Uddrag af en tale holdt af fader Jozo Zovko i september 2003 for en gruppe engelske pilgrimme

Kære børn, bed Rosenkransen hver dag, bed den sammen, bed med hjertet…

Betragt jeres Moder, som beder jer tage Rosenkransen. Ligesom Jahve bad profeten David: tag de fem sten, gå frem mod Goliat og du vil sejre. Et mirakel skete, én ung mand med fem sten og en slynge var stærkere end tusindvis af soldater.

Al frygt forsvandt. Hvad sker når en kristen holder Rosenkransen i sine hænder og frembærer sin bøn fra hjertet? Jomfru Maria siger, at et mirakel sker. Ja, der sker et mirakel. Paven siger det samme til os i sit hyrdebrev om Rosenkransen. Han siger, at en familie, som beder Rosenkransen sammen, forbliver forenede i livet.

Hvad er grunden til vore familiers forfald? Vore familiers undergang? Kirkens undergang? Det er fordi, vi er holdt op med at bede. Når lampen i den kloge jomfrus hånd går ud, bliver hun tåbelig. Kirken er ikke en samling af de tåbelige jomfruer, men af de kloge. (Lignelsen om de ti brudepiger. Matt. 25, 1-13). Kirken er ikke en samling ansvarlige, som har begravet deres talenter. Den er i stedet en samling af dem, som knæler og beder og våger, og derfor er vi opmærksomme på, at vi bliver kristne på vore knæ og ikke i kraft af vore diplomer. Ikke gennem bøger men gennem bøn. Bøn er åbenbaringen af Guds kærlighed.

Den kristnes styrke ligger i bønnen. Amerikas styrke ligger ikke i Det Hvide Hus. Den er i den familie, der beder. I den familie der virkelig beder. Det er der, lyset bryder igennem og nåde og styrke i hjertet hos alle, der forener sig med folket. Kirken må ikke holde op med at bede. Vi må

ikke ophøre med at bede. Vi må ikke holde op med at se. Det er vores styrke. Historien bag alle sejre er kirkens bøn, er Rosenkransen. Det er vores Rosenkrans. Dette er ikke blot bekræftet nogle få gange i historien, men hver gang, og i dag fornyer den vores kirke. Hvis vi ønsker at genopbygge vores familie, hvis vi ønsker at hjælpe ungdommen, hvis vi ønsker at hjælpe de syge, så skal vi i dag forene os i bøn. Kirken i Medjugorje er en kirke, som Jomfru Maria leder, og hun siger: ”Kære børn, – jeg kalder jer til bøn. Bed Rosenkransen hver dag, bed den sammen, bed den med hjertet.” Hvem kan glemme disse tre ting?

Hver enkelt pilgrim kan antage disse tre ting som et nyt løfte, et løfte om at bede Rosenkransen hver dag, bede den sammen og bede den med hjertet. At bede med hjertet betyder at gøre det med tilgivelse, med forsoning, med kærlighed til alle, ydmyg af kærlighed, ved udholdenheden ser du i dybet af dit indre fem tal.

Medjugorje er et bønnens ocean, og vi kommer ind i dette ocean som små bække, som små dråber og vi forener os med dette ocean, og vi bliver bøn. Jomfru Maria åbenbarede sig i kirken, mens vi bad Rosenkransen. Tre af seerne bad til venstre for mig og de andre ved min højre side bag alteret. Jomfru Maria stod foran alteret og sagde til os: ”Kære børn, – bed Rosenkransen hver dag, bed den sammen, bed den med hjertet.”

I disse to budskaber opfordrer Jomfru Maria os til at gøre disse to ting hver dag. Leve dem hver dag. Dernæst at læse i Bibelen hver dag. At finde Bibelen i vore hjem. En familie, som har mistet sin Bibel er sørgelig. Den er ødelagt og ydmyget. Den er en ørken. Jomfru Maria opfordrer

os til at finde familiens Bibel og at læse i den hver dag. Hun beder os lægge den på et særligt sted,

og her er det store skridt. Når vi vender tilbage til vore hjem, skal vi lave et hus-alter (det skønne hjørne). Anvend et lille bord i jeres dagligstue, og på alteret skal I sætte et krucifiks. Sæt en Maria-statue ved korset. Betragt jeres Moder. Under hendes kappe skal I lægge jeres tårer, jeres familie. Skjul hele familien under denne kappe. Og jeres familie vil være velsignet. Læg også familiens Bibel på alteret.

