Vi må bede for Jomfru Marias anliggender, så hun kan virkeliggøre sine planer

Samtale med Ivan Dragicevic den 25. september 2010 i Wien

Ivan, vi er her ved lufthavnen i Schwechat, fordi din rejse til Østrig slutter i dag. Du ankom for 8 dage siden, hvor vi fulgtes ad til dit første møde i Fatima-kapellet i Trössing. Kan du fortælle os, hvordan du har oplevet de forskellige møder?

Jeg kom sidste fredag fra Split og påbegyndte en af mine større rejser i Østrig, idet den omfattede flere byer og steder, hvor jeg har aflagt vidnesbyrd. Jeg havde forventet, at denne rejse ville blive mere anstrengende end de tidligere rejser. Men i dag er jeg glad og lykkelig over, at alt har været præget af en stor glæde. Det gælder både møderne i Fatima-kapellet i Trössing, i Maria Taferl og den største tale i forgårs aftes i Stefansdomkirken, såvel som live-interviewet i Radio Maria. Jeg takker Jomfru Maria og Gud, at hendes ord er faldet på frugtbar jord. Jeg har set på  ansigterne ved alle disse møder, hvor glade og lykkelige disse mennesker var. Det, at de kommer i alle disse kirker, ikke kun i Stefans-domkirken, viser mig hvor engagerede de er, og hvor meget de værdsætter at kunne opleve Medjugorje og Jomfru Marias åbenbaringer i deres lokale kirke.

Jeg mærkede allerede fra begyndelsen ved mødet med kardinal Schönborn og siden ved præsterne, som jeg har mødt i disse dage, en stor åbenhed for Jomfru Maria, og en accept af det Jomfru Maria ønsker og kalder os til. Jeg så, at præsterne selv er parate til at medvirke ved udbredelsen af de budskaber og den plan, Jomfru Maria har. Netop præsternes rolle har meget stor betydning i Jomfru Marias plan. Derfor siger Jomfru Maria tit, at vi skal bede for præsterne, fordi de har brug for vores bøn for at være udholdende på deres vej.

Efter at jeg nu på denne måde har været rundt i Østrig, kan jeg sige, at Jomfru Marias budskaber bliver modtaget meget godt her, hun er elsket og udbredes mere og mere.

Det, der særligt glæder mig, er, at jeg ved alle disse møder i Østrig har set rigtig mange unge mennesker. Det har vækket et stort håb i mig, fordi disse unge mennesker har forstået, at den verden vi lever i, ikke er den sande verden, som de længes efter. Det oplevede jeg særligt ved mødet i Maria Taferl. I disse unge menneskers øjne så man længslen efter noget nyt, der kan fylde dem – og ikke noget, som alt det materielle, der kun kan tilfredsstille dem kortvarigt. Man kunne se, hvor lykkelige de var over at kunne være tilstede ved en åbenbaring, hvor Jomfru Maria, gennem mig, henvendte sig til dem.

Vi har igennem fællesbønnen bidraget til, at også Jomfru Maria i disse dage i Østrig har været meget lykkelig. Jeg ville sammenligne dette fælles bidrag og arbejde med ”det korn, som faldt på frugtbar jord og bærer frugt og giver hundrede eller tres eller tredive fold.” Denne gode frugt er netop denne bøn for virkeliggørelsen af det store projekt, som Jomfru Maria begyndte allerede for 30 år siden, og som hun sikkert også gennemfører, men ikke uden os og uden vore bønner.

Ivan, du mødte kardinal  Schönborn i Wien første gang for to år siden og havde nu lejlighed til det igen. I mellemtiden har kardinalen selv været i Medjugorje. Hvordan oplever du som seer hans fulde åbenhed for Medjugorje?

For to år siden mødte jeg kardinal Schönborn privat i Wien. Allerede ved dette møde kunne man opleve hans åbenhed overfor Medjugorje, hans åbenhed overfor Jomfru Marias kald og for det, hun ønsker af os. Ved mødet dengang følte jeg, at det var hans store ønske, ja hans længsel, så snart som muligt at komme til Medjugorje for selv at overbevise sig om det, der sker på stedet. Denne gang har jeg ved mødet med ham oplevet, at nu er også selv hans mindste fordomme fjernet, således at han nu har et absolut rent billede af Medjugorje. Jeg tror, at han nu er endnu mere overbevist om ægtheden af både begivenhederne og åbenbaringerne. Det har han også selv understeget, ikke kun i Medjugorje, men også andre steder.

Derudover betyder mødet med kardinal Schönborn i Domkirken meget for de mennesker, som allerede er blevet berørt, har fulgt og levet budskaberne givet i Medjugorje. På mange menneskers dybe suk og glædestårer kunne man mærke, at det var et stort tegn, at kardinalen kom i Domkirken og begyndte at tale. Det er det, vi har brug for, særligt vi som seere, men også de millioner af mennesker, som går Medjugorjes vej, som allerede gennem lang tid har kendt den sande vej, en vej hvorpå Jomfru Maria fører os til sin Søn, til Gud. Hos mange i Domkirken var hjertet fuld af glæde, da de så deres hyrde, som står bag dem, og som beskytter dem, i alt det de gør og har gjort i alle disse år. Som seer bevidner jeg: Kardinal Christoph Schönborn har nu, jeg gentager det endnu engang, et fuldstændigt klart og rent billede af Medjugorje, og alt hvad der er sket der de seneste 30 år. Selvfølgelig er kardinalen ikke kommet til den opfattelse over én nat, men har taget sig tid til at undersøgelse og ransage.

