Uddrag af tale holdt af fader Jozo Zovko i 1998 for en gruppe amerikanske pilgrimme (1. del)
Som I ved, åbenbarede Jomfru Maria sig i Fatima (Portugal) i begyndelsen af dette århundrede. Nu, ved slutningen af vort århundrede, sker det i Medjugorje. Guds Moder har indrammet vort århundrede, dette århundrede, som har været præget af så mange konflikter, så mange krige, så mange overgreb, så megen vold ud over hele jorden. Hvad lærte Jomfru Maria os i begyndelse af dette århundrede? Hvad bad hun os om? Hun bad os om at bede – bede Rosenkransen, at faste, – at faste og at bede for fred, at faste og at bede for omvendelse af syndere, for en forandring af de tanker, som Satan har sået i menneskenes hjerter. Og alligevel, hvad er der sket med kirken i vores århundrede?
I mange lande er biskoppernes beslutninger vedrørende fx faste blevet påvirket af den teknologiske og industrielle udvikling. De har sagt, at faste kan erstattes af noget andet. Næsten alle de vesteuropæiske lande, såvel som Amerika, har opgivet at faste. I dette århundrede, hvor Jomfru Maria i begyndelsen bad os bede Rosenkransen, er Rosenkransen afskaffet så mange steder. Præsterne forsøger at blive populære. Og vi siger endda, at åbenbaringerne i Fatima er blevet accepteret af kirken. Ja, de er accepteret, men bliver ikke levet.
Hvis vi reflekterer over budskabet fra Fatima, hvordan kan jeg da rådgive min menighed til at handle modsat? Hvordan kan jeg nogensinde sige til jer: ”Nej, I behøver i virkeligheden ikke at faste. Jo, Jomfru Maria opfordrede til faste, men I kan i stedet give en dollar til de fattige, og det vil være lige så godt.” Det er i sandhed en latterliggørelse af budskabet, af idéen. Vi faster for forandring af hjertet, for omvendelse af hjertet.
Det plager mig hele tiden, det der skete i Winnipeg, (U.S.A.). Biskoppens assistent ville ikke tillade nogen at knæle under indvielsen af nadversakramentet. Folk knælede, og han stoppede nadvergudstjenesten og sagde: ”Ingen knælning i denne kirke. Rejs jer.” Dette skete under konsekrationen. Jeg blev så bedrøvet. Hvor fik han denne idé fra, at et menneske ikke kan knæle foran sin Gud? Hvorfra kom denne tanke, at man skal stå? Men jeg, min kære ven, har behov for at knæle foran min Gud, ligesom Abraham gjorde. Jeg har behov for at gøre som Moses, at kaste mig til jorden foran min Gud. Hvordan er denne idé opstået? Han sagde: ”Nej, nej, nej, der er ingen konsekration, før alle står op.” Og alle rejste sig.
Det er sådanne idéer, når de er indpodet i hjertet, der får hjertet til at sige: ”Nej, der er ikke behov for Rosenkransen.”
Søster Lucia (en af seerne fra Fatima) er ikke død. Er der nogen af jer, der har mødt hende? Hvorfor græder hun, når hun holder den Rosenkrans i hånden, som Jomfru Maria gav hende? Fordi kirken ikke beder Rosenkransen. Derfor græder seeren Lucia. Århundredet nærmer sig sin afslutning, og alligevel beder kirken ikke Rosenkransen. Ser I, politikerne har igen nye idéer: om forening og forandring af verden, om at forene Europa, om at forene dette eller hint folk. Verden uden Gud kan ikke blive forenet. Jomfru Maria er moderen og kilden til enhver forening. Se på denne rose. Alle disse kronblade er der ikke tilfældigt. De sidder ikke i vejen for hinanden. De generer ikke hinanden eller blander sig med hinanden. Hver er på sin plads. Men det er her, fra denne vase, denne ”kalk”, at de alle er forenet, og det er her, de fra nu af bliver næret. Det er kilden til forening for denne blomst. Hvis et kronblad bliver skilt fra, plukket af, er det ikke længere en del af blomsten. Det visner og kan ikke længere sættes på igen.
Menneskelige idéer kan ikke forene folk. Langt mere behøves, og det er Gud. Ja, det er Gud, der er behov for. Derfor havde Jomfru Maria brug for endnu en fornyelse af verden, en ny forening, og ikke igennem politik. Først og fremmest er det nødvendigt, at Gud er denne kilde. Derfor er der kaldet til omvendelse. Har I nogensinde tænkt på, at alteret er kalken, ”vasen”, som forener hele verden? Det er herfra, at den ene, hellige kirke er født – fra alteret, fra denne kalk. Det er herfra, at familien gror.
Hvad får en familie til at vokse? Det er ikke bare noget vi planlægger – millioner har lagt planer uden at opnå, hvad de ønskede. Hvis familien er et sakramente, er dette sakramente hvad vasen, ”kalken”, er for blomsten – det sakramente, som får kirken til at gro, får helligheden til at gro, ægteskabets hellighed. Det kan ikke bare være noget, som vi af egen vilje har bestemt. Gud er dets kilde.
Når Jomfru Maria taler til os om bøn, er det derfor ikke helliggørelsen af idéer eller karrierer, der er succes. Der er mennesker, der har succes i deres karriere, som er fortvivlede. Selv om de i verdens øjne er succesfulde, er de så ulykkelige. Succesen i den materielle verden gør ikke et menneske lykkeligt. Nej, – det er ikke penge, der gør mennesker lykkelige, fordi Jomfru Maria lærer os, at Gud skal være på førstepladsen, intet andet bør være der. For at have Ham på førstepladsen, det rette sted, skal vi lære at bede. Mennesket lærer at bede, hvordan man skal ære og prise Gud, tale til Gud, elske Gud, vokse i kærlighed til Gud, og på denne måde erkender mennesket sin forening med Gud. Der er en afgørende forskel mellem bladet, roden, stammen, blomsten. Og det er på samme måde, at vi er afgørende forskellige fra vores Gud.
Vi er én, vi er sammen, vi kan ikke vokse uden Ham. Han er den, der blev menneske. Vi vokser, som Guds børn. Til sidst vokser vi som personer, som mennesker, fordi Han er den ene, som frigør det, som er menneskeligt og det, som er guddommeligt i os, Han helliger. Når man elsker, er Gud med os. Troen er det guddommelige inden i os. Freden er det guddommelige inden i os. Det er Guds virke. Det er Guds gave. Når I, i særdeleshed, føler den fred, er det et tegn på, at Gud velsigner jer. Og det er derfor Han frigør os. Derfor hjælper Han os. Han helliger os. Derfor er sakramentet en særlig nåde, gennem hvilken helligelsen af ægteskabet gror.
Det er ikke en formalitet, ligesom registreringen af en bil. Det er et spørgsmål om, at I er helliget. I er indviede hver især – den ene for den anden. Vi er indviede – for hinanden. Og når vi forstår helligelsen, – det er mysteriet.
I dag hjælper Jomfru Maria os gennem sine budskaber, såvel den enkelte som ægteskabet, fremad på hellighedens vej til sin Søn, – til ”en ny tid, en forårets tid”, – for sammen med Jomfru Maria at vandre ind i Paradiset, hvilket også er muligt at erfare på det jordiske plan ved at lytte og leve budskaberne gennem Troens og Kærlighedens skole, der udgår fra Medjugorje. [Red.]