie uden Jesus, en familie uden fremtid.

Kilde: Nyhedsbrevet: Gebetsaktion, nr. 70 – 2003