Samtale med Marija Pavlović-Lunetti den 27. juni 2003 i Medjugorje

Marija, jeg vil starte med på alle vore læsers vegne at ønske dig tillykke, da du i disse dage fejrer 22 års møder med Jomfru Maria. Vil du fortælle os om disse betydningsfulde dage, og hvordan du har oplevet 22-årsdagen?

Det er en stor nåde, at åbenbaringerne til stadighed fortsætter, og at Gud har givet Jomfru Maria tilladelse til at komme til os gennem så lang en periode. I disse dage er erindringer fra de første dage, som vi sammen har oplevet med Jomfru Maria, kommet til mig i en uafbrudt strøm. Dengang var alt ukendt for os. Den ene dag blev afløst af den næste i stor angst og forventning. I de første dage var der

også en stor begejstring tilstede, og vi seere var parate til at hengive os fuldt og helt og bære enhver tænkelig byrde for Jomfru Maria.

Vi var endog parate til at give vore liv for hende. På denne måde levede vi et meget dybt og ærligt liv i fuldkommen hengivelse til Jomfru Maria og Gud. Vi levede hver dag, som om det var vores sidste dag, fordi vi var udsat for stor fare fra myndighedernes side. Alle havde på hver deres måde holdt øje med os, udspurgt og fængslet os. De truede os, og lægerne undersøgte os, om vi var raske eller led af sygdomme.

Hvordan ser det ud i dag? Er den store dedikation stadigvæk tilstede i dag?

Dedikationen og kærligheden til alt det brænder stadigvæk i vore hjerter. Forfølgelserne er ophørte. Lidelserne og kvalerne påført os af dem, der ikke troede, er ligeledes ophørte. Vi takker Gud, for alle de år vi har måttet være instrumenter i Hans hænder: At vi har været vidner til, at så mange mennesker er kommet nærmere Gud gennem Medjugorje. Det er en stor nåde, som jeg ikke er i stand til at beskrive nærmere for jer, ej heller kan jeg takke Gud tilstrækkelig nok for denne gave. Derfor er det også meget naturligt, at stærke erindringer i disse dage og især på årsdagen bliver levende igen, fordi de fik så stor betydning og en afgørende indflydelse for vore fortsatte liv.

Hvordan lever du dit liv med opgaven at udbrede budskaberne?

Vi oplever et stort håb ved ønsket om, at menneskene vil tage Jomfru Marias budskaber til sig og leve dem – også i dag – på samme måde, som de med stor entusiasme gjorde ved åbenbaringerne i de første dage, måneder og år. Jeg bliver ked af det, når jeg ser at nogle er standset op midt i åbenbaringerne og er blevet trætte. Samtidig er det også en stor glæde for mig, når jeg ser de mange, der er kommet her for første gang, og som har taget Jomfru Marias budskaber til sig med stor begejstring og lever dem.

Er du selv tilfreds med det, Jomfru Maria har pålagt dig, og har du fuldført din opgave?

Jeg tror ikke, at nogen af os seere er i stand til at kunne sige, at vi har opfyldt alt, hvad Jomfru Maria har bedt os om. Vi er mennesker med hver vores svagheder, og netop på grund af disse svagheder bliver vi nødt til at stræbe efter hele tiden at starte på ny igen. I denne forbindelse er vore ønsker og anstrengelser for at vokse hen imod Gud gennem Jomfru Marias kærlighed væsentlige.

Vi lærte Jomfru Marias kærlighed at kende allerede i de allerførste dage. Hun tillod os bare at modtoge alt i kærlighed og at dele med alle andre denne kærlighed, som vi modtog som en gave. Gennem denne kærlighed begyndte vi at lære Guds kærlighed til os og til alle mennesker mere og mere at kende. Først lærte vi Jomfru Marias kærlighed at kende, og senere lærte vi gennem Jomfru Marias kærlighed også Guds kærlighed at kende.

Du bor udenfor Medjugorje. Hvordan reagerer omverdenen på Medjugorje?

Medjugorje er som et træ, der befinder sig i konstant vækst, der udfolder sig og bærer frugt. Jeg beundrer de mennesker, som har taget Jomfru Marias budskaber til sig og lever dem. Når jeg ser, hvordan de lever budskaberne, takker jeg Gud, at de ingen jordiske interesser har, men blot lever, som Jomfru Maria ønsker det.

De unge mennesker fra åbenbaringernes første dage i 80serne i Medjugorje, som var begejstrede for de første møder med Jomfru Maria, har stiftet familier. I dag er det familier, der vokser på Medjugorje-træet og på denne måde er forbundet med Medjugorje. Det var de unge mennesker, der er forblevet tro mod Jomfru Maria og hendes budskaber i 22 år.

Det betyder, at Medjugorje er levende i verden og har været det allerede fra begyndelsen. I disse dage er jeg stødt på en bedegruppe, som har eksisteret siden 1982. Denne bedegruppe praktiserer programmet fra Medjugorje, som Jomfru Maria ønsker det.

Vi har været så heldige at fornemme Jomfru Marias tilstedeværelse i disse dage, og du har også set hende. Kan du beskrive mødet med Jomfru Maria på denne årsdag for os?

Til årsdagen kommer Jomfru Maria altid klædt i en meget smuk klædedragt. Hendes komme har stor symbolsk betydning. For mig personligt er det virkelig en opmuntring og et tegn på, at denne dag er stor og betydningsfuld. At se Jomfru Maria på denne dag er en nåde uden sidestykke. Hun er klædt i et smukt og festligt gevandt. Når vi seere oplever, at Jomfru Maria er særlig glad, bliver vi opfyldt af den samme glæde. Når Jomfru Maria takker os, fordi vi lever hendes budskaber, betyder det, at hun aldrig vil opgive håbet. Og når vi ser eller fornemmer, at Jomfru Maria er tilfreds, er det en stor glæde for os.

Hvad har du lyst til at fortælle os som afslutning til denne samtale?

Som afslutning til denne samtale om mine erfaringer med Jomfru Maria og med Medjugorje vil jeg gerne sige til alle, der læser dette, at jeg vil bede for dem og overgive dem til Jomfru Maria, fordi Jomfru Maria elsker os meget.

I starten af åbenbaringerne sagde Jomfru Maria: ”Hvis det bliver nødvendigt, vil jeg banke på alle familiers døre for at kunne nå dem alle”. Jomfru Maria har en plan, og hun virkeliggører denne plan med eller uden os.

Hun arbejder utrættelig og sætter stor lid til os. Vi er hendes børn, der nogle gang ikke vil, nogle gange bliver trætte, nogle gange ikke vil høre. Hun er en moder, der fortæller os, at vi kan gøre alt, hvis vi ønsker det, og at vi aldrig skal miste håbet.

Jomfru Maria arbejder konstant og tilbyder os hele tiden sine budskaber, indtil vi har fået smag for hendes budskaber og tager dem til os, som en vej vi skal vandre ad.

Kilde: Nyhedsbrevet: Gebetsaktion, nr. 70 – 2003