Vores tid er en umådelig guddommelig nådens tid

Samtale med Vicka Ivanković-Mijatović den 29. december 2010 i Medjugorje

Vicka, det er præcis to år siden jeg sidst talte med dig her i jeres gamle hus. Det var den 30. december 2008.

Jeg ved, at du har haft helbredsmæssige problemer, og at disse også kan føres tilbage til at aflægge vidnesbyrd for pilgrimmene. Gud ske tak og lov, at du igen er rask og kan fortsætte med at aflægge vidnesbyrd. I dag vil jeg gerne spørge dig først og fremmest om begyndelsen af åbenbaringerne, og dermed vende lidt tilbage til de allerførste dage. Havde du den første dag anet eller på nogen måde fornemmet, at det kunne ske, at Jomfru Maria kunne åbenbare sig for dig?

Den dag var for mig som alle andre. Jeg stod tidlig op og tog af sted til min skole i Mostar. Efter skole kom jeg hjem og læste lektier, som jeg plejede. Det var festdagen for Hellige Johannes Døberen. Om eftermiddagen havde jeg en vane med at gå en lille tur udenfor landsbyen i retning af Podbrdo. Mirjana kom fra Sarajevo for at tilbringe skoleferien hos sine slægtninge, og også Ivanka kom fra Mostar. Jeg kendte dem godt og var altid sammen med dem, når de kom til Bijacovici. Den dag besluttede vi at gå en lille tur sammen, for at snakke. Da de kom for at hente mig, var jeg ikke helt færdig med lektierne, så jeg sagde, at jeg ville følge efter dem lidt senere. Klokken var allerede mellem 17.00 og 18.00 om eftermiddagen, og da jeg nærmede mig dem, hørte jeg en stemme, der sagde: “Vicka, skynd dig, skynd dig! Kom herhen for at se noget.” Jeg var på en afstand af ca. 150 meter, da jeg hørte dem råbe. Jeg troede først, at de blev truet af en slange eller et andet dyr. Da jeg kom nærmere, så jeg, at de var helt åndeløse af frygt. Jeg spurgte dem, hvad de var blevet så forskrækkede af, om de havde set en slange. De svarede begge, som med én stemme: “Vicka, Jomfru Maria, vi har set Jomfru Maria!”

Da de sagde det, tog jeg med det samme mine sko af og løb af sted i den retning, hvorfra jeg var kommet. De blev stående og kiggede efter mig, fordi jeg var så bange, selvom jeg slet ikke selv havde set noget. Mens jeg løb, var jeg fuld af forvirring i hovedet. Tanken om, at de havde set Jomfru Maria, lod mig ikke være. På lang afstand standsede jeg og tænkte mig om. Da mærkede jeg mere og mere at noget i mig trak mig tilbage til dem.

Du gik altså tilbage til Ivanka og Mirjana, trods angst og selvom du var løbet væk. Hvad så du så?

Mens jeg langsomt nærmede mig, så jeg igen, hvordan de vendte sig mod bjerget og snakkede om noget. Jeg havde slet ikke haft blikket rettet i den retning de kiggede, jeg kiggede kun på dem og så, at de ikke længere var så frygtsomme, men derimod både talte og så mere fredfyldt op. De sagde begge, at jeg skulle se op mod Jomfru Maria, men jeg kunne simpelthen rent fysisk ikke løfte hovedet. Der var noget, der var stærkere i mig, som ikke tillod mig at vende ansigtet i den retning, hvor de så hen, mod åbenbaringsstedet. Jeg var ikke længere bange for Jomfru Maria, men kunne bare ikke vende hovedet op. Efter et kort øjeblik fornemmede jeg noget i hjertet, der gjorde, at jeg i samme øjeblik vendte hovedet op, helt af mig selv uden anstrengelse, mod åbenbaringen, og så Jomfru Maria stå foran os.

Hvis verden bare ville begribe, hvor meget nåde Gud sender os hver dag,

så ville menneskeheden være både lettere tilpas og smukkere.

Hvordan var dit første personlige møde med Jomfru Maria? Så hun på dig, og sagde hun noget?

I det øjeblik, hvor jeg så Jomfru Maria, var hun mig meget nær, selvom jeg vidste at åbenbarings-stedet var langt fra, hvor vi stod. Jeg så Jomfru Maria, som jeg ser dig lige nu, mens jeg taler med dig. På åbenbaringens første dag, havde hun et lille barn på armen, og hun vinkede med hånden. Vi forstod ikke med det samme, hvad denne bevægelse med hånden betød, fordi det var som om, hun ville tildække det barn, som hun havde på armen. Men kort efter opdagede vi, at hun inviterede os til at komme til hende. Vi havde ikke modet til at nærme os hende, og så løb vi alle tilbage til vore huse overbeviste om, at det var Jomfru Maria, vi havde mødt. Den følgende aften var der mange, der sagde alt muligt, herunder at vi ikke skulle snakke om den episode. Personligt har jeg spurgt mig selv flere gange, om det er muligt, at Jomfru Maria har åbenbaret sig for mig, og hvorfor hun gjorde det netop dér på bjerget imellem sten og torne, hvor ingen går.

Det blev anden dagen, og I gik tilbage omkring samme tid for at se, hvad der ville ske?