Tag Bibelen hver dag og læs et stykke i den, og hver gang du læser i den – kys Bibelen og sig til Jesus: ’Jeg elsker dig! Dit ord vil forblive i mit hjertes tabernakel for evigt. Jeg vil ikke glemme dine ord.’ Læg jeres Rosenkrans på alteret, og måtte dette være en arv til jeres børn. – Kæreste søstre og brødre. Her er arven til vore børn. Hus-alteret!

Det fjerde budskab er kaldet til faste onsdage og fredage. Jomfru Maria kalder os til at faste to dage om ugen. Fat mod. I kan faste, fat mod. Den 1. januar 2000 sagde Jomfru Maria: ”Forny bønnen og fasten med entusiasme.” (Børn, gamle og syge er undtaget iflg. Jomfru Maria. Red.)

Det femte budskab er opfordringen til månedlig skrifte. Uden præsten kan man ikke gå til skrifte. Der er ingen nadver uden præsten. Praktisk taget er der ingen kirke. Vi er pilgrimme. Det må vi forstå.

Det er vigtigt, at vi beder for præsterne. Det er vigtigt, at vi beder for og støtter vore præster. Præster er et tegn på, at Gud elsker sit folk. At Gud bor hos sit folk At Gud aldrig svigter sit folk. En præst er et tegn på, at Gud er den barmhjertige Fader, der tilgiver vore syndere og svagheder. Præstens hænder er et tegn, en præst er et mirakel. Er et mysterium.

Når jeg er færdig med at tale her, vil jeg række mine hænder ud over præsterne, således at vi efterfølgende må blive raske og helbredte. Jesus sagde: ”Gå i Mit navn og læg jeres hænder på de syge.”

Det betyder, beskyt Min kirke. Helbred Min kirke, velsign Min kirke. Hvordan skulle vi gøre dette uden præsterne? Begynd med oprigtig forbøn for præsterne. Begynd oprigtigt at elske jeres præster. Hjælp jeres præster.

Der er behov for megen bøn for troen, at troen skal bringes ind i hjemmene, ind i familierne. Hvordan er dette muligt? I dag vil vi bede om den gave, om den nåde. Luk nu jeres øjne, så kærlighed og tro må blive levende i jeres hjerte, I ved, hvem I søger. I søger Moderen, og hun har ventet jer, hun anbragte budskaberne i jeres hjerter, og I vil føle glæde. Mange mennesker er blevet helbredte igennem disse dage og måneder. Helbredt for uhelbredelige sygdomme, fra kræft, fra lammelser; kan I forestille jer, da Jomfru Maria for øjnene af os helbredte en kvinde her fra sognet og rettede hendes forkrøblede hænder ud? For første gang kunne hun føle med sine hænder, hun bevægede sine fingre og havde følelse i sin ryg og sine ben. Hun rejste sig op fra sin kørestol, og nu kommer hun igen og igen på sine bare fødder og takker Jomfru Maria. I 15 år var hun bundet til en kørestol af lammelser og smerte, uafbrudt, ulidelig smerte. Et andet mirakel, der har fundet sted her i denne tid, var da en italiensk præst lagde sine hænder over en angrende og sagde: ”Jeg tilgiver dig dine syndere.” Idet præsten gjorde korsets tegn, rejste den lamme mand sig. I årevis havde han været lam. Han rejste sig igen og faldt sammen, fordi han ikke havde balance endnu. Præsten blev forskrækket. Manden faldt og rejste sig igen og begyndte at gå. Hans hustru, søn og venner – alle så ham begynde at gå.

En stor glæde bredte sig i kirken og han sagde: ”Nu vil vi gå til Åbenbaringsbjerget, lad os gå op på Korsbjerget i dag og give Gud æren. I er ikke kommet til et tomt bjerg, Åbenbaringsbjerget er ikke tomt, jeres Moder venter på jer der. Kom.”

U

”Podbrdo er ikke øde!”

