Uddrag af Ivan Dragićević’ vidnesbyrd i Stefansdomkirken i Wien
Den 25. september 2012
Jeg vil gerne begynde med at hilse jer hjerteligt velkommen. Jeg er glad og lykkelig for, at jeg også i dag kan være med på denne dag for bøn og åndelig fornyelse. Moder Maria kommer til os. Hun kommer til os, fordi hun vil hjælpe os. Hun kommer til os og et af de første budskaber, hun er kommet med, var:
”Kære børn, jeg kommer, fordi jeg vil fortælle jer, at Gud findes. Derfor, beslut jer for Ham og gå sammen med Ham ind i fremtiden.”
Moderen kommer til os. Hun henvender sig til hele verden. Aldrig har hun sagt, ”kære østrigere, kære italienere, kære kroatere.” Derimod har hun hver gang sagt: ”Mine kære børn!” Som afslutning for hvert budskab siger hun:
”Tak, kære børn, fordi I har svaret på mit kald.”
Og i dag ønsker Jomfru Maria at sige til os:
“Tak kære børn, fordi I tager imod mine budskaber, at I vil være mine redskaber, at I vil være mine apostle, som vil bære mine budskaber videre.”
Jomfru Maria har brug for apostle. Men apostle kan kun de være, som lever budskaberne, og som derved bærer dem med til sine medmennesker.
Jeg ved, at mange af jer var trætte, da I kom hertil: Trætte af denne verden, trætte af livets hast, af nutidens tempo og jag. Mange af jer er kommet sultne hertil; sultne efter sandheden og frem for alt sultne efter Gud. Og her er vi kommet til kilden. For Jesus indbyder os:
”Kom til Mig, alle I som er trætte og bærer tunge byrder. Jeg vil give jer hvile. Jeg vil give jer kraft.”
I sandhed, i denne tid, som vi lever i, kalder også Jomfru Maria os med de samme ord. Hun ønsker, at vi beslutter os for freden. Og freden finder vi kun hos Gud. Vi er kommet her for at kaste os i hendes moderlige skød, for at finde sikkerhed og beskyttelse hos hende. Vi er kommet til hende for at sige: ”Moder, bed for os alle og gå i forbøn for os frem for din Søn.” Moderen beder for os alle. Hun bærer os i sit hjerte, hun har givet os plads i sit hjerte, og hun siger så smukt i et budskab:
”Kære børn, hvis I vidste hvor meget, jeg elsker jer, ville I græde af glæde.”
Så meget elsker Jomfru Maria os.
Ser I, 31 års nåde. Det er en meget stor gave for min familie, men det er helt sikkert også et stort ansvar.
Jeg ved, at Gud har givet mig meget, men jeg ved også, at Han forlanger meget af mig. Jeg er bevidst om det ansvar, jeg bærer. Denne ansvarsbevidsthed lever jeg med hver dag. Men tro mig, det er ikke let, det er ikke nemt, hver dag at møde Jomfru Maria, at tale med hende hver dag, og at være med hende i det himmelske lys. For når Jomfru Maria kommer, så har hun nemlig altid et stykke af Himlen med sig. Bag hende ser man Paradiset. Jeg ser blomster, jeg ser engle; engle der synger. Det er ikke nemt, efter dette møde med Jomfru Maria at vende tilbage til denne verden og til verdens virkelighed. Hvis I kunne se Jomfru Maria bare ét sekund, kun et enkelt sekund, så ved jeg ikke, om I overhovedet ville finde jeres liv på denne jord interessant mere. Jeg ved det ikke. Efter mine møder med Jomfru Maria bruger jeg hver dag nogle timer på at vende tilbage til denne jord, og tilbage kommer jeg aldrig helt, men i det mindste delvist. Hvis I spørger mig, om jeg vender 100 % tilbage, kan jeg sige: I de 31 år er jeg kommet tilbage – men aldrig helt tilbage. Hele dagen venter jeg på dette møde. Hver dag tænker jeg på det i alt, hvad jeg gør: ”Hvad vil Jomfru Maria mon sige i aften?” ”Vil hun være tilfreds, med det jeg gør?”
Hvad er det vigtigste, som Jomfru Maria kalder os til? Hvad er de vigtigste budskaber, som hun er kommet med i løbet af de sidste 31 år? Der er særligt otte budskaber, som jeg vil fremhæve; otte små sten: Fred, bøn, bod og faste, kærlighed, nadver, skriftemål, læsningen af Den Hellige Skrift og håbets budskab.
I begyndelsen var vi forvirret over åbenbaringerne; vi var børn dengang, jeg var 16 år gammel. Det første spørgsmål, vi stillede hende, var: ”Hvem er du?” ”Hvad hedder du?” Hun svarede:
”Jeg er Fredens Dronning. Jeg kommer, kære børn, fordi min Søn har sendt mig for at hjælpe jer. Kære børn, fred, fred, kun fred. Måtte der blive fred. Måtte fred herske i verden. Kære børn, freden skal herske mellem Gud og mennesker og mellem menneskene.”
Disse ord er så nødvendige i den tid, vi lever i. Guds Moder kommer til os. Hun kommer fra Fredens Konge. Hvem ved det bedre end Moderen, hvor meget denne trætte verden, denne trætte menneskehed har brug for fred? Hvor meget denne fred er nødvendig i dag for vore trætte familier, for den trætte Kirke, for de trætte unge! Moderen kommer til os, som Kirkens Moder.
