Ved hjælp af Medjugorje træder vi ud af mørket

Fader Jozo Zovko taler i Široki Brijeg i anledning af 25 året for åbenbaringerne

Når man fejrer et sølvjubilæum, det være sig i ægteskabet, i præstegerningen eller i en eller anden karriere, så er det umuligt ikke at nævne nogle af alle de skønne øjeblikke, man har oplevet. Sådan er det også i Medjugorje, der i år bevidner Guds tilstedeværelse hos os gennem Jomfru Maria på 25. år. For os måtte det være en stor begivenhed, men også en begivenhed, hvor man først må takke for den nåde, som Himlen har udøst over jorden. Når vi taler om 25 års Medjugorje, er det ikke tilstrækkeligt kun at opremse sejrene, sådan som for eksempel en elitesportsudøver gør, når han opremser sine vundne trofæer eller gode resultater. På det plan kan vi ikke sætte Medjugorje. Begivenhederne her er højt hævet over alle tilkæmpede menneskelige udmærkelser og trofæer, for alt hvad der er opnået her overgår menneskelig realitet, netop fordi det er fra det guddommelige plan. Hvad Jomfru Maria har skænket os gennem disse år gennem seerne, gennem forskellige bedegrupper, gennem enkeltpersoner, der har engageret sig og tilsluttet sig Jomfru Marias vej, kan vi hverken opremse eller skrive i en eller anden bog.

Vi er Gud taknemmelige over, at forhænget fra den mørke tid, som vi alle har levet i, er blevet løftet gennem Medjugorje. Det var en tid med mørke og forskellige opgør, med et stort og skrækkeligt regimes sammenbrud, med slaveri og vold. Også i dag er Europa optaget af en ny idé i hvilken et nyt fællesskab opstår, men et fællesskab, som vil bygge fremtiden uden Gud. Dette nye Europa har stillet sine nye betingelser, og det udelukker blandt andet offentlig tro, Gud og moral. Gudskelov har vi på den anden side Medjugorje, igennem hvilken en fornyet Kirke opstår, som overskrider verdens grænser, og som ikke er lukket, men tvært imod er åben for alle. Det er i Guds nådefulde indgriben i vores historie, at der opstår en ny verden gennem Medjugorje, en verden med Rosen-kransen i hånden. En verden, som bringer freden og kærligheden, og som udbreder ydmyghed og hellighed. Gennem Medjugorje begynder helligheden i vores familier at vende tilbage, og helbredelsen af den blindhed og det mørke, som regerer i dag, begynder. Ved hjælp af Medjugorje træder vi ud af mørket og ser vores Guds godhed og nærhed og strålende åsyn.

25 års Medjugorje i vores historie er også et stort ansvar for os troende, og der er ingen undskyldning for at sige, at vi ikke ved, hvad Medjugorje betyder, og hvorfor Jomfru Maria i dag er nærværende. Vi har ingen undskyldning for nogen af delene, for der er sket rigtigt meget. Vi har fået så mange svar, og i dette øjeblik må vi sige, sådan som Jesus lod disciplene svare Johannes Døber på hans spørgsmål: ”Sig til Johannes, at de blinde ser, de stumme taler, de syge bliver helbredt, og de døde opstår.” Medjugorje har fra de første dage til i dag oplevet så mange tegn og undere, så megen nåde og så mange omvendelser, at der ikke er nogen kristen, der er ren i sin samvittighed, der ikke kan udbryde: ”Tak Herre, for at Du har åbenbaret Dig igennem Jomfru Maria.” Uanset hvad vi gør som mennesker, vil det være for lidt. Hvad vi undlader, vil være vores skyld. Hvad vi undlader af frygt, vil være vores svaghed. Man vil se, at vi ikke har svaret, og at vi ikke har haft modet til at sige: ”Herre, hvad vil du, at vi skal gøre?” Eller: ”Jomfru Maria, hvad vil du have, at vi gør nu?” Men i stedet har vi overladt alt til tilfældet. Nådens strøm er udsprunget, og den flyder, derfor må man stige ned i denne strøm, blive rolig deri og dermed blive helbredt. Det er i dag billedet på Medjugorje. Hvis vi ikke stiger ned og berører floden, er vi uden for nåden, som flyder igennem strømmen.

25 års Medjugorje er en historie, vi ikke kan fornægte. Vi kan forsøge at fornægte i et enkelt sogn eller i et stift, men det er umuligt i hele verden. Lyset fra Medjugorje er i dag på alle kontinenter, og vi har personligt oplevet, hvilken nåde der udgår herfra. Hvis der i dag ikke fandtes Medjugorje, var jordens ansigt anderledes. Det ville være tristere og koldere. Gud er trådt ind i menneskets historie, og Han vil lede det og befri det fra alt, hvad der fører mennesket på falske veje.