Fader Jozo fortsætter beretningen om den kvinde, som blev helbredt på Åbenbaringsbjerget, Podbrdo

Guds Moder, vores og Kirkens Moder, har ikke samlet os på et øde bjerg. Nej, det er ikke øde. I alle disse 22 år har hun fyldt Podbrdo (Åbenbaringsbjerget) og Krizevac (Korsbjerget) med nåde, og med denne nåde har hun favnet hver en pilgrim. Jeg skal fortælle om en begivenhed, som vidner om denne sandhed.

En kvinde i min menighed, som har været lam i 15 år, sagde den 1. august til sin mand: ”Vi tager til Medjugorje!” Han svarede: ”Klokken er snart 12 – midt på dagen; det kan vi ikke, det vil blive alt for varmt. Slet ikke i din tilstand.” Men hun insisterede: ”Vi skal af sted!” Han: ”Men der er 30.000 unge i Medjugorje nu (Ungdomsfestivalen var i gang), der er optaget overalt, hvor skal vi finde lidt skygge?” Men hun gentog: ”Vi er nødt til at køre dertil.” – ”Vi har ingen aircondition bilen; du kommer til at dø af hedeslag,” forsøgte han for at overbevise hende. ”Nej, vi skal af sted!” Til sidst overgav manden sig, hjalp sin hustru ind i bilen, placerede hende på sædet og kørte hende til Medjugorje, til Podbrdo. – De begyndte at bede, mens de langsomt, langsomt gik opad. Hendes fødder var lamme og uden følelse ligesom hænderne: uden følelse, knyttede og stive. Hendes mand måtte hjælpe hende.

I mellem det første og det andet glædelige mysterium sagde hustruen, at hun havde hørt en stemme: ”Du behøver hverken krykker eller halskrave længere…” . Og i det samme blev hun opmærksom på, at livet begyndte at vende tilbage i hendes rygrad og i hele kroppen. Pludselig mærkede hun, at hun på ny fik følelse i sine ben, i fødderne… Hun prøvede at knibe sig selv… Hun så på hænderne og så, hvordan fingrene åbnede sig for hendes øjne. Det var virkelig et chok! Hun havde gennemgået så mange operationer, men til sidst havde lægerne besluttet ikke at operere mere, idet hun for hver operation blev dårligere, og nu havde hun været lammet i 15 år.

Da hun viste sin mand, hvad der var ved at ske, begyndte han at græde, og de fortsatte med at gå op ad bjerget og bar krykkerne med sig. Da hun kom ned fra Podbrdo, havde hun i sit hjerte endnu et ønske: ”Jeg må gå til skriftemål, rense alt ud, aflægge alt.” Da hun kom ind i skriftestolen, kunne hun ikke tie om denne mærkelige helbredelse, og hun fortalte om det til præsten; men han lyttede kun kort og afbrød hende med: ”Bed din bodsbøn og gå i fred…”

”Fader, du skal vide, at jeg var meget syg, men nu er jeg helbredt…” – ”Ja, ja, gå i fred.” Det lykkedes ikke for hende at videregive sin glæde, og det gjorde ondt i hjertet.

Dagen efter kørte de til sygehuset. Den muslimske læge, der så hende gå, spurgte hende: ”Hvor har De været? På hvilken klinik?” – ”På Podbrdo,” svarede hun. – ”Hvor ligger Podbrdo?” – ”I Medjugorje.” Lægen begyndte at græde. Siden kom også de andre læger og fysioterapeuten, som havde fulgt hende gennem alle disse år. ”Det er et mirakel”, sagde de. ”Nu kan hun bevæge sig ligesom de raske.”

Mange aviser har skrevet om hændelsen, særligt muslimske, og de havde et interview med den læge, som først havde set hende. På den første side stod der: ”Jomfru Maria i Medjugorje har helbredt en kvinde…” Men de katolske aviser skrev intet. Fader Jozo spørger: ”Hvorfor skræmmer sådanne begivenheder mange præster, mange biskopper? Er det fordi, de ikke er ydmyge og ikke ser på frugterne?”

Kilde: Nyhedsbrevet Ekko fra Medjugorje, nr. 172; nov. – dec. 2003