Vi ved, at kardinalen både er en stor æresborger og en førende teolog i Kirken, der ved, hvad han gør, og jeg er sikker på, at han læser tidens tegn rigtigt. Kardinal Schönborn er sig bevidst, at intet af det Jomfru Maria gør, står i modsætning til de kirkelige traditioner, den kirkelige lære eller noget, der står i de hellige skrifter. Han roser tværtimod Jomfru Maria for at være kirkens største kvindelige pastorale teolog.

Jeg tror, at der er brug for lidt tid nu, til tingene tager deres eget forløb. Man må også bede for det anliggende, at alle andre i Kirkens regi indser, at Medjugorje ikke står udenfor Kirken, men fra start har været en uadskillelig del af Kirken, som den har brug for. Vi må bede for Jomfru Marias anliggender. For at det sker, som hun planlægger, og for at hun kan virkeliggøre sine planer.

Du møder hver dag mennesker, som har forskellige problemer og kriser. Du har den store gave, i det mindste under åbenbaringen, at være et øjeblik i Himlen, hvor der overhovedet ikke er plads til lidelse, korset og smerten. Hvordan oplever du denne verden, der er så fuld af lidelse og smerte og den, som du ser i en fuldkommen form ?

Det er svært efter ethvert møde: Først at være i Himlen og se alt hvad der sker der sammen med Jomfru Maria – for så efter et par minutter at vende tilbage og erkende denne begrænsede materielle verdens hele virkelighed. Især i denne tid hvor Gud bliver trængt mere og mere tilbage fra alle institutioner, begyndende helt nede fra familien til de store statslige, europæiske og verdens-omspændende institutioner. Bønnen er uddød og har ikke længere værdi. Det ulykkeligste ved det er, at familierne derved dømmer sig selv til konflikt og åndelig armod.

Kan du forestille dig hvad det vil sige at leve i en familie, i et fællesskab, hvor der ingen bøn findes, og hvor man ikke længere taler om, at Gud eksisterer, at den verden findes, som mennesket er skabt til. Vi blev ikke skabt til denne forgængelige verden! Når troen forsvinder, har det følger. Derfor findes der også tusinder og atter tusinder af brudte og splittede familier. For mig som seer er det meget svært at se på alt det, fordi det står meget klart for mig, at det her ikke er vores evige ø, men kun en del af vores liv, en kort og forgængelig del, i forhold til den evighed der venter os i Himlen. At vide alt og se alt, det er ikke nemt, fordi jeg hver dag sammen med Jomfru Maria ser hele fuldkommenheden, og her på jorden ser jeg alt det ufuldkommende.

Jeg ser familier, der er både åndeligt og fysisk skilte, og jeg spørger mig selv: Hvordan er det muligt, at nogen bevidst ødelægger de fundamentalt grundlæggende værdier, såsom kærlighed, lykke, helhed og ægteskab? Mange ting begynder at gå i en forkert retning, når familien og ægteskabet ikke hænger sammen, fordi den er kernen, som alt andet siden udfolder sig i og som hele verden genspejles i. Men jeg ser verden i Jomfru Marias perspektiv, og hendes perspektiv hedder: Håb.

Jeg er overbevist om, at denne verden har håb om fremtid, men den har brug for at smide meget væk og forbedre meget for at nære håbet. Den må acceptere nogle nye målestokke. Det vil sige, at så længe mennesket ikke vil forandre sig og ikke vil nærme sig Gud, så længe bliver fred, glæde og velstand ikke opnåelig. Hvis mennesket forbliver på denne verdens materielle og verdslige niveau, så vil mennesket ikke kunne favne freden i hjertet og i familien. Vores eneste håb er således Gud. Før eller siden må vi vende os mod Gud, og derefter vil livet blive skønnere dag for dag.

Hvad vil du sige, hvis du skulle sammenfatte dit ophold i Østrig ?

Jomfru Maria har gennem disse 29 år afsluttet hver eneste åbenbaring med ordene:
”Tak, fordi I har svaret på mit kald.”

Når vi altså er med Jomfru Maria, behøver vi ikke frygte, fordi hun skal nok føre os sikkert på rette vej. Til slut siger hun også: ”Jeg takker jer for, at I er forsamlede i så stort et antal, at I har bedt sammen med mig, og at I er en frugtbar jord for mine planer.”  Jeg vil her også erindre alle, der følger Jomfru Marias kald, at de skal være udholdende. Det er helt sikkert den rigtige vej og ingen behøver at være bange for fremtiden. Og så vil jeg lige kort nævne, at hvis det er lykkedes gennem denne tur til Østrig, at bare ét enkelt menneske har omvendt sig, er blevet bedre menneske og begyndt at bede mere – så har vi virkelig opfyldt Jomfru Marias plan.

Kilde: Nyhedsbrevet ”Gebetsaktion” nr. 99-2010