Heller ikke på anden dagen gik jeg af egen fri vilje. Der var noget større og stærkere i mit hjerte, som kaldte mig. En form for indre invitation i hjertet, som var vokset i løbet af natten og ikke gav mig ro. I starten opfattede jeg det mest som nysgerrighed, men jeg opdagede hurtigt, at det var en ægte påkaldelse og en udvælgelse af Jomfru Maria, som jeg ikke kunne løbe fra. På anden dagen kom jeg tilbage til samme sted, i håbet om at se Jomfru Maria på ny, og pludselig var der et lysglimt, og jeg så Jomfru Maria igen. Jomfru Maria var ubeskrivelig smuk, men hun var uden barn på armen.

Hurtigt nærmede vi os hende, jeg husker ikke hvordan, og vi begyndte med at bede Fadervor sammen med hende. Efter bønnen spurgte Ivanka allerførst Jomfru Maria til sin mor, der var død to måneder forinden.

Derefter bad Mirjana Jomfru Maria om et tegn, for at de andre ville tro os, at vi ikke lyver. Inden åbenbaringen sluttede, sagde Jomfru Maria, at hun ville komme igen samme tid dagen efter og tog afsked med ordene: “Gå med Gud, mine engle!”

Vicka, siden denne dag er der gået næsten 30 år, og du ser fortsat Jomfru Maria dagligt. Hvordan har du det på denne vej?

Meget er sket fra de første dage til i dag, og der vil ske meget endnu inden åbenbaringerne ophører. Min eneste indstilling dengang, som i dag er, at jeg ganske enkelt påtager mig alt det, Gud og Jomfru Maria ønsker af mig. At jeg tjener dem, og at jeg i troskab giver det videre, som vi bliver givet. Jeg må understrege, at vores tid virkelig er en tid af umådelig guddommelig nåde, og at vi må udnytte denne særlige tid, hvor Gud inviterer os og giver os helt særlige gaver.

Hvis verden bare ville begribe, hvor svært menneskelivet er, når Gud er langt væk, når vi kun er overladt til den materielle verden. Dér er Jomfru Maria, som taler til os om det hele tiden, og som ønsker, at vi alle går tilbage på den rette vej. Derfor er hun kommet til Medjugorje, for at vise os hvor meget mennesket og menneskeheden er et anliggende for Gud.

Vi har netop fejret jul. Snart begynder det nye år. Du har sikkert modtaget åbenbaringer af Jomfru Maria i disse dage. Kan du fortælle os noget om disse nuværende møder med Jomfru Maria?

Jeg har haft disse åbenbaringer hver dag i næsten 30 år. Hos mig har åbenbaringerne indtil videre ikke været til en bestemt tid, som hos Ivan og Mirjana, hvor det er kl. 17.40 eller om sommeren kl. 18.40. Jeg har indtil videre modtaget åbenbaringerne på forskellig tidspunkter på dagen. Men de sidste dage kom åbenbaringerne – ligesom i starten – 20 minutter før kl. 18.00.

Jomfru Maria har i disse juledage været fuld af glæde og meget smukt klædt. På selve juledagen kom hun med barnet på armen og i en gylden kjole ligesom på de andre helligdage. I disse dage har Jomfru Maria især lagt vægt på at fortælle, at vi skal bede meget for ungdommen og deres familier, som lever i en vanskelig og udfordrende tid. Hvis de unge mennesker kun beslutter sig for verdens materielle værdier og forsømmer de åndelige værdier, så kommer de til at have det svært i livet.

Netop nu har mødre med børn med forskellige sygdomme været inde hos dig. Du gik i forbøn for dem og sagde trøstende ord til dem. Hvordan oplever du de små børns lidelser?

Mange mennesker beder os seere om, at vi beder for dem. Særlig svært er det, når unge familier kommer med deres syge børn og søger trøst hos os. Det er også svært når voksne lider af forskellige sygdomme. Jeg kan ikke gøre noget særligt, jeg beder og lægger dem i Guds hænder. Alle dem der kommer tror, at vi seere ser Jomfru Maria, og at vi derved kan henvende os til hende, kan gå i forbøn for dem og anbefale dem. Jeg lægger gerne mine hænder på dem og gør det af hele mit hjerte; jeg ser det selv sådan, at min velsignelse ikke er noget særligt. Men vi må begribe, at korset i vores kristne liv er meget vigtigt, og at det kors, som Gud giver os, det må vi tage imod. Gud ved hvornår og hvordan, Han vil forløse et menneske fra dets kors. Det er en af Guds store hemmeligheder, fordi kun Han ved, hvorfor Han giver et menneske dets kors og lidelse.

Vicka, du plejer til slut at sige nogle ord. Kan du gøre det også denne gang ?

Til slut vil jeg gerne sige, at jeg i lang tid af helbredsmæssige grunde ikke har haft mulighed for at være her og give vidnesbyrd. Jeg har i de sidste to år gennemgået flere operationer på skulderen og rygsøjlen.

I disse dage var jeg til den sidste kontrol, og både lægen og jeg er meget tilfreds med min tilstand. Det glæder mig således særligt nu at kunne være tilbage på trappen foran mine forældres hjem, og jeg er overlykkelig for igen at kunne stå til rådighed for både Jomfru Maria og for pilgrimmene.

Jer, kære læsere, vil jeg hilse af hele mit hjerte og ønske jer et lykkeligt og velsignet nyt år. Må Fredens Dronning velsigne jer med sin fred og kærlighed. Vær alle hilset, jeg beder for jer, jeres Vicka.

Kilde: Nyhedsbrevet ”Gebetsaktion” nr. 100-2011