”Kære børn, hvis I er stærke, vil også Kirken være stærk. Hvis I er svage, vil også Kirken være svag. Kære børn, I er min levende Kirke.”
Der findes ingen levende Kirke uden levende familier. Familien må i dag heles i ånden. Hvor er det dejligt i dag at se domkirken så fuld. Hvilken præst ville ikke ønske sig sin kirke så fuld hver søndag? Vi er selv den levende Kirke. Vi er Kirkens lunge.
Jomfru Maria siger:
”Kære børn, bring bønnen tilbage i familien. Bed i jeres familie. Sæt Gud på førstepladsen i jeres familie. Måtte hver af jeres familier, kære børn, være som et kapel, hvor man beder.”
Vi kan heller ikke vente, at der kommer flere kald til Kirken, hvis vi ikke bringer bønnen tilbage i familien, fordi Gud kalder i familien gennem familiebønnen. Gennem familiebønnen fødes præster. Dér kalder Gud på os.
Guds Moder kommer til os, fordi hun vil hjælpe os, opmuntre og trøste os. Hun kommer til os med en guddommelig medicin, en medicin for vores smerter. Hun ønsker at helbrede vores smerter. Hun ønsker at lægge forbinding på vores sår – med så meget kærlighed, med så megen mildhed og med moderlig varme. Hun ønsker at føre os til Jesus og ind i Paradiset. Jomfru Maria siger i et budskab:
”Kære børn, i dag, som aldrig før, går verden og menneskeheden igennem en svær krise, men den største krise, mine kære børn, er krisen i troen på Gud. Fordi menneskene har fjernet sig så meget fra Gud, fordi de har fjernet sig fra bønnen. Kære børn, verden af i dag har taget skridt til en fremtid uden Gud. Kære børn, verden af i dag kan ikke give fred. Den fred, som verden giver, vil hurtigt skuffe jer. Fred findes kun i Gud. Åbn jer derfor for fredens gave, bed om fredes gave, for jeres eget bedste.”
Guds Moder kommer til os og kalder os alle:
”Kære børn, jeg har brug for jer. Med jer kan jeg virkeliggøre freden.”
Jomfru Maria kommer med et budskab den 25. i hver måned. Engang kom en ven mig i møde dagen efter, og han sagde til mig: ”Jeg kender budskabet, som Jomfru Maria er kommet med i går: Igen sagde hun, bed, bed, bed.” Jeg sagde til min ven: ”Ja, jeg kender også budskabet.” Og så spurgte jeg ham: ”Er du begyndt at bede?” Han var ikke sikker. Så sagde jeg til ham: ”Min ven, hvis du var begyndt at bede, så er jeg sikker på, at Jomfru Maria i går ikke ville have gentaget budskabet, men ville have sagt noget nyt.” Ser I, det gælder for os alle. Når Jomfru Maria gentager noget, så er det fordi, der er noget, der ikke er i orden endnu. Fordi Guds Moder ønsker at få os på rette vej. Hun kommer til os, ikke for at sprede angst, ikke for at bebude verdens ende eller Jesu genkomst. Hun ønsker at sige:
”Kære børn, Jesus giver sig selv til jer hver dag, Han giver sig selv til jer gennem højmessen. Gå til højmesse for at møde Ham.”
Guds Moder kommer til os som Håbets Moder. Hun ønsker at give dagens trætte familier håb, hun ønsker at bringe håbet til verden i dag. Jomfru Maria kalder os til højmessen på en særlig måde i dag:
”Højmessen, mine kære børn, skal være i centrum i jeres liv.”
Ved en åbenbaring knælede vi for Jomfru Maria. Hun vendte sig mod os alle seks seere og sagde:
”Kære børn, hvis I skulle beslutte jer i morgen for at komme til mig, for at møde mig, eller for at gå til højmessen, så kom ikke til mig, men gå til højmessen. Fordi, at gå til højmessen er at gå til Jesus, som giver sig selv ved messen. Giv jer selv til Ham, åbn jer for Ham, tag imod Ham.”
Gennem alle disse 31 år viser Jomfru Maria os altid hen mod Jesus. Hun taler aldrig om sig selv, men kun om sin Søn.
Jomfru Maria kalder os, for at vi skal beslutte os for Gud, fordi vi kun er på denne jord som pilgrimme. Sådan siger Jomfru Maria. Vi er kun på gennemrejse. At beslutte sig for Gud og at sætte Ham på førstepladsen, det er vejen, sandheden og livet. Lad os beslutte os for freden. Lad os bede for fred i verden sammen med Fredens Dronning. Lad os beslutte os for Gud. Lad det være sådan, kære venner!
Amen.
Jomfru Marias budskab til Ivan den 25. september 2012
i Stefansdomkirken i Wien
”Kære børn, jeg kalder jer også i dag, at I beder og elsker hinanden af hele hjertet. Mine kære børn, I er udvalgte til at bevidne freden og glæden. Hvis der ikke er fred så bed for den, og I vil få den.
Gennem jer og jeres bøn vil freden flyde i verden. Derfor, mine kære børn, bed, bed og bed, fordi bønnen kan udvirke mirakler i det menneskelige hjerte og i verden. Jeg er med jer og takker Gud for hver eneste af jer, som med alvor har taget imod bønnen og lever bønnen. Tak, fordi I har svaret på mit kald.”
Kilde: Nyhedsbrevet Gebetsaktion nr. 107-2012