Lad os forsøge at betragte disse 25 år med åbenbaringer i Medjugorje fra en anden side. Lad os forestille os en forsamling på 1000 mennesker, som var i Medjugorje. Hvad ville disse mennesker bevidne? Alle ville på talerstolen sige: Jeg har fundet helbredelse for min sjæl, jeg har opdaget kærligheden på ny, min familie blev helligere, jeg blev helbredt for den ene eller den anden fysiske eller sjælelige sygdom, fra den ene eller anden form for vantro og umoral. I dag efter 25 år kan vi med rette påstå, at Medjugorje er den største klinik, et sygehus, hvor flere tusinde mennesker bliver helbredt for forskellige fysiske og sjælelige sygdomme. På denne klinik har Gud gennem Jomfru Maria udført kirurgiske indgreb, som ikke var mulige på nogen anden klinik i denne verden. Disse Guds kirurgiske indgreb blev udført på patienter, om hvem lægerne sagde, at de var hjælpeløse, og at de ikke kunne gøre mere. Samler vi nu det hele på et sted, vil vi få en mosaik med tusinder og millioner af småsten, der danner et eneste billede. Og dette billede forestiller Gud som den uendelige kærlighed, der virker på Jomfru Marias forbøn. Denne mosaik fra 25 år er i virkeligheden et billede, som hver enkelt af os har i sit hjerte og ved det skulle sige: ”Kære Jomfru Maria, du er vores store Moder. Vi takker dig uendeligt for alt, hvad du har gjort, og hvad du gør for os.” Det går ikke uden Jomfru Maria, og der er heller ikke nogen Kirke uden Jomfru Maria, der er ingen familie uden Jomfru Maria, der er ingen fred uden hende, ingen fremtid, ingen verden. Medjugorje er altså ikke en leg for biskopper, præster, lægmænd, hvad enten de vil det eller ej. Medjugorje er livets leg med døden; fredens og kærlighedens leg med ufreden og forbandelsen. Jeg vil ikke forbandelsen, men freden, kærligheden og velsignelsen. Derfor siger vi: ”Tak Herre, for al den nåde, som Du har indgydt i menneskenes hjerter og for al den nåde, Du endnu vil indgyde.”

Hvad Jomfru Maria hidtil har gjort, ser vi gennem hendes budskaber, som menneskene har taget imod for at begive sig ad hellighedens vej, fordi de vil gå ad den vej, som Jomfru Maria fører os. Det er kærlighedens og det ansvarsfulde apostolats vej. I dag er der i hvert sogn i verden disse mennesker, som har skænket deres sogn en dråbe helbredelse, en dråbe af det gode og positive. Og mange sogne burde offentligt bekende dette, som det også ofte sker. Jeg var præst, da Jomfru Maria begyndte at åbenbare sig i Medjugorje, men i kraft af åbenbaringerne ser jeg i dag Kirken og sakramenterne helt anderledes. Den Hellige Messe og Rosenkransen, skriftestolen og evangeliet er for mig i dag helt anderledes. Også Gud oplever jeg helt anderledes. Jeg har ikke fået mig nogen ny Gud, Han har derimod åbenbaret sig for mig på andre måder, og jeg ser Ham i denne skønhed, i denne umådelige guddommelighed, og hvad kan jeg gøre andet end at lovsynge Ham og være en vise og en lovsang for Ham? Det er i denne Medjugorjes skønhed, at vi gennem Jomfru Marias åbne hjerte, kan se en ny Kirke. En Kirke, som stormene fører hid og did, men som de ikke kan betvinge. Jomfru Maria har bevirket, at der blev et stort sted ud af den lille landsby Medjugorje, igennem hvilken en ny og fornyet Kirke opstår, som vil blive et nyt forår og en ny ånd for vores fremtid. Medjugorje opfinder og skaber ikke en Gud, det er kun et kendskab, som mennesket træder ind i, som en dråbe i havet, der blander sig med havet og lever videre. Medjugorje er en Kirke, hvori mennesket føler sig godt tilpas, og derfor vil de ikke forlade den. Medjugorje er et sted, på hvilket mennesket mærker nåden, som det tager med hjem og ikke vil miste. Vi er også de udvalgte kar, og vi er i Guds hånd. Derfor må vi tjene Ham, og det skal være os en ære og en fryd.

Liturgireformen, som det Andet Vatikankonvent har besluttet, forblev i bibliotekerne, men igennem Medjugorje trådte det et skridt ud i verden, for igennem Medjugorje begyndte en levendegørelse af sakramenterne. Mennesket bliver gennem Medjugorje nyt og omvender sig på ny til Gud. Derfor må vi ikke ophøre med at være saltet og lyset, være Jesu Kristi evangeliums vidner; evangeliet som ikke er dødt, men derimod levende, og som vil leve evigt, sådan som Han har sagt det. Medjugorje har i de forgangne 25 år frembragt mange apostle, som ikke mere lader sig holde tilbage i deres opgave med at forkynde de frugter, som Gud i dag frembringer igennem Jomfru Maria. I Medjugorjes historie har der også været dem, som ville fælde træet og faldbyde rådne frugter. Men Jomfru Maria har beskyttet dette træ, og Jomfru Maria beskytter det stadigvæk. Derfor må Kirken se disse frugter, og Kirken har hele tiden set frugterne, for den har ikke en eneste gang sagt nej til Medjugorje. Jeg glæder mig uendelig meget, når jeg ser så mange pilgrimme og præster, som kommer til Medjugorje på ny sammen med deres troende, og derigennem endnu engang bevidner, at de har modtaget nåden, og at de vil give denne videre for at give andre vidnesbyrd. Dette ville jeg sige jer i fejringen af 25 årsdagen, og jeg takker alle dem, som begriber og har taget imod Medjugorje, for jeg er overbevist om, at de ikke er på den falske vej.

Kilde: Nyhedsbrevet Gebetsaktion nr. 81